Ingen Ordinary Joe – R.I.P. Terry Callier

   


Terry Callier, 1945-2012.

 

Terry Callier var den bedste sanger, du aldrig har hørt om. En jazzet, smidig og inderlig formidler af sjæl, der særligt i Storbritannien var en stor inspirationskilde for jazzdancere, soulfans og musikfolk som Massive Attack, Zero 7 og Beth Orton.

Terry Callier døde i weekenden, 67 år gammel, hjemme i det Chicago, der var hans base gennem livet og som stod for hans musikalske opdragelse.

”I 1960’erne boede Curtis Mayfield, Jerry Butler og Ramsey Lewis i mit kvarter. De var en stor inspiration, for de havde opnået international succes, før jeg forlod skolen,” forklarede Terry Callier, da jeg interviewede ham i 1998.

Han var som purung sikker på, at han skulle være bluesstjerne, men på Chess-pladeselskabet mente de, han var for ung til the blues, så 1968-debuten ”The New Folk Sound Of Terry Callier” lagde sig op af tidens interesse for traditionel amerikansk folkemusik.

På sange som ”Spin, Spin, Spin” og en udgave af ”Cotton Eyed Joe” lød han som Bob Dylan med soul, og han blev ven med folk som David Crosby. Det her er blevet beskrevet som lyden af en sort Nick Drake:

http://www.youtube.com/watch?v=Pfq7J5VC6TU

 

Den musik, der fik særligt britiske soulfans til at forelske sig i Terry Callier, udkom i begyndelsen af 1970’erne.

Det var soulsange med strygere og store ballader ført an af en usædvanlig stemme, som ikke ville croone og heller ikke lød som et falskt sovekammer.

Der er noget realistisk i Terry Calliers lyd, og hans frie omgang med skalaer tilføjer fanfavoritter som ”Ordinary Joe” og ”Gotta Get Closer To You” en jazzet feeling.

Produktionen blev varetaget af Charles Stephney – en visionær lydmager, som også fik Minnie Ripperton og Rotary Connection til at lave soul i en slags cinemascope. Forfinet, ja – og uendeligt sjælfuldt.

Og så er der en utrolig ro over Terry Calliers musik – både den ældste og den nyeste. Pladerne er stressfri zoner.

Han forklarede mig, at han selv levede et afklaret liv. Han var troede muslim og meget påvirket af sufi-traditionen.

 

Det store kommercielle gennembrud kom aldrig, og Terry Callier lagde musikken på hylden i 1983.

41 år gammel var han færdig, datteren skulle i skole, så der skulle tjenes rigtige penge. Man kan ikke leve af ros og rollen som inspirationskilde.

Da jeg fangede ham på telefonen i 1998 arbejdede han som computerprogrammør på universitetet i Chicago. Han havde virkelig droppet musikken i mere end 10 år, men så begyndte der at komme henvendelser fra Storbritannien. Man ville have ham til at give koncerter igen.

”Det var en stor overraskelse. Jeg troede, min musik var stendød, men set i bakspejlet er det et mønster, man har oplevet før: Josephine Baker, Louis Armstrong og selv Public Enemy måtte til Europa for at holde liv i deres karriere,” sagde Terry Callier.

Det var dj’s som Gilles Peterson, Bob Jones og Eddie Pillar, som havde holdt live i musikken, og da der var spillet koncerter, kom der også ny musik igen.

 

Gilles Petersons label, Talking Loud, udgav i 1998 det smukke comeback-album ”Timepeace”, og det år spillede Terry Callier en sommeraften under åben himmel i Konsistoriegården til Copenhagen Jazz Festival.

Man kan trække mange tråde ud fra Terry Calliers musik.

Zero 7 lyder som hans børn, Massive Attack har brugt ham som gæstesolist, Paul Weller er kæmpefan, og Beth Orton har flere gange optrådt og indspillet sammen med ham. Opmærksomheden fra en ny generation glædede Terry Callier.

”Min gamle producer, Charles Stephney, sagde altid, at man skal være bevist om nutidens musik, men når man går i studiet, skal man være ærlig over for sig selv. Så knytter musikken sig ikke til en bestemt tid.”

 

 

 

Kommentér indlægget