Well this sucks. Doug Dillard døde i foregårs, 75 år gammel, i sit hjem i Nashville. Han havde været syg i længere tid, men ikke desto mindre er det en af den slags nyheder, hvor jeg – især mit indlæg i går in mente – helt glemmer, at Vorherre trods alt er begyndt at kalde lige lovligt mange af min genres store spillere hjem.
Sidste år døde Charlie Louvin, i slutningen af marts røg Earl Scruggs, den måske største af dem alle, og en måneds tid siden var turen kommet til The Byrds bassisten Chris Ethridge. Med andre ord, så tynder det desværre ud i bestanden, og med tabet af Doug Dillard har bluegrass’en mistet en af sine første store fornyere.
Gene Clark & Doug Dillard
Jeg vil ikke kede dig med hele Dillards livshistorie, men hvis du er bare en lille smule inde i din californiske country- og folkrock fra 60’erne og 70’erne, ved du sikkert, at han sammen med sin bror Rodney udgjorde bluegrass-duoen The Dillards. Sammen med andre unge bluegrass-outfits som The Nitty Gritty Dirt Band og The Hillmen (hvis Chris Hillman senere skulle blive en af de kreative drivkrafter i The Byrds og Flying Burrito Brothers), var de med til at revolutionere den måde, det unge Amerika tænkte bluegrass på. Nu var genren ikke længere kun for de gamle mastodonter – Bill Monroe, Roscoe Holcombe, Lester Flatts og så videre – men også for unge, langhårede hipper, der havde søgt kunstnerisk tilflugt i Laurel Canyon og langs Sunset Strip – som eksempelvis Chris Hillman og Nitty Gritty Dirt Band. Det var bluegrass – men det lød også som countryrock. Eller også var det countryrock, der lød som bluegrass.
Uofficielt kaldte man denne bevægelse for newgrass, hvilket du i øvrigt ikke må forveksle med nugrass, som omhandler vor tids nye unge banjo-bands (som fx Trampled By Turtles, Chatham County Line og Leftover Salmon). Sidstnævnte er muligvis en genrebetegnelse, jeg selv har hevet ud af røven, men hey, det lyder bedre end blue-wave.
Anyway, selv om The Dillards har udgivet en god håndfuld solide bluegrassplader med ferme fortolkninger af gamle standarder (ja – også Duelin’ Banjos), er det Doug Dillards samarbejde med Gene Clark, der har sat sine dybeste spor i hans eftermæle. I 1968 havde Gene Clark forladt The Byrds og Dillard havde forladt The Dillards, og sammen med Bernie Leadon (Eagles og Burrito Brothers) indspillede de først den kommercielt mislykkede men kunstnerisk fantastiske The Fantastic Expedition of Dillard & Clark, og året senere, Through The Morning, Through The Night. Den floppede imidlertid mere eller mindre på begge fronter, hvilket fik Gene Clark til at forlade gruppen.
Doug Dillard udgav en håndfuld soloplader, mens broderen Rodney fortsatte i front for The Dillards.
Fem newgrass sange, du hellere må få hørt (på Spotify)
1. Dillard & Clark – Don’t Come Rollin’ (1968)
2. The Hillmen – Sangeree (1962)
3. Nitty Gritty Dirt Band & Doc Watson – Tennessee Stud (1972)
4. Poco -Pickin’ Up The Pieces (1969)
5. Pure Prairie League – Amie (1972)
