“No Show” George Jones har misset sin sidste koncert, sunget sin sidste countryballade og hentet sin sidste flaske sprut på havetraktoren. McGuire tegner et kort portræt af Nashvilles største stemme, der døde i morges.
George Jones forlod denne verden i morges. På et hospital i Nashville, 81 år gammel, med familien ved sin side. At han overhovedet nåede så langt i livet, har uden tvivl været en overraskelse for de fleste af dem, der oplevede ham bare på nært hold i 60’erne og 70’erne. At George skulle se den anden side af pensionen, er et mirakel – lige som hans musik.
George Jones startede sin karriere som honky tonk sanger i Texas. Frisuren, der stammede fra årene i hæren, matchede det insisterende blik med de fantastiske øjne, der var så blå som smilet var bredt og hvidt. George Jones’ første image var som en skør, vild og uforudsigelig rockabilly-musiker med det ene ben i country og det andet i rock n’roll. Han optrådte med Elvis, talte Chuck Berry og Jerry Lee Lewis blandt sine venner, men hitsinglerne kom kun sporadisk. Selv om George Jones senere skulle lære mestre de bløde balladerne bedre end nogen anden, var han i 50’erne og starten af 60’erne for rå til Nashville.
http://youtu.be/Onfce-UNmmE
Men trods sin baggrund som honky tonk sanger, var George Jones ikke en outlaw som Waylon, Willie eller Johnny, eller en rebel som Buck Owens, Merle Haggard og Lefty Frizell fra Bakersfield i Californien. Og det gjorde livet nemmere som countrystjerne. Der var aldrig noget opgør med Nashville og musikindustrien, aldrig noget udtalt behov for at gøre andet end hvad produceren Billy Sherrill – manden, der opfandt balladesangeren og dermed også hitmageren George Jones – bad ham om at gøre. George Jones’ dage som rock n’roll sanger hørte fortiden til; fremtiden stod i balladernes tegn. Og frisuren fulgte med.
Og sikke nogle ballader. “The Grand Tour”, “He Stopped Loving Her Today”, “She Thinks I Still Care” og “A Good Year For The Roses”, der er blevet kaldt den bedste countrysang nogensinde. Jeg er i skrivende stund ikke nødvendigvis uenig, om end følelserne sikkert også har en finger med i spillet. Men hvad sikkert er, at ingen mandlig countrysanger endnu har drejet balladerne bedre end George Jones. Det er takket være dem, at han bliver kaldt den bedste countrysanger nogensinde. Og som han selv sagde i et af sine sidste og meget sjældne interviews med magasinet Country Weekly, da spørgsmålet faldt på, hvorfor de sørgelige sange altid trak mest i ham: “I get into it and I actually feel like I’m living that part when I sing a sad song.
http://youtu.be/kIEwgkcVWLk
Nogle af de bedste ballader udspringer af årene og ægteskabet med Tammy Wynette. Da de to giftede sig i 1969, var hun den countryens største kvindelige stjerne, og sammen satte de milepælen for, hvordan en countryduet skal skæres. Men George drak mere og mere, og Tammy var godt på vej ud i sit eget pillemisbrug, så ægteskabet kørte ad helvede til. Og hele verden kunne se til fra første række, for sæbeoperaen rullede for åbne gardiner i flere år, indtil de omsider skrottede parforholdet. Og undervejs, hver eneste gang, op- og nedturene meldte sig, kom der fantastiske sange ud af det.
Efter bruddet med Tammy, ramler lortet sammen om ørerne på George. Årene op gennem 70’erne er blandt de mest omdiskuterede og omblæste i countryhistorien. George drikker whiskey og sniffer coke som var hver dag den sidste. Historien om den dag, han i en efterhånden legendarisk brandert kører halvanden time fra sidste sit hjem, hvor konen har gemt alle bilnøglerne – undtagen dem til havetraktoren – for at hente mere sprut, vil blive fortalt om og om igen i disse dage, men det skal blive langt værre. George Jones, der med politiet i hælene fræser tværs gennem Nashvilles gader i al for høj fart, er ikke noget særsyn i slutningen af 70’erne, og selv om studie-karrieren overlever, står det straks værre til med koncerterne. Alene i 1979 misser George Jones hele 54 koncerter, og rygtet vil vide, at “No Show Jones” er blevet sagsøgt af promotere, agenter og koncertarrangører mere end 1000 gange. Men når han endelig dukker op, er han i det mindste ikke bange for at gøre grin med sig selv og sit øgenavn.
http://youtu.be/-HM1AZD4Iis
Der er dog lys for enden af tunnellen. Der er ikke mange af 60’erne og 70’ernes største navne, der når videre helskindet gennem 80’erne. Countrypoppen raser, og hvor Johnny Cash, Merle Haggard, Willie Nelson og Waylon Jennings må kæmpe med både svigtende pladesalg, nådesløse pladeselskaber og en turnevirksomhed, der for især Cashs vedkommende er henvist til plejehjem og dagcentre for pensionerede countryfans. Men for George ser fremtiden lysere ud, end den har gjort i mange år. Han er blevet gift med Nancy, og hun er den første, der bare har nogenlunde held med at få vænnet George af med både coken og sprutten. Han holder sig mere eller mindre ædru op gennem 80’erne, og balladerne bliver bedre og bedre. Albummet “I Am What I Am” med He Stopped Loving Her Today udkommer i 1980, og bliver Georges største (og sidste) store succes
Nu er han så borte, og der er efterhånden ikke mange legender tilbage. Merle Haggard har været syg længe, og Willie fylder 80 på tirsdag. John Prine kan næsten ikke synge længere, og ingen gider lytte til Hank Williams Jr. Tabet af George Jones er en sørgmodig påmindelse om, at vi er ved at miste genrens sidste nulevende legender. Og der er noget ironisk, næsten sørgeligt over, at George Jones dør på 19-års dagen for udgivelsen af Johnny Cashs første Rick Rubin-producerede comeback album, American Recordings. George fik aldrig selv samme mulighed for at presse det sidste kreative dråber ud af karrieren. Han udgav duet albums her og der, nogle bedre end andre, og de seneste par år er der dukket flere gamle indspilninger fra Georges dage som strithåret honky tonker op. Men det kreative samarbejde med en producer, der kunne – og turde – grave dybt i sjælen på George og genføde ham foran et nyt og ungt publikum, udeblev, og George tilbragte sine sidste dage uden for countrymusikkens rampelys. Ganske vist var den sidste turne – The Grand Tour – godt undervejs i USA, fyldt med celebre venner og kolleger, men det er ved at være mange år siden, countryradioerne pakkede George Jones-pladerne ned og satte kassen på loftet.
Da han i starten af 1990’erne indlemmes i countrymusikkens Hall Of Fame, er det ganske vist som den eneste countrymusiker, der har haft et nummer 1 hit i hvert af de seneste fem årtier, men en tydeligt bitter George bruger i stedet sin takketale på at sende en bredside mod countryradioerne, der i George Jones øjne nægter at spille veteranerne. I dagene efter styrtdykker hans airplay. George Jones har tabt til den nye generation af countrystjerner. Dem, der aldrig har hentet sprut på en havetraktor. Dem, der aldrig har oplevet at glemme alt om både koncerter og pladeindspilningerne fordi de stod i coke til op over sideskilningen.
Dem, der ikke synger, så voksne mænd må tørre sig i øjenkrogene….
…
