Parfumesælger!

   


Ja, det er Iggy Pop på billedet.

Han er model for Paco Rabannes nye parfume. Den hedder Black XS L’Exces og beskrives som “aromatisk” og “woody”.

Nu er jeg ikke ude på at gøre grin med Iggy Pop. Det ville jeg slet ikke turde. Jeg har set ham tæt på, og selv om han er lav, virker han stærk og veltrænet. Det er vist yoga.

Jeg så bare billedet og reklamefilmen og kom til at tænke på noget, The Ig sagde for nogle år siden:

“Jeg har aldrig tjent penge på mine plader. Folk taler om Stooges og Bowie og det hele, men det gav ingen dollars. Når jeg sælger mine sange til reklamer, er det nogle af de første indtægter, de sange nogensinde har givet mig.” (citeret fra hukommelsen).

Bemærkningen kom, da nogle hardcore-fans var mopsede over, at “The Passenger” blev brugt til at sælge Toyota Avensis-biler og Captain Morgan-rom.

Så hey – wake up and smell the perfume!

Kommentér indlægget