Walter Becker, toodle-oo

   


 

Walter Beckers død er først og fremmest dårligt nyt for ham selv, men hvis man ser bort fra hans nærmeste familie, er guitaristens bortgang også en rigtig dårlig nyhed for alle gnavne, sarkastiske mænd, der er født gamle.

Walter Becker var måske nok den mindst synlige halvdel af duoen Steely Dan, til gengæld skulle man ikke lytte længe til bandets musik for at opdage, at hans guitar kunne og ville mere end bare være pæn og voksen. At han desuden var berygtet for at være den, der lagde de allerskarpeste linjer i munden på kollegaen Donald Fagen, gjorde ikke hans status mindre.

På den måde er hans død – i skrivende stund ingen årsag, han havde været syg, blev 67, ånede ud på Maui – rigtigt dårligt nyt for Steely Dan og gruppens fans. Donald Fagen kommer til at fortsætte med at spille de fælles sange, men The Dan uden Becker er i fare for at blive pænere og mere strømlinet, end musikken og teksterne fortjener.

Som en af deres fælles venner engang sagde til Rolling Stone:

”Walter og Donald er én person med to hjerner. Walter sørger for, at Donald ikke bliver væk i musikken og skriver fugaer og rondoer og den slags, som folk måske ikke har så meget lyst til at høre. Og tekstmæssigt er det Walter, der har biddet. Donald er ikke nær så sarkastisk. Når man sætter dem sammen, har resultatet kant, men det rummer også stor musikalsk indsigt og følelser”.

 

Det er i dette ingenmandsland mellem ironi og høj klasse, man siden 1971 har kunnet finde Steely Dan. Duoen har altid virket lidt mere udspekuleret end konkurrenterne og været lidt for sære til at blive rigtige popstjerner.

De solgte mange plader op gennem 1970’erne, da FM-rock (”no static at all”) blev en ting, og deres newyorker-attitude smeltede sammen med westcoast-lyd og fødte hits som ’Do It Again’ og ’Hey Ninteen’. De blev aldrig rigtig westcoast eller yachtrock, dertil var deres tekster for sære og blues/jazz-elementet for stort, men album som Aja og Gaucho leverede en sound, som mange siden har forsøgt at efterligne.

Steely Dan gik i opløsning efter udgivelsen af Gaucho i 1980. Walter var fucked up af personlige problemer og stoffer (”the Cuervo Gold, the fine Colombian”). Flyttede til Maui i Hawaii og tog kun lejlighedsvis imod tilbud om at producere for bands, der ville have Steely Dan-lyden: China Crisis, norske Fra Lippo Lippi, Rickie Lee Jones.

I 1990’erne genoptog Becker og Fagen kontakten, men det var først i 2000, at Steely Dan igen udgav en frisk studieplade i form af Two Against Nature.

Dengang sad jeg en sen aften i København og ventede på et long distance call fra New York og Hawaii.

Først kom Donald Fagen på linjen og forklarede, hvorfor makkerparret aldrig har været til imagepleje og nemme løsninger. Kodeordet er jazz.

”Vi gik som helt unge på jazzklubber, og musikerne dengang – det var i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne – så ikke særligt godt ud. Bortset fra Miles Davies og et par stykker mere var der ingen, der gik op i tøj. De bar billige jakkesæt og interesserede sig kun for musikken og samspillet. Den slags er i dag stort set udslettet af pladebranchen”, forklarede Donald Fagen.

”Vi er i en underlig position. Vi stammer fra en anden tidsalder, da musikken var det vigtigste af alt. Vi var egentlig også kun delvist en del af vores egen ungdomskultur, fordi vi som jazzfans kiggede bagud og hørte musik, der siden 1920’erne har haft et modent og voksent publikum. Vi er faktisk ude af trit med det meste”.

Det er den situation, der udspiller sig i sangen ’Hey Nineteen’ fra 1980. Donald Fagen synger i jegform om en voksen mand, der prøver at score en yngre kvinde. Hun kender ikke (chok!) Aretha Franklin, the Queen of Soul:

She thinks I’m crazy/But I’m just growing old, synger han.

Fagen var kun 32 på det tidspunkt.

The Content Providers

Da Walter Becker meldte sig på telefonlinjen var det med hyppige gnæk og hørbart glimt i øjet. Steely Dan havde med Two Against Nature på godt og ondt genoptaget forbindelsen til musikbranchen. Omkring århundredeskiftet var internettet i vækst, alt skulle være online, men det var ikke altid indholdet fulgte med udviklingen.

Becker og Fagen havde kort før interviewet udsendt et åbent brev til Warner Brothers og AOL, der var fusioneret og skabt verdens dengang største mediekoncern.

Becker brugte begivenheden til at meddele, at Steely Dan ville skifte navn til The Content Providers.

”Det er en kommentar til de smarte internet-firmaer, der tror, der har styr på hele verden, og at de kun mangler den lille ting, de altid omtaler som content (indhold). Det er da morsomt, at indhold bare er noget, man skal have skaffet, og at det sjældent er den vigtigste del af den vare, man sælger folk”.

Nu må man ikke tro, at Steely Dan i 2000 var et par halvgnavne mænd, der havde givet op. Tværtimod, der er ikke noget som lidt modgang, der kunne få dem til at cykle hurtigere, og duoens korstog for kvalitet, tid og personlighed forsatte i årene frem.

Two Against Nature blev fulgt op af en turné, der bl.a. ramte Valby Hallen (forrygende god koncert), og deres fokus på musikken betød, at livebandet stort set kun bestod af jazzmusikere.

Som Donald Fagen sagde dengang:

”Der er ikke så mange musikere med den rette musikalske feeling, der kan klare de harmoniske udfordringer. Jeg synes ikke, vores sange er svære at spille, men de er svære at spille helt rigtigt. Teknisk kan de fleste jazzmusikere være med, men numrene vil være for svære for rock’n’rollere, for der indgår akkorder, som de sikkert aldrig har hørt om”.

Men Fagen kendte dem, og han delte gennem 50 år sin passion for jazz, soul, sarkasme, Nabokov, Marx Brothers, politik og meget andet med Walter Becker.

Og selv om duoen kunne virke som deprimerede mørkemænd, var deres personlige forhold præget af humor, skriver Donald Fagen i sine mindeord:

”Walter havde en hård barndom – jeg skal spare jeg for detaljerne. Heldigvis var han lynende intelligent, en excellent guitarist og en fantastisk sangskriver. Han var kynisk, når der kom til den menneskelige natur, inklusiv hans egen, og hysterisk morsom”.

 

 

Kommentér indlægget