Den smukkeste mand i rockhistorien er død. Han mente i hvert fald selv, at han var den smukkeste, og når man ser billederne af Little Richard fra 1950’erne, er det svært at være uenig.
De sort/hvide-fotos viser også, at han på mange måder er moderskibet for en retning i rockens udvikling, som skylder ham alt. Håret! Overskægget! Jakkesættet! Og så et klaverspil og en stemme, som var out of this world, selv om den egentlig bare var out of kirker og bordeller i Louisiana og Georgia.
Little Richard Penniman blev 87. De seneste år har han efter sigende siddet på et hotel i Memphis i en kørestol. Flere gange er han blevet kaldt død, men denne gang skulle den være god nok. Eller dårlig, for det er fandme skidt, når en af de sidste store sangere, som støbte kuglerne til den rock’n’roll, soul, r’n’b med mere, som vi stadig suger på i dag, ikke er her længere.
Elton John stjal sin stil fra ham. Prince lånte hår og attitude. Beatles og Stones lurede hans tricks, da de så ham spille live. Sly Stone var der, Michael Jackson, Janelle Monáe, André 3000. Little Richard var i deres blod.
David Bowie anvendte Little Richard og et bestemt pink jakkesæt som sin instruktion til produceren Nile Rodgers, da de skulle indspille Let’s Dance.
“Nile, darling. Sådan skal albummet lyde”. Meningen var ikke at efterligne Little Richards musik, men at fange den samme udstråling og swinge som Little Richard, når han stillede op og var ligeglad med, hvordan en sort man skulle klæde sig og opføre sig i USA i 1950’erne.
“Awopbopaloobopalopbamboom”.
Den fineste sætning i musikhistorien var egentlig bare noget, Little Richard gik og sagde, da han var en ung mand i Macon, Georgia.
“Folk sagde: Hvordan går det, Richard?” og jeg svarede: “Awopbopaloobopalopbamboom”, fortæller han i et interview med Mojo i 1999.
Ved samme lejlighed erklærer han, at hans største præstation i livet var at slippe væk fra Macon.
“‘Tutti Frutti’ tog mig ud af byen og væk fra jobbet som opvasker på busstationen. Jeg takker Gud for ‘Tutti Frutti'”.
Gud var en med-og modspiller gennem hele hans karriere. Little Richard havde det med at forfalde til skørlevned, og hver gang endte han med en tur i kirken. Der kom gospel-plader, og han har lagt sit gamle liv bag sig flere gange, end Frank Sinatra nåede at have comebacks.
Men hans fans holdt fast.
Der var Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Chuck Berry og Little Richard. Det er fundamentet.
Der kom flere til: Johnny Cash, Carl Perkins, James Brown, Ray Charles, Fats Domino. Sam Cooke.
De havde allesammen rødder i Sydstaterne, og det vil være en fejl kun at rubricere deres musik som enten hvid eller sort. Som r’n’b eller country. Som rockabilly eller gospel. De var alle sammen produkter af den samme tid og trak vejret gennem den samme buffet af musikalsk inspiration, hvad enten de boede i Memphis, Nashville, New Orleans, Detroit, Chicago eller Macon i Georgia.
Country og soul er den samme sang. Der er bare flyttet lidt på ordstillingerne, instrumenterne er mikset anderledes, men følelserne er de samme: Say it one time for the broken hearted. I’ve been loving you too long. There’s a whole lot of shakin’ going on.
1965. Det er i øvrigt en ung Jimi Hendrix, der spiller guitar på det nummer, han var en del af Little Richards band i den periode og lærte et trick eller to om hår og påklædning.
Richard begyndte at gå med makeup allerede i 1950’erne.
“Jeg gjorde det, så de unge hvide fyre på klubberne ikke skulle føle sig truede. Så tænkte de ikke, at jeg ville være efter deres piger. De tænkte jo alle sammen på sex, ikke også? Alle troede, at jeg var ude på noget, men selv om jeg fik en bid af kagen, var jeg mere optaget af forretninger og musikken. Jeg var ikke kun ude på sex”.
Little Richard swingede. Også når det handler om sex. The Georgia Peach, som han blev kaldt, har gennem tiden forklaret, at han var homoseksuel, hetero, omniseksuel, voyeur og mere til. Og har også flere gange været så optaget af religion, at han har nedgjort f.eks. homoseksuelle. Han var ikke sådan at blive klog på, og særlig stringent kan man ikke kalde ham.
Heller ikke særlig interesseret i at skubbe sin musikalske stil videre, og lige siden gennembruddet med ‘Tutti Frutti’ i 1956 holdt han liv i karrieren ved at gentage de samme klodser og skrig.
Men hvilke skrig!
‘Tutti Frutti’, ‘Long Tall Sally’, ‘Rip It Up’, ‘Lucille’, ‘Good Golly, Miss Molly’.
De skrig vil kunne høres længe efter, Little Richard Penniman har forladt os.
