Fem bloggere fremfor en Dylan – anmeldelser af ‘Tempest’

   


Smølle:
Det hele begynder skidehyggeligt. Bob lyder helt overstadig på ’Duquesne Whistle’, som om han har fået lov at lave temaet til en Woody Allen-film, og direkte charmerende på ’Soon After Midnight’ lige efter. Selv om hans stemme lyder, som om han er ved at hoste en genstridig flæskesvær op. Og så er det, det begynder at blive lidt tungere.

Han er et ikon, han er over 70, han har altid gjort, hvad der passede ham, så det er vel pointeløst at mene, at han gør det forkert – men mand, hvor Bob bare kan trække alt i langdrag. En kværnende blues-rundgang på næsten otte minutter som ’Narrow Way’ sender vel enten i en i trance eller i søvn, sidstnævnte her. Specielt skidt er det under den næsten et kvarter lange titelsang om Titanic. Selv Mikael Wiehes Dylan-esque langgaber om den båd var tre gange kortere.

Men så er der jo ’Scarlet Town’ og ’Tin Angel’ inde midt i det hele. Mættet med atmosfære, og de otte-ni minutter glider direkte forbi. Det er meget smukt, og det er meget typisk: Bob Dylan, en prøve for tålmodigheden på 51. år.
5/10

Elsnab:
Den er virkelig, virkelig – virkelig! – lang. Altså virkelig lang. Den er også udmærket, især lyrisk, men jeg får den aldrig hørt igen. Måske bortset fra ’Pay in Blood’ og ’Scarlet Town’. Og måske vil jeg gerne læse teksterne igen en dag. Uden røvballe-boogiewoogie og kolikvokal.
6/10

Fez:
7/10

McGuire:
Da jeg første gang så Mona Lisa, havde jeg kun små 10 minutter til det, inden Louvre lukkede. Men det var også nok. Selve værket var imponerende i sig selv, men det var følelsen af at være i selskab med noget historisk, noget indiskutabelt mesterligt, der rev tæppet væk under mig. Efter 10 minutter var jeg klar til at gå igen.

‘Tempest’ er ikke nogen Mona Lisa – det er dårligt en Hopper, Rockwell eller Warhol. Det er i bedste fald en hæderlig bluesplade skåret over samme dovne skabelon som de tre forrige. Intet sted hverken svinger den som ‘Thunder On The Mountain’ eller går i mit mellemgulv som ‘Not Dark Yet’, og Dylans stemme – eller hvad man skal kalde den – er mere uudholdelig end nogensinde. At det efter sigende skulle være Dylans sidste, gør vel kun pladens musikalske ligegyldighed endnu mere sørgelig. Jeg føler mig stadig i selskab med en stor kunstner her, men modsat Mona Lisa, ikke i selskab med stor kunst. Og igen er 10 minutter nok.
5/10

Travn:
Der har sjældent været mere ’Onkel Bob fra Amerika’ over Dylan end på karrierens 35. studiealbum. For den 71-årige sangskriver sætter lytteren på knæet og fortæller blodige røverhistorier med allerstørste iver og indlevelse. Den saloon-swingende ’Duquesne Whistle’, den stædigt repeterende ’Narrow Road’ og den spruttende ’Pay In Blood’ er blandt de fineste momenter. Titelnummeret, en 14 minutter lang sag med 45 vers om Titanics forlis, lyder på papiret som en fejltagelse så monstrøs, som at spare på redningsbådene eller lade Céline Dion i nærheden af en mikrofon. Men Dylan rasper fantasifuldt af sted, og bag ham vugger bandet mildt. Som på ’Together Through Life’ er Los Lobos’ David Hildalgo en klædelig tilføjelse til orkestret, for hans violin- og harmonikaspil giver varme nuancer til den utrættelige – og til tider monotone – boogierockkværn.

Når det er sagt, har ’Tempest’ alligevel svært ved at tumle med de seneste udspil. En ballade som ’Soon After Midnight’ blev lavet med langt større intimitet på ’Time Out of Mind’, en blues som ’Early Roman Kings’ med kraftigere bid på ’’Love & Theft’’, og lyrisk mangler Lennon-hyldesten ‘Roll On John’ at hæve sig over det banale. Så nej, vi har ikke at gøre med et album, der skriver historie. Det skulle lige være for det hæslige cover.
7/10

Samlet BBC-score:
6/10

Kommentér indlægget