Farvel til en stor sangskriver

   


Det er muligvis et af de numre, jeg har spillet mest luftviolin til (men ingen spillede en ondere luftviolinsolo end Peter Sport) derhjemme på drengeværelset i min lille hjemflække på Fyn, hvor den amerikanske progrock-gruppe Kansas var underligt udbredte i forhold til flækkens beskedne størrelse.

‘Bringing it Back’ hed nummeret, og Robbie Steinhardt hed manden, der leverede violin-arbejdet i bandet med de seks langhårede musikere med hang til lange opuser. Og på coveret af bandets selvbetitlede debutalbum fra 1974 kunne jeg læse, at et af numrene var skrevet af en mand ved navn J.J. Cale, der stammede fra Tulsa, Oklahoma ikke så langt fra Kansas.

JJ Cale

J.J. Cale er i går død af et hjerteanfald i en alder af 74 år, og han fortjener den omtale, han nu får. For han har skrevet en stribe store sange, der har solgt langt mere, end de plader, han selv udgav – hvor f.eks. en plade som ‘Troubadour’ er glimrende.

Han skrev flere af de ting, vi lyttede og nørdede til ude på landet i 70’erne og 80’erne, fandt vi siden ud af. Eric Clapton var en af dem, der især nød godt af J.J. Cales sangskrivning med numre som ‘Cocaine’ og ‘After Midnight’.

Cale var tilsyneladende også en humorfyldt original med en tilbagelænet, afvæbnende distance til musiklivet, og det passede ham vist fint at få en royalty-check ind ad døren, mens andre løb med opmærksomheden.

– I bund og grund er jeg bare en guitarist, der fandt ud af, at jeg aldrig nogensinde ville være i stand til at betale for aftensmaden gennem mit guitarspil, så jeg kastede mig over sangskrivning, der er en mere profitabel forretning, siger han beskedent på sin hjemmeside. For han var en glimrende guitarist. Og manden bag den såkaldte Tulsa Sound, der trækker på forskellige sydstatsgenrer som blues, cajun og country.

Her er 10 af hans numre, som andre har indspillet. Og vi starter selvfølgelig med violinsolo-nummeret ‘Bringing it Back’ og snupper Tom Petty, Waylon Jennings og de andre bagefter …

Kansas ‘Bringing it Back’ (live med ‘Can I Tell You’)

Eric Clapton ‘Cocaine’

Tom Petty ‘I’d Like to Love You, Baby’

Waylon Jennings ‘Louisiana Women’

Santana ‘The Sensitive Kind’

Bobby Bland ‘I Got the Same Old Blues’

Captain Beefheart-versionen her.

Poco ‘Magnolia’

Maria Muldaur ‘Cajun Moon’

George Thorogood & the Destroyers ‘Devil in Disguise’

Lynyrd Skynyrd ‘Call Me the Breeze’

Og manden selv sammen med Eric Clapton:

Eric Clapton & J.J. Cale ‘After Midnight’ og ‘Call Me the Breeze’ (Live)

RIP!

 

Kommentér indlægget