5 ting jeg tænker på, når jeg tænker på Robin Gibb

   


1. Et kassettebånd

Det var et fejlkøb. Jeg havde hørt sangene fra “Saturday Night Fever” i radioen og på singler hos min ven Sten. Og nu ville jeg selv have noget at spille med min kassetteradio.

Der stod “Greatest Hits” på kassetten, men det var ikke “How Deep Is Your Love” eller disco, der kom ud af højttaleren.

Det var “Words” og “Massechusets” og “I Started A Joke”, og det var egentlig noget underlig musik at høre, når man var 12 år i 1978. Jeg anede jo ikke, at Bee Gees havde et liv inden disco. Jeg hørte det bånd konstant. “How Can You Mend A Broken Heart”, “To Love Somebody”, “I’ve Gotta Get A Message To You” og “Spicks And Specks”.

På den måde fik jeg hørt rigtig meget Robin Gibb. Og lært, at historien sjældent begynder, når et band rammer hitlisten. Eller holder op, når hitsangene glider ud igen.

2. En væg

Jeg gik i gymnasiet med nogle rockhoveder, og en af fyrene hadede Bee Gees så meget, at han havde smadret albummet “Spirits Having Flown” og klisteret vinylstumperne op på væggen i sit værelse. Det så ud, som om pladen var blevet tyret mod væggen.

Så kunne man sidde og stene med ørerne fulde af Collosseum II, mens man studerede tracklisten til et sublimt popalbum: “Tragedy”, “Too Much Heaven”, “Love You Inside Out”. Det var pladen, der fulgte op på “Saturday Night Fever”. Der var synthbas, monsterlyd, horn. Det var disco i højeste potens og falset.

Der var meget had, når det handlede om Bee Gees. De sang i falset, de fik folk til at danse, de tjente kassen, de var fimsede. Det var “Brødrene Gebis”. 1970’erne og dele af 1980’erne var onde tider, og selv om eftertiden har placeret både dem og ikke mindst Abba i et mere positivt lys, var der ikke meget l-o-v-e i politisk korrrekte kollektiver til tre solbrune herrer med tandpastasmil.

3. Et interview

Jeg har engang interviewet Robin Gibb. Jeg har glemt anledningen. Det var på SAS Royal i 90’erne, og måske handlede det om at promovere en Bee Gees-plade (kan have været “Size Isn’t Everything” i 1993).

Han var enormt venlig, meget talende, men han blev spids i tonen, da jeg spurgte til de hvide jakkesæt, satinjakker, kedeldragter og løse skjorter med udsigt til masser af brysthår, som Bee Gees plejede at optræde i. Hvilken betydning havde tøjet haft for gruppens image?

Han afviste, at tøjet betød noget. Det var musikken, det handlede om, mente han.

4. En stemme

Det kan være svært at høre Robin Gibb på Bee Gees’ discohits. Bromand Barry fylder meget.

Men det var Robin, der leverede de sære indslag. Det er tydeligt på 60’er-tingene og selvfølgelig på solosinglerne, hvor der skælves og vibreres i det lyse leje. Her endda i det lidt mørkere i Eldorado:

5. Hjertemassage

Hvis man skal give en person hjertemassage, finder man det rigtige tempo ved at ramme rytmen fra “Stayin’ Alive”.

Disco som livredder. Det kan ikke siges smukkere.

Robin Gibb blev kun 62 år. Hans tvillingebror, Maurice, døde i 2003. Nu er Barry den eneste levende Bee Gee.

 

Kommentér indlægget