5 sange du også skal huske Donna Summer for

   


Det fantastiske ved disco er, at konceptet ‘god smag’ ikke eksisterer. Man kan ikke give den for meget gas, og får man færten af en god idé, skal den køres helt ud.

Donna Summer lagde stemme til nogle af de mest vanvittige stykker musik, der nogensinde har nået toppen af hitlisten. Alene hendes gennembrudsnumre, “Love To Love You Baby” og “I Feel Love”, er så tossede i deres struktur, at de ikke burde have gang på jorden.

Men på dansegulvet virkede de, og hyldesterne til særligt “I Feel Love” har været mange, siden det blev kendt, at discodronningen er død af kræft, 63 år gammel. Sangens maskinpuls er den direkte forbindelse mellem sort natklubkultur og hvid indie og en uomgængelig byggeklods for bands som Soft Cell, Yazoo, New Order og mange mange flere fra den hvideste side af rocken. For dansemusikken er sangen et grundstof, man ikke kan overvurdere.

Donna Summer blev historisk, da produceren Giorgio Moroder (billedet) fik en opringing fra Neil Bogart, der drev et af alle tiders mest tossede pladeselskab, Casablanca Records. Bogart havde spillet 7″-singlen med “Love To Love You Baby” ved en fest, og gæsterne var så vilde med nummeret, at de ville høre det igen og igen. Så han bad om en længere udgave.

Den fik han. Giorgio Moroder gik straks i MusicLand-studiet i München sammen med Donna Summer, og da de var færdige lå der 16 minutter og 48 sekunders popstorhed på masterbåndet. Med støn og klynk og noget, der lød som en orgasme. Det lange remix meldte sig hermed ind i popkulturen, og den tyske discomaskine blev en magtfaktor.

Moroder var en genial producer. Han mente, at han kunne kombinere den metronompræcise rytme fra Krafwerk-plader som “Autobahn” med stærk, sort gospel og soul. Han var også optaget af trommerne og de lange breaks på tunge rocknumre som “In-A-Gadda-Da-Vida” med Iron Butterfly. Det regnes i dag for en milepæl inden for betonrock, men blev faktisk spillet på smarte diskoteker i New York, Paris og München.

Der findes ikke så mange punkter i moderne musikhistorie, hvor man kan høre, at nu begynder en ny tidsregning, men Summer og Moroder og hans team startede et nyt kapitel i 1975 og årene efter med “Love To Love You Baby” og “I Feel Love”.

Det kan Donna Summer ikke hyldes nok for.

Efterfølgende var det svært at komme op og ringe igen på samme niveau, men det tæt på ved flere lejligheder. Igen godt hjulpet af visionære producere, opfindsomme sangskrivere og en velsignet mangel på god smag.

1. “Mac Arthur Park Suite” (1978)

Det totalt storhedsvanvid. Jimmy Webbs følsomme ballade omarrangeret til discosymfoni. Donna Summers stemme svæver på rytmen og væves ind og ud af mikset i en suite, der i den fulde udgave varer 17 minutter og 47 sekunder.

“Mac Arthur Park” var tidligere blevet indspillet af irske skuespiller Richard Harris, som Jimmy Webb plejede at gå på druk med. Et stort stykke easylistening fra før easylistening blev god smag.

Det er en virkelig underlig tekst, men den ætser sig ind i popøret: “Someone left the cake out in the rain / I don’t think that I can take it /cause it took so long to bake it / and I’ll never have that recipe again”.

Efter den blide intro går Donna op i et skrig, og så kører symfoniorkestret, og den tyske fod sætter stortrommen på plads.

Man får noget af det samme i hendes udgave af Barry Manilows “Could It Be Magic”.

2. “No More Tears (Enough Is Enough” (1979)

En duet med Barbra Streisand lyder måske ikke som den mest oplagte vej at gå for en discodronning, men i 1979 var alt disco, så selvfølgelig ville Streisand med på gulvet.

“No More Tears” er et divatopmøde, hvor man hører sjælfuld sang som kampsport. Ingen af de to damer vil stå tilbage for den anden, og det er ‘over-the-top’ allerede, da de når første omkvæd.

Moroder producerede sammen med Gary Klein. Mixet er lavet af Harold Faltermeyer, der senere lavede “Axel F”.

Behøver jeg nævne, at det blev et stort hit på homoseksuelle klubber? Senere lavede k.d. Lang og Andy Bell fra Erasure en version.

3. “State of Independence” (1982)

Donna Summer forlod Casablanca Records i 1980. Selskabet var ved at gå op i limningen. Totalt. Narkotikaforbruget og de gustne aftaler om bestikkelse mv. er dokumenteret i den underholdende bog “Hit Men” af Fredric Dannen.

Hun havnede hos David Geffen, som prøvede at styre hende væk fra den rene disco. USA var ramt af tømmermænd efter discobølgen, og kampaganer som “Disco Sucks” havde stor effekt på radioernes spillelister.

Der kom hits fra Donna – f.eks. “Love Is In Control” – men det er “State Of Independence”, der virkelig skiller sig ud. Det er et stykke zen-agtig post-disco, som med tiden blev et stort hit på solnedgangsklubberne på Ibiza. Sangen er lånt fra Vangelis & Jon Anderson, som rodede med noget chillout-lignende, keyboard-baseret progrock. Quincy Jones producerede for Donna Summer og tilføjede noget funk og kælede for hendes varme stemme.

4. “Dinner With Gershwin” (1987)

Årene efter 1970’erne var hårde ved mange discostjerner. Der var færre job, og mange havde problemer med sundheden efter de hårde partyår. Musikken levede videre, de gamle sange blev stadig spillet – særligt i England og Europa –  men man skulle frem til årene omkring 1990 for at opleve en bredere revival for disco og 1970’erne.

For Donna Summer blev den sidste del af 1980’erne en ujævn tid. Hun blev genfødt som kristen og kom i et interview til at udtale sig negativt om bøsser og aids. Hun påstod siden, at hun blev fejlciteret og truede med sagsanlæg, men skaden var skete, og en del af kernepublikummet vendte hende ryggen.

Mange vendte dog tilbage i 1987, da hun fik en omgang mere på hitlisten. “Dinner With Gershwin” er skrevet af Brenda Russell, og ja, det er en bagatel i forhold til tidligere hit. Men der er et smittende smil i stemmen, og beatet moser på.

5. “This Time I Know It’s For Real” (1989)

Det kan godt være, at amerikanske rocktosser forsøgte at aflive disco ved at afbrænde plader og udstede fatwaer – det havde på lange bane bare ingen effekt. Den sorte dansemusik muterede, blev til f.eks. house, eurodisco og HI-NRG. På de scener var Donna Summer en ypperstepræstinde og blev tilbedt som en af musikkens skabende guder.

Så selvfølgelig måtte hun en tur mere i manegen i 1989, da de engelske producere og sangskrivere Stock Aitken & Waterman styrede poppen og lavede højenergiske pophits på stribe. “This Time I Know It’s For Real” giver Donna et skud Kylie/Rick/Bananarama og er et fuldkommen skabelonbaseret stykke årgangspop. Fra Linn-trommerne i begyndelsen til det glatte omkvæd.

Her blev ringen sluttet for Donna Summer. Hun var tilbage i Europa, blandt fans. Og i studiet med en flok hvide mænd, der elskede hende og havde brug for netop det, hun kunne levere, som de ikke selv kunne lave på deres maskiner, nemlig sjæl.

Kommentér indlægget