Voksen er tit et skældsord, når der handler om pop. Pop skal være noget ungt og måske endda naivt, der ser på verden med friske øjne.
Den definition på pop købte Hal David ikke. Sammen med Burt Bacharach skrev han nogle af de mest voksne og emotionelle popsange nogensinde, og han brugte ord og fortællemetoder, man sjædent møder i poptekster. Makkerparret tøvede ikke med at beskrive deres sange som minisymfonier, hvor et drama kunne nå at opstå, udfolde sig og blive løst i løbet af 2 minutter og 40 sekunder.
Nu er Hal David død. Han blev 91 år gammel, og han efterlader en sangskat, der ikke kan koges ned til en hurtig top 6 eller en enkelt cd.
Jeg gør et forsøg, der er dømt til at mislykkes, for jeg bliver aldrig færdig med Bacharach & David.
1. Dionne Warwick: Walk On By (1964)
Det er godt nok en sørgelig sang at sende til tops på hitlisten.
“I just can’t get over losing you”, synger den purunge Dionne Warwick (egentlig Warrick, men en stavefejl på hendes første single ændrede navnet).
Hun er så hjerteknust, at hun end ikke ønsker, at du standser op og får en snak, hvis I mødes på gaden. Bare gå videre, Walk On By.
Det er et emotionelt højdepunkt i pophistorien, der stort set kun matches af “Tracks Of My Tears“, skrevet og sunget af Smokey Robinson – en af de få ordmagere, som i 1960’erne var tæt på at matche Hal Davids fornemmelse for drama.
2. Aretha Franklin: I Say A Little Prayer (1967)
Hal David var pigernes ven. Det var stærke, selvstændige og feminine ord, han lagde i munden på Dionne, Dusty, Sandie og de andre.
“The moment I wake up, before I put on my makeup, I say a little prayer”, er en af de bedste åbningslinjer i en popsang. Det ser ikke ud af meget på skrift, men der kommer liv i ordene, når stavelserne rammer rytmen.
Aretha synger teksten lidt anderledes end f.eks. Dusty Springfield og fanger den tristesse, der ligger i de længselsfulde ord. Hun giver som Dionne Warwick Bacharach & David et skud sjæl og bruger sin pesonlighed til at løfte den mægtige sang til et nyt niveau.
http://www.youtube.com/watch?v=a28kY1-s-Vc
3. Dusty Springfield: The Look Of Love (1967)
De fleste af de andre store sangskriverpar i 1950’erne og 1960’erne var hvide gutter, der elskede r’n’b. Leiber & Stoller, Pomus & Shuman især.
Bacharach & David var med på den vogn, men de kom et andet sted fra. Bacharach var klassisk uddannet pianist, havde turneret som akkompagnetør for Malene Dietrich, og de elskede jazz og den nye brasilianske bossanova.
“The Look Of Love” kunne være et stykke med Jobim, og Dusty Springfield lyder lidt som en pige fra Ipanema. Hun er helt cool, som mange af Bacharach & Davids favoritsangere var, og hun gemmer dramaet til omkvæddet, hvor hun slipper kærligheden fri efter at have mødt fyren med “the look of love”.
“Don’t let it go. I love you so”.
Der er mange sange, hvor ordet “love” indgår, men hvor tit hører man det sunget, så overbevisende, som her?
“The Look Of Love” blev skrevet til “Casino Royale”, James Bond-filmen, som 007-nørder ikke regner for en “rigtig” Bond-film.
Bacharach & David lavede mange filmsange i den periode, bl.a. “What’s New Pussycat?”, “Alfie”, “The Man Who Shot Liberty Wallence” og “Butch Cassidy & The Sundance Kid”, der i 1969 lancerede deres største hit, “Raindrops Keep Falling On My Head”.
4. Elvis Costello & The Attractions: I Just Don’t Know What To Do With Myself (1978)
Hal David har mange tilbedere. Elvis Costello er en af de mest prominente, og han har i nyere tid endda fået lov til at overtage forbilledets plads og skrive sammen med Burt Bacharach.
Optagelsen af “I Just Don’t Know What To Do With Myself” er fra pladeselskabet Stiffs legendariske livealbum, hvor Elvis leverede et ophold i den punkede pubrock og mindede en ny generation om den storhed, som pophistorien rummer. Senere har bl.a. The White Stripes haft fat i samme nummer.
Jeg elsker den tekst. Det er endnu en sang om tomheden efter et forhold.
“I just don’t know what to do with myself. I’m so used to doing everything with you, planning everything with you. And now that we’re through, I just don’t know what to do with my time.”
Det er godt nok dystert af en popsang.
Hal David og Burt Bacharach har fortalt, at de ofte fik afvist deres sange af musikforlag, der simpelten syntes, de var for anderledes, for sofistikerede til 60’er-poppens teen-marked.
“I begyndelsen fik vi at vide, at “man kan ikke danse til jeres sange” eller “der bør være fire i stedet for tre takter i midten”. Vi holdt fast i vores udgangspunkt. Hvis vi havde lyttet til datidens a&r-folk, havde vi smadret en masse fine sange. Jeg har altid ment, at hvis sangen er god, skal folk nok finde ud af at bevæge sig til den,” forklarer Bacharach i “Easy! The Lexicon of Lounge”.
Hal David tilføjer, at teksterne var fokuseret på følelser som jalousi, skrøbelighed, længsel og ensomhed.
“Vi havde en liste med tre kvaliteter, vi altid var på jagt efter: Troværdighed. Enkelhed. Følelsesmæssig slagkraft”.
http://www.youtube.com/watch?v=bz78Ms1dwjs
5. Brook Benton: A House Is Not A Home (1964)
Kan man lave kunst på samlebånd? Selvfølgelig kan man det. Samlebåndet, som 1960’ernes sangskrivere sad ved, tvang dem til at arbejde målrettet, meget og i hård konkurrence. Bacharach og David skrev i perioder tre sange om dagen. De var ikke gode alle sammen, men bundniveauet var tårnhøjt.
Listen med deres fælles værker er skræmmende stærk:
“(They Long To Be) Close To You”, “What The World Needs Now”, “Do You Know The Way To San Jose?”, “I’ll Never Fall In Love Again”, “Anyone Who Had A Heart”, “Twenty Four Hours From Tulsa”, “Trains and Boats and Planes”, “Wives & Lovers”.
Historien fortæller, at Bacharach & David selv efter de brød igennem og blev meget velhavende, fortsatte med at skrive dagligt i et lille rum i sangskrivernes og musikforlagenes Brill Building i New York. Her havde de et ramponeret klaver og nynnede melodier og skrev ord.
Måske er det ikke så underligt, at duoen sled hinanden op og endte med at blive uvenner. I 1970’erne var sangskrivernes æra ovre, mente man. Rockgrupperne havde overtaget hitlisten med album, som de selv skrev musikken til, og en komponist og en teksterforfatter med mere lyst til at være Cole Porter end Yes, var yesterdays news.
Det sluttede med sagsanlæg og et slagsmål om penge og rettigheder, der også involverede deres muse, Dionne Warwick.
Bacharach & David blev senere genforenet på det personlige plan og skrev enkelte sange sammen, men magien omkring klaveret kunne de ikke genoplive.
Heldigvis har deres sange fået et langt liv og bliver stadig genindspillet og brugt i film og reklamer, og hver gang der er ansats til en revial for easy listening eller store ballader, så kommer deres numre frem igen.
Oftest er det Burt Bacharach, der får mest opmærksomhed, men uden Hal Davids ord ville hans melodier blot være smukke og anderledes. De ville mangle den emotionelle kant leveret at en usædvanlig ordmager, der var stolt af at være voksen.
6. The Walker Brothers: Make It Easy On Yourself (1965)
