Folk, der dyrker Northern Soul, er tossede. De er besatte af sjældne singler med glemte kunstnere, og de holder liv i en soulflamme med et solidt beat, der på mange måder klingede ud for 40 år siden.
Frank Wilson var en helt på den scene. Hans sange var en del af det amfetamindunkende lydspor ved all-nightere på The Casino i Wigan og The Mecca i Blackpool, hvor souldansere i 1970’erne duellerede på gulvet, og dj’s dyrkede de hemmeligste singler.
Nu er Frank Wilson død. Han blev 71 år, inden kræften åd ham, og selv om det er flere årtier siden, han har haft noget seriøst at gøre med musikbranchen, skal der rejses en knyttet nævne for hans indsats i soulmusikkens tjeneste.
Havde det ikke være for Northern Soul-folket, ville vi primært hylde ham som producer og sangskriver på Motowns samlebånd, men fordi nogle gale dj’s gik meget langt i kampen for at finde de mest obskure singler, der kunne rykke gulvet, skal Frank Wilson også huskes, som manden, der indspillede en af pophistoriens dyreste og mest sjældne singler.
”Do I Love You (Indeed I Do)” udkom i 1965 på Motown-underselskabet Soul.
Det var ikke en rigtig udgivelse, men mere et testpres af den slags, som det perfektionistiske selskab lavede mange af. Friske indspilninger med The Supremes, The Temptations og de andre blev straks trykt på singler og sendt ned i kvalitetsafdelingen, hvor man testede sounden og kontrollerede, at mikset var helt perfekt til at komme ud af en bilhøjttaler eller en transistorradio.
Det var i den afdeling, at skoledrengen Norman Whitfield begyndte sin karriere. Nogle år senere var han selv producer for Marvin Gaye og andre, men det er en anden historie.
Det siges, at ”Do I Love You (Indeed I Do)” blev trykt i 250 eksemplarer på 7”-singler. Men Frank Wilson var usikker på, om han ville være solist, for han havde fået god gang i karrieren som sangskriver og producer, så han bad om at få singlerne smidt ud!
Men i dag ved vi, at mindst to overlevede, og det ene eksemplar endte ad snørklede veje hos den engelske dj Kev Roberts, der spillede på Wigan Casino. Sangen var allerede dukket op i Storbritannien på piratplader, men Kev Roberts byttede sig i 1970’erne til en original Frank Wilson-single for en stak album og maxier til en værdi af £350. Det var mange penge for en single, selv for excentriske pladesamlere på Northern Soul-scenen.
”Jeg tænkte ikke over, at den var noget særligt, og lagde den bare ind i samlingen,” fortæller Kev Roberts i bogen ”The Record Players”.
Men han blev ved med at få tilbud på Frank Wilson-singlen, og da han solgte den videre i 1991, fik han £5.000 for den.
Nogle år efter dukkede endnu en original op – i bedre stand – og blev solgt til en skotsk samler for £15.000 (150.000 kr.)
Den seneste kendte handel med en af de to originale ”Do I Love You (Indeed I Do)”-singler fandt sted i 2009, hvor den gik for 250.000 kr.
Selv uden historien om den afsindigt dyre og sjældne single, ville det være vigtigt at huske Frank Wilson.
Bare hør Brenda Holloways ”You Made Me So Very Happy” fra 1967, som han var med til at skrive og producere.
Han gav et vigtigt bidrag til Motowns udvikling og succes i 1960’erne, og hans arbejde med bl.a. The Supremes, Marvin Gaye og Smokey Robinson er altid værd at hylde og genhøre.
Motowns producere og sangskrivere arbejdede næsten altid i hold. Holland/Dozier/Holland var de mest markante, og der var The Corporation og stærke team som Whitfield & Strong og Ashford & Simpson.
Frank Wilson skrev både alene, sammen med Motown-chefen Berry Gordy og som en del af The Clan, der også talte R. Dean Taylor og Pam Sawyer.
De nåede et højdepunkt i 1968 med ”Love Child” leveret til The Supremes.
http://www.youtube.com/watch?v=Q_VRIHhfQDs
Frank Wilson forlod popmusikken i midten af 1970’erne. Han blev genfødt kristen og rykkede først fra Motown til pladeselskabet ABC og siden helt ud af hitlister og studier.
Det, han efterlod, var en lang række soulklassikere, som var lidt blødere end den typiske stampende Motown-sound, og man kan altid høre hans sans for sangernes følsomme sider. Og så var han funky.
Nogle af Frank Wilsons sidste og bedste indspilninger var med Eddie Kendricks (ex-Temptations) i begyndelsen af 1970’erne.
Det var lige på det sted, hvor soul var ved at mutere og blive til disco. Frank Wilson producerede bl.a. ”Girl You Need A Change of Mind” og den evigt groovy ”Keep On Truckin’”, som var med til at åbne en ny æra på dansegulvet.
En perle af de sjældne – selv om den selvfølgelig aldrig bliver lige så sjælden som ”Do I Love You (Indeed I Do”.
http://www.youtube.com/watch?v=bzHKavBeU5c
