Det står værre til end nogensinde med Jens Lekmans kærlighedsliv. Skidt for ham, godt for os.
Jens Lekman: I Know What Love Isn’t
9/10
Secretly Canadian
Ude 3. september 2012
Hvis der er et potentielt problem med den dejlige Jens Lekman fra Göteborg, så er det at man måske har kunnet få en mistanke om at han ved mere end han vil ud med. At han er lidt kluntet og lidt Svenglish med vilje, at det er bevidst naivt og afvæbnende når han synger ”in the cow-ntryside” og fortæller om sine kæmpestore nedture i kærlighed, der altid har et helt eminent komisk potentiale.
For han er skarp som en skalpel, det er der ingen tvivl om. Ellers skriver man ikke tekster som ”My heart’s beating, beating like Ringo”, mens et klangløst hi-hat-break hopper afsted lidt ude af takt, og så sampler man ikke ’Gravedigger Blues’ fra den bedste Beat Happening-plade og bruger som omkvæd. Alle de falske toner og alle de små fejl som man egentlig godt kan se at han kunne undgå. Måske det er det der gør at det ikke er sært hvis man får mere respekt end ægte kærlighed, når det gælder Jens.
Men jeg køber den ikke. Vel er det usandsynligt at han er blevet brændt af af så mange piger med sangbare navne, men det er ligemeget, for det han skriver om er stadig menneskets indbyrdes forhold, og det er lige til at forholde sig til, hvem end man er.
Han gjorde det med stil på seneste album, Night Falls over Kortedala (igen, manden ved helt glimrende hvor afvæbnende en titel det er), for godt nok var de mest kendte numre ren stand-up-komik – ’A Postcard to Nina’ om hans lesbiske veninde som han spillede kæreste for over for faderen, og ’Friday Night at the Drive-in Bingo’ om knallerttrafikanter med store hunde in the cowntryside – men det er ikke der han er bedst, det er når han med skrækkelig klarhed synger ”I’m sorry I couldn’t love you enough” og man tænker på dem man ikke selv kunne elske nok selv om man prøvede.
Og derfra kommer vi direkte til I Know What Love Isn’t. For Jens har selv fået sit hjerte knust denne gang. Hvilket jo ikke gør det sværere at finde sig selv i de sange. ”You don’t get over a broken heart, you just learn to carry it gracefully” er den helt centrale linie. Folk der bar deres ulykkelige kærlighed yndefuldt, eller i alle fald lod sig inspirere af det, er rygraden i musikken lige fra Sinatras In the Wee Small Hours.
Netop Sinatras navn dukker op i den elegante single ’Erica America’, der låner sit navn fra en gammel sang med Saint Etienne – spøjst nok fra det album, Good Humor, hvor de gik efter en mindre elektronisk og mere cocktailvenlig stil (med andre ord: Tog til Sverige og prøvede med stort held at lyde som The Cardigans). Lekman gør det samme på I Know What Love Isn’t, måske som resultat af flere års turné jorden rundt. Hans samples er røget ud, og ’Erica America’ minder mest af alt om en længe forsvunden sang med de stærkt savnede Prefab Sprout.
Men det er egentlig ikke så meget musikken, der er spændende at skrive om, for formentlig var den ret let at overse hvis ikke det var for Lekmans ord. Galgenhumoristiske som forklaringen om, at et knust hjerte ikke er verdens ende af den enkle årsag, at verdens ende vil udslette alt liv på grusom vis, eller bare fokuserede på det værste af alt, nemlig at hun ikke engang har fundet en ny overhovedet i mellemtiden: ”She just don’t want to be you anymore”, rent ud sagt.
Og om det så i øvrigt er Tracy eller Jennifer eller Erica som han ikke kan komme over, eller Renée fra titelsangen som han frier til for at få et green card, og som ler ad ham inden han forklarer at det er det der er pointen – det er igen ligemeget. Det centrale er at Jens Lekman er bedre end nogensinde til at sætte ord på den menneskelige tilstand i al sin absurde skrøbelighed og med al den tragikomik det indebærer at lade sig forelske. Og foreløbig er I Know What Love Isn’t hans lille korte mesterværk, eller i hvert fald den rørende rendyrkning af det han kan.
Hvorfor der i øvrigt er billetter tilbage til hans koncert i Lille Vega næste onsdag begriber jeg ikke, men køb et par stykker med det samme, slæb nogen med, og bliv charmeret ned i gulvet af Jens. Her er lidt af hans bedste at varme op med på Spotify ….
