Stay soft – en ode til yacht rock

   


Bob Welch døde i sidste uge. Der har været få nekrologer over den 66-årige guitarist, men Bob var en af de underkendte kaptajner på det gode skib, som kaldes yacht rock.

Yacht rock er det sted, hvor westcoastrock møder folky soul og funky folk. Det er et vidunderligt univers, hvor alle kan synge og spille, og album er født til at ligge i vinduet i den mentale Guf-butik med et stort gult skilt med påskriften ”Michael McDonald!” på.

Men det er IKKE ren westcoast, som er noget gyseligt noget. Det er heller ikke entydig funk eller soul. Det skal dog dufte af Californien, dyre studier og være smooth og laidback.

Ironi kan indsættes efter behov, og der kan være behov for rigelige mængder, når man begraver næsen i softrockens cool fætter, som den lød op gennem 1970’erne og et stykke ind i 1980’erne.

Bob Welch lavede yacht rock. Hans claim-to-fame er tre år i Fleetwood Mac, i den mellemfase fra 1971 til 1974, da det britiske bluesband udviklede sig til at være et kerneorkester på den amerikanske vestkyst.

Han var en af de guitarister, der byggede bro fra Peter Green til Lindsay Buckingham, og han medvirkede bl.a. på 1973-albummet ”Mystery To Me”. Det er værd at opstøve alene p.gr.a. ”Hypnotized” – et potent møde mellem yacht rock og balearic.

 

Det erBob Welchs guitar, der bærer “Hyonotized”. Som solist kørte han videre i samme retning, og det var, da jeg genhørte ”Don’t Let Me Fall”, at jeg røg ud på et yacht rock-trip, som fuldkommen har opslugt mig.

Der findes ingen officiel definition på yacht rock, så jeg er gået i gang med at bygge min egen playliste på Spotify med oplagte hits og mindre åbenlyse kandidater:

Jeg er gammel nok til at have hørt en del af musikken, da den var nogenlunde ny, og har et had/kærligheds-forhold til den form for vellyd, som weatcoast står for. Det kan på linje med fusionsmusik være grusomt at lytte til, og yacht rock træder ind over begge genrer.

Min første sejlads gik fra Bob Welch til Crosby, Stills & Nash. Luksushippierne er egentlig for folky til at være cool, men deres ”Dark Star” (studieudgaven) har nogle sprøde congas, som vil passe til en grillfest i yachtklubben.

Odyssey (ikke at forveksle med discobandet med hits som ”Going Back To My Roots”) indspillede i begyndelsen af 1970’erne nogle akustiske soulplader for Motowns westcoast-label, MoWest. ”Our Lives Are Shaped By What We Are” kom på listen som outsider.

Jeg læssede på: Doobie Brothes, Steely Dan, Eagles selvfølgelig. ”After Midnight” med J.J. Cale lød pludselig cool, og ”Lowdown” med Boz Scaggs meldte sig selv ind.

Da det er min personlige fortolkning af yacht rock, det handler om, er der blevet plads på listen til sange som Elton Johns ”Are You Ready For Love” med den kærlige soullyd, Robert Palmers ”Every Kind Of People” og ”Another Lonely Night In New York” med Robin Gibb, som på ingen måde er et stykke westcoast, men minder mig om solnedgangsbarer og Vangelis-plader og tigger om at blive remixet til en ny sommer.

Mere kom til: Seals & Croft, America, Carly Simon, Beach Boys. let soul med Smokey Robinson og Isley Brothers og sjældent spillede kunstnere som Looking Glass, Player og Marc Jordan klarede nemt cuttet.

Det begyndte først at blive indviklet, da jeg ville sætte noget moderne musik ind i yacht rock-sammenhængen.

Der er sgu ikke meget yacht-stemning over 2012 i et realpolitisk perspektiv. Det var der sådan set heller ikke over 1970’erne, og yacht rock opstod i skyggen af Vietnamkrigen, Oliekrisen og massearbejdsløshed. Måske derfor var eskapisme i høj kurs.

Interessen for blød, melodisk rock har i nyere tid været i vækst via grupper som Phoenix og Air, og den musik, der i årtier var glemt i udsalgskasserne, oplever en revival hos andre end mig.

På sidste års Roskilde Festival brugte jeg sammen med blogbroder Peter Elsnab lang tid på at diskutere softrock og muligheden for at lave en yacht rock-festival. Hvem skulle spille? Hall & Oates, Roxy Music, Billy Joel, måske, og ikke mindst nogle moderne kunstnere, der har disse musikeres dna i sig.

Vi var godt oppe og køre på Destroyers koncert. Her er et nyt band, som laver yacht rock på et skrabet budget. De ville formentlig lyde som Roxy Music, hvis de havde flere penge. John Grant spillede også i Roskilde og må gerne komme til vores festival med sine pianobaserede homohymner. Chromeo må være det mest sikre navn på plakaten. Deres funky soul lyder, som om den er lavet af to fyre, der drømmer om 1970’erne.

Læg mærke til, at den opdaterede yacht rock kun fantaserer om fortiden og netop ikke hænger fast i 1970’erne. Der er jo ingen grund til at høre Sko/Torp eller Busborg, for der skinner forbillederne stærkt igennem og så bliver det retro på en alt for ortodoks facon.

Yacht rock har brug for en vis mængde spas, hvis det skal være til at holde ude. Tjek f.eks. den kærlige og fjollede hyldest til fænomenet, som findes i web-serien ”Yacht Rock”. Særligt det afsnit, hvor Michael McDonald og Kenny Loggins bliver uenige om, hvor meget smooth rock egentlig må rocke, er høj klasse.

Min Spotify-liste er netop nu på 75 sange, men er langt fra færdig. (I 2015 vokset til 119, fez)

Jeg har fået input fra beslægtede sjæle, der har mindet mig om potentielle yacht rock-perler af Ace, Groover Washington Jr., David Sanborn m.fl.

Jeg vil gerne finde flere danske numre. Jeg har valgt et nummer fra ”Mig & Charly”-soundtracket, som har den helt rigtige sound, og overvejer, om der kan skæres en cool skive af en Rugsted & Kreautzfeldt-plade. Kasper Windings første soloplader er desværre ikke på Spotify.

Sjovt nok er både ”Mig Og Vennerne” med Dieters Lieder og svenske Mauro Scoccos ”Sommar i Stockholm” en slags meta-yacht.

Danskerne synger om at køre til stranden, mens de hører ”Chaka Khan i radioen og en gammel Steely Dan”, og Mauro ser tilbage på sin tidlige ungdom i 1980; ”vi spillede Doobie Brothers, drak gin & tonic, forsøgte at være cool”.

Har du andre forslag, så kom endelig med dem.

Det er hård kost at høre så meget yacht rock, som jeg har gjort de seneste dage. Man bliver lullet hen af de bløde keyboards, de sprede guitarstrenge og korene, der bare vælter ud af højttalerne.

Men i glimt bliver man hevet ud af paradis og mindet om, at westcoast-musikken havde mange mørke sider.

Både Steely Dan og Eagles har skrevet om det og skabte en særlig afart af yacht, man man kalde californisk noir. Livet i overhalingsbanen knækkede musikere på stribe, og der skulle meget coke og sprut til at få musikken til at være smoooooth.

Det lød lækkert, men det var ikke kun spas at leve permanent i en drøm af solskin og store sejlbåde.

Fik jeg nævnt, hvordan Bob Welch døde?

Han skød sig.

Kommentér indlægget