Det er ikke ovre for mig

   


Tilbage i september 2000, da jeg var musikredaktør på en københavnsk kulturavis ved navn Nat&Dag, bragte vores svenske søsteravis Nöjesguiden en dag en anmeldelse af debutalbummet fra en ung fyr ved navn Håkan Hellström.

Nöjesguiden – som var notorisk hippe og langt mere arrogante end os på Nat&Dag – var normalt syleskarpe i deres recensioner. Men denne tekst var anderledes; nærmest lallende forelsket i sin retoriske overgivelse til denne unge killen, der leverede “… livsglad og velskabt poprock med magiske guitarer, som bør få Radiosportens musikplanlæggere til at gå i bro af glæde”

Alene den ledsagende illustration, som var tegnet i orange streg og omkranset af pink krebs(!), emmede af endorfiner.

Håkan 2000

Den unge Håkan. Nöjesguiden, september 2000.

Det er den slags, Håkan Hellström gør ved folk. Han brager ind i dem med al sin energi, sit blødende hjerte – og de rapsende fingre, der befamler og stjæler fra hele pophistoriens smykkeskrin af musikalsk ædelstene og bling-bling. Sådan som det bl.a. fremgår af denne fremragende analyse.

I dag befinder den 39-årige göteborger sig i den nordiske Royal League for popstjerner, hvorfra han med uskolet stemme skiftevis stadionskråler og hymnekvæder sange om ungdomskærester og den midaldrende dødsangst.

På det nye album, Det kommer aldrig va över för mig, begynder vi tilbage i 80’ernes lysende teenageår.
“Jeg är 16 år!” lyder pladens første linje, mens guitarintroen, der låner fra Bryan Adams ‘Heaven’, løftes op i en jetstrøm af synthesizers, der giver genlyd af Belinda Carlisles ‘Heaven Is A Place On Earth’. Fan va skönt!

Senere går der (som bekendt) både Killers og U2 i selvsamme single – uden at nummeret taber hverken flyvehøjde eller originalitet.

Det er simpelthen en del af Hellströms kunstneriske DNA, at han stjæler grådigt fra musikhistoriens gavebord. Han har haft sin indie-periode, sin samba-satsning, sin folk-fascination og sine Madchester-momenter – og på det nye album strejfer den krøllede sydsvensker bl.a. rundt i slut-70’ernes og 80’ernes mørke, postpunk-lyd. Fx på den henholdte ‘Pistol’, der lyder som et elevator-rendezvous mellem Kent og TV-2 anno 1983, eller ‘Livets Teater’, der kunne være B-siden fra The Jams ‘Down in The Tube Station at Midnight’.

Det kommer aldrig va över för mig er dog langt fra en pastiche eller et periode-stykke, som man ville sige i teaterverdenen. Håkan leger blot med det historiske materiale og vender derigennem sine egne tekniske begrænsninger og drengede nysgerrighed til en kreativ styrke – hvad enten det er The Edges guitar-teknik eller et helt nummers grundstemning, som på den storladne ‘Fri til slut’, der låner ikke så lidt fra Springsteens ‘Drive All Night’ (her fra koncerten i Håkans hjemby sidste sommer):

Så hvem bekymrer sig om, at fx ‘Du kan gå din egen väg’ så åbenlyst låner sin versstruktur fra Fleetwood Macs skilsmisse-klassiker ‘You Can Go You Own Way’ – når nu Håkans hakkende og stammende vokal, der støttes til bekendelse af et ualmindeligt blåøjet pigekor, gør sangen til en øjeblikkelig Hellström-klassiker i min bog?

Og naturligvis har Hellström tyvstjålet både titel og strygerakkorderne på ‘Street Hustle’ direkte fra Lou Reeds ‘Street Hassle’. Men til forskel fra lædermasken Lou evner Håkan at forløse sin sang i et melodisk svæv med en støvet newyork-saxofon, der løfter den overraskende dybtliggende vokal lige ind i hjertekulen.

For det er dét, Håkan gør ved folk. Han stjæler som Jimmy Starr, lige foran øjnene på os, men overfrankerer samtidig sin musik med charme, poesi og en melodisk tæft, der gør ham enestående i Norden.

Hellstrøm spiller på den store klassiker-klinge og omfavner gerne alle melodramatikkens virkemidler – ikke mindst på den efterhånden obligatoriske, smægtende afslutningsballade. På det forrige album toppede han denne disciplin med den fænomenale ‘Du är snart där’, hvor strygerne fik selskab af ublu langstrakte George Harrison-akkorder og en poetisk sammensmeltning mellem kunstner og protagonist:”Håkan, du var bättre förr!”

På det nye albums episke afslutningsnummer ‘Det tog så lang tid att bli ung’ lægger Håkan nye alen til sine bløde sider: “När du misslyckats med alla andra kom du till mig” (hvem sagde ‘Veras vinterven’?). Men når strygerne vugger sangen og albummet blidt i havn med den afvæbnende udmelding – “Eva, vet inte vad jag försöker säga, så bara lyssna på stråkarna” – ja, så må jeg endnu en gang overgive mig til den eneste svensker (af hankøn), der til stadighed kan give mig blanke øjne og få blodet til at boble i årerne af fryd. Det går nok aldrig over for mig.

Lyt selv til albummet her:

 

 

 

Kommentér indlægget