Af hjertet tak til Scott – tre håndplukkede favoritter

   


Hvem er din foretrukne Scott Walker?

Elsker du avantgardekunstneren, der var det meste af et årti om at skabe et album, men til gengæld gav dig musik man kan vandre rundt i i evigheder uden nødvendigvis at løse alle gåderne?

Foretrækker du pigernes blåøjede, sky teenagehelt, der undergravede branchen ved at krydre Walker Brothers’ hits med eksistentialisme og musik fra franske kultfilm?

Er det snarere crooneren, der ramte zonen i slut-tresserne og lavede fire mesterværker i træk, som solgte stadig værre, jo mere geniale de blev?

Eller tager du din frihed til at håndplukke på kryds og tværs fordi hans cremede skønsang på ’Blueberry Hill’ og hans 13 minutter lange terrorsang om Clara, Mussolinis elskerinde, bare er to sider af samme kunstner?

Af hjertet tak til Scott, der sov ind i weekenden. Han blev 76 år. Her er det indledende stik i hjertet forlængst afløst af dyb beundring for hvad fyren opnåede – altså ved siden af at han havde Vorherres egen bariton, og så latterligt godt ud som ung.

Er du ikke allerede fan af Scott Walker, er det på sin plads at være misundelig, for der er så meget storhed at gå ombord i. Er du allerede, så har du formentlig dine favoritter. Her er tre af vores.

 

’No Regrets’ – fra The Walker Brothers’ album af samme navn, 1975
Gruppens og Scotts sidste hit sneg sig op til en hæderlig syvendeplads i den periode, hvor ’Mamma Mia’ afløste ’Bohemian Rhapsody’ på toppen af den britiske hitliste. Scott Walker havde genoplivet The Walker Brothers, efter der ikke var kommercielt hul igennem for hans ellers fabelagtige soloplader, og han holdt fast i ånden fra 1960’ernes storladne produktioner. Det er stemmen helt i front, som suger al opmærksomheden.

Som med ’The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore’ eller ’Lights Of Cincinnati’ er ’No Regrets’ en hel symfoni presset ind på en singleplade. Fem minutter og 39 sekunders romantisk popstorhed, hvor Scott Walker erobrer en sang, som oprindelig var et akustisk countrynummer skrevet og sunget af Tom Rush. Nu synger manden med den mørke baryton den som en slags melodisk recitation med præcis diktion, kun forstyrret af eskalerende strygere, steelguitar og en næsten skjult kvindelig korstemme. Plus en (og det er ikke en sætning, jeg skriver tit) helt fantastisk guitarsolo.

Niels Fez Pedersen

 

’The World’s Strongest Man’ – fra ‘4’, 1969
Det kræver sin mand at erkende sin egen utilstrækkelighed. Men Scott Walker tør på denne blot to minutter og nitten sekunder lange og urimeligt elegante ballade. Fuglene blafrer, kvindens kærlighed ligger et sted i disen, og manden famler efter bekræftelse, velvidende, at hans maskuline fortrin, musklerne, ingenting hjælper hér.

Håb er der til gengæld. Det sendes til vejrs i Walkers outro, hvor ordene svigter og hans mættede vokal må bære længsel alene på følelsen: ”Da da da da da na da da …” Som en gladiator, der smider brynje, skjold og våben er sangen et knæfald for kærligheden. Og som sådan en slags tip-oldefar til en sang som Nick Caves ’Into My Arms’.

Danni Travn

 

’The Bridge’ – fra ’2’, 1968
Da Scott Walker dukkede op i Europa i tresserne, foldede han sig ud som kunstner. Da han udgav sit første soloalbum, sang han sange af sin nye helt, Jacques Brel. Da han var nået til det andet, var hans egne numre inspireret af Brel – og han kørte sin helt ud af brættet med fire enestående gode sange. Den mest oversete af dem er ’The Bridge’, en ballade uden omkvæd om en gammel bro over en flod eller kanal. Vi er i Europa, og jeg foretrækker at tro at vi mere præcist befinder os i Amsterdam.

Broen ligger der stadig, den har fundet sig i alt der er sket, og alle der er kommet og gået på den gennem årene. Der er ryddet op efter de stangvisne sømænd og alle fede Maries piger i betalingsklassen. De gamle fugle er fløjet væk, den elskede Madeleine er også forduftet. Det utrolige var, at på dette tidspunkt, fem albums og et utal af singler inde i sin karriere, havde Scott stadig kun udgivet en halv snes af sine egne sange. Næsten alle 24-karats evergreens. Walker lavede mere udfordrende musik senere, og vendte op og ned på alt i flere omgange, men hvor meget jeg end beundrer hans senere bedrifter, så er det alt hvad han lavede fra 1966 til 1969, der går lige til hjertet. Hver eneste gang.

Nikolaj Steen Møller

 

Kommentér indlægget