38 ting vi tænker på, når vi tænker på Lou Reed (1942-2013)

   



”Lou Reed er hunden, der pisser på de dyre tæpper. Og en hund, der véd, véd exactly, hvor dyre de er”. (Dan Turèll i MM, 1972)

 

Lou_Reed_HS_Yearbook

 

 Danni Travn:

1) Jeg tænker på, hvor fint og sart et øre for popmelodien han havde. Og hvor gavmildt det var, at han skænkede det til at skrive nogle af de mest sekretindsmurte sange.

2) Jeg tænker på den nattogtur, jeg havde gennem Danmark, hvor jeg første gang hørte ”Sister Ray” rigtigt. Og mærkede, hvordan dørene til hidtil aflukkede rum i mit musikalske sind blev sparket pivåbne.

3) Jeg tænker på, at en af mine venner engang blev introduceret til Lou Reed på Roskilde Festival. Min ven blev ført ind i en af barakkerne bag Orange Scene. Rummet var dystert, og i et hjørne stod en fyldig læderlænestol. Der sad en indsunket Lou Reed. Han lænede sig frem skævede over på min ven, der stod og trippede ude i siden, og sagde så:

”Do you know where I can buy a sword?”

4) Jeg tænker på de to sidste linjer i tredje vers af ”I’m Waiting for the Man”. På hvordan Lou Reed kunne hugge linjer ud i sten og skabe en tone, som på en gang var poetisk og hårdkogt: ”He’s never early, he’s always late/First thing you learn is you always gotta wait”.  

 

5) Jeg tænker på det der angstfremkaldende vokalskrat to minutter inde i ”Kicks”, som stadig giver mig et chok. Og så tænker jeg på, hvordan han har hygget sig med at ødelægge den komfortable følelse, der indtil det punkt præger ”Coney Island Baby”.

6) Jeg tænker på, at man ofte glemmer, hvor sjov han faktisk var. Ta’ bare “Women”, som pludselig lyser op med linjen: “I used to look at women in the magazines/I know that it was sexist, but I was in my teens”.

7) Jeg tænker på en af de første sms’er, jeg sendte til min kæreste. Der stod: ”You just keep me hangin’ on”.

 

 

Janus Køster-Rasmussen:

8) Kolde tæer
Min far var kæmpe Lou Reed-fan. Så mit første minde om manden er svært at tidfæste, for jeg har oplevet det ca. 1000 gange: Søndag formiddag i rækkehuset. Kolde tæer på væg til væg-tæppet, fordi jeg ikke har fået taget mig sammen til at tage strømper på. Min far sætter ’Transformer’ på sin Mørch-grammofon. Jeg oplever noget strømme ud af højttalerne, som jeg ikke helt forstår, men som jeg alligevel på en vag måde forbinder med en fornemmelse af uanfægtelig kvalitet. Og da mine venner og jeg i ottende klasse oplevede vores musikalske vækkelse og skiftede Madonna, Duran Duran og Nik Kershaw ud med Police, Pink Floyd, Run DMC og The Beatles, havde jeg et hestehoved på de andre motherfuckers.

9) Sort læder

Lou Reed i sort læder. Måske har ingen andre på noget tidspunkt i verdenshistorien været så cool. Kun ganske få mennesker på den her jord kunne mase sig ned i det kostume uden at blive til grin. Det kunne han.

10) Roskilde

Lou Reed spillede på Roskilde i 2000. Dét år. Det var om søndagen, så der var gået et par dage siden ulykken. Da han spillede ”Perfect Day”, virkede det hverken forkert eller over the top, tværtimod. Jeg havde ikke nogen mobiltelefon dengang, men jeg lånte en og ringede min far op, så han kunne høre den sidste halvdel af sangen.

11) The-bølgen

Nu er det heldigvis mere eller mindre slut, men op gennem 00’erne måtte vi lide under en ufattelig række af musikalsk magre rockbands fra New York og omegn, der kaldte sig nogen med The og så et navneord med et s til sidst. De var gode til at strike poses på forsiden af magasinerne og ville alle sammen gerne ville være lige så cool som Lou Reed. Det var de ikke.

12) Reunion

Tilbage til Roskilde Festival. Da Lou Reed, John Cale og resten af The Velvet Underground besluttede sig for at tage på genforeningsturné til bl.a. Roskilde i 1993, mødte jeg ikke op foran Orange Scene. Jeg havde ikke lyst, for de indeklemte sange kunne da umuligt holde til nostalgi og stadionlyd, tænkte jeg. Dem, der var der, var alle sammen skuffede bagefter.

13) Dampradioen

Min første journalistiske tjans var på Roskilde Dampradio tilbage i 1992. Hver lørdag, når vi havde sendt musikradio helt til midnat, spillede vi ”Goodnight Ladies” fra ”Transformer” som sidste sang. Mange af de andre dj’s var irriterede over det – det var et dekret fra vores leder. Men fordi jeg var vokset op med pladen, var det for mig den naturligste ting i verden. De andre prøvede at få sangen ditchet – de syntes det lød åndssvagt når den kom lige efter Guns’n Roses’ ”Yesterdays” eller ”Erotica” med Madonna. Jeg er glad for at vores leder var en usædvanlig stædig mand.

14) Nico

Første gang jeg hørte Nico synge, tænkte jeg at hun lød som ”Lili Marleen” på crack. Først senere fattede jeg at Lou Reed & co. havde bragt en europæisk sensibilitet ind i rock’n’roll, der på sin vis banede vejen for Björk, PJ Harvey og mange andre.

Lou Reed and Nico in the Studio

 

Peter Elsnab:

15) Pisseligeglad

En af de få, der selv med kuffert på maven og hjemmesutter er indbegrebet af coolness. I alt, hvad han foretager sig, er han tilsyneladende pisseligeglad med, hvad alle andre tænker. Respekt!

16) Krukke

Husker, hvordan han udstak forbud mod flasker på pladsen, da han skulle spille på Midtfyns Festival engang. Det var vi meget utilfredse med og kaldte ham en forbandet krukke. Det var han vist også.

17) Elsket

Det er muligt, han har ry for at være en led fyr i nogle sammenhænge og har drevet mange musikjournalister til tudegrænsen, men musikere overalt fra Nile Rodgers over Trentemøller til Peaches og Lloyd Cole hylder den store lille mand.

18) New York-rockens fader

Der er en lige linje fra hans Velvet Underground til Television, New York Dolls, Patti Smith, Ramones, Talking Heads, Sonic Youth, The Strokes og alle de andre sortklædte og rendestensromantiske rockbands fra NYC, som vi elsker.

 

 

Niels Fez Pedersen:

19) New York

Vi ved fra hans tekster, at hvis man drejer radioen ind på en station fra New York, så bliver man frelst af rock’n’roll, ”and it was alright”. Vi ved, at man skal op til Lexington Avenue for at vente på manden med stofferne. Vi ved fra ”Halloween Parade”, at drags og freaks mødes for enden af Christopher St, og at aids-epidemien i byens underliv i 1980’erne rørte ham dybt. Vi ved, at der er noget dragende mystisk ved Coney Island, og vi har hørt om alle de Dirty Boulevards i byen så mange gange i hans tekster, at Lou Reeds samlede værk er en guidebog, man kan synge med på.

20) Enkelhed

Jeg er ikke meget for rockmusik generelt, men jeg elsker Velvet Underground. Så skrøbelige og så hårde. Sammenbidte og blide. Sublime melodier bag slør af støj. Der er intet fyld. Ingen lir. Det er et grundstof på linje med Chuck Berry og Kraftwerk, og jeg bliver glad hver gang, jeg sætter deres album på.

21) Dan Turèll

Få har skrevet så intenst og begejstret om Lou Reed og Velvet Underground som Dan Turèll, og var man en af dem, der voksede til i 1970’erne og havde hang til ord og musik, var DT en generøs guide på en rejse ind i musikken. Han var Lou Reed-fan og erklærede i 1972 ekstatisk, at han havde hørt ”White Heat/White Light” 3-400 gange uden at forstå pladen helt. Og i samme åndedrag skrev DT, at Lou Reed var et dumt svin, en engel og rock’n’rolls svar på krimiforfatteren Raymond Chandler.

22) Roskilde Festival, 1984

Det regnede. Der var mudder på pladsen foran Canopy Scenen (aka Orange). Mine gummistøvler sad fat i mudderet, da jeg prøvede at gå, så jeg blev stående. Han spillede bl.a. sin aktuelle hitsang ”I Love You Suzanne” og smilede lidt. Bagefter tog jeg hjem og hørte ”Live” (1975) temmelig meget.

 

Roskilde Festival, 2000

23) Lou Reed spillede på Orange søndag eftermiddag, mindre end to døgn efter ulykken, der kostede ni mennesker livet. Såret var åbent, men festivalen begyndte pludselig at ligne sig selv igen. Lou Reed leverede for engang skyld normalitet.

24) Tai chi

Lou Reed brugte tai chi som meditation og fysisk træning. Han tog sin personlige træner med på turne. Fint nok, men var det virkelig nødvendigt, at master Ren skulle på scenen den aften i Falconer i 2003 og – klædt i pyjamas – lave øvelser til lyden af ”All Tomorrows Parties”?

25) Mixed Media

”Perfect Day” i ”Trainspotting”. “Satellite of Love” på U2’s ZOO TV-turne. Basgangen fra “Walk On The Wild Side” som bund for “Can I Kick It?” med A Tribe Called Quest. “Lulu” og Metallica. “Metal Machine Music”. Lou Reed i filmen “Blue In The Face”. Laurie Anderson. David Bowie. Andy Warhol.

 

 

Anders K. Sørensen:

26) Showstarteren

Med et af rockhistoriens bedste guitarriffs og en skarp tekst, der sætter tænderne i den bedsteborgerlige lædersofa, kunne ”Sweet Jane” kickstarte enhver Lou-koncert.

27) Showstopperen

Den krukkede og kontrære Lou, der nægtede at stryge nogen som helst med hårene. Som ung provokerede han med transseksualitet og metalmusik – som ældre fik han mit pis i kog med sit irriterende, gammelmands tai chi (som han kunne kaste sig ud i midt under en koncert) og metervis af selvfede, kantede og disharmoniske kompositioner, der til tider nærmede sig det komiske (læs; ”Lulu”).

 

Lou+Reed+Attends+Tai+Chi+Session+Vivid+LIVE+5wLdlUzkk72l

28) Kældermennesket

Lou Reed hev med Velvet Underground rocken ned i den sorte kælder, hvor lysten og misbruget, sadomasochismen og heroinen, regerede. Samtidig formåede Reed at koble disse mørke sider af menneskesindet med akkorder af stor skønhed – og mængder af intellektuelt gods, der kunne holde en hel anmelderstand kørende i årtier. Og gjorde det!

 29) Mødet

Mit eneste personlige, fysiske møde med Lou Reed var på Roskilde Festival 1993. På et tidspunkt befinder jeg mig backstage foran en bus, der ruller ind på området. På et skilt i forruden står ”Velvet”. Inde i bussen begynder passagererne at røre på sig – og snart efter træder først John Cale og derefter Lou Reed ned på en af de metalplader, der er lagt ud som køreunderlag. Jeg tager mod til mig og nærmer mig ærbødigt: ”Mr. Lou Reed – could I get your autograph, please?”. Lou vender sig knap i min retning, værdiger mig ikke engang et vurderende blik gennem sine kulsorte solbriller – og afviser blot med en håndbevægelse og siger ”no no …!”. Men det var nok for mig, jeg havde konfronteret legenden!

30) Intensitet

Lou Reed er som kunster og person ekstremt intens. Hans musik er fortættet, uanset om den i sit udtryk er luftig som “Pale Blue Eyes” eller guitartung som “Dirty Blvd”. Man oplevede det, da han stod på scenen – og denne, unge svenske kulturjournalist fik det at mærke, da Lou langsomt og sadistisk lod ham stege i sin egen uforberedte utilstrækkelighed:

 

31) Flagrende

Mens han som person virkede ufølsom og urokkelig – måske skyldtes det den elektrochok-behandling, han blev udsat for som teenager? – så var hans kunstneriske output lige så flagrende som sit ikonografiske nakkehår fra 80’erne. Højdepunkterne i min bog strækker sig fra bananpladen, over den cabaret-inciterende ”Transformer”, den begsorte ”Berlin” til ”Coney Island Baby”, ”The Blue Mask” og ”New York”.

32)Fortælleren

Som andre store amerikanske rocklegender – Dylan, Springsteen, Young og Waits – mestrede Lou det intense, to-the-bone og næsten journalistiske sangforedrag. Hvad enten han præsenterede galleriet af trans’er og trækkerdrenge på ”Walk On The Wild Side” eller med præcis poesi på ”Coney Island Baby” sendte nostalgiske hilsner til ”Lou and Rachel and all the kids and P.S. 192”. Hjerteskærende!

 

 

Nikolaj Steen Møller:

33) Inspiration

“Some V.U. white light returned with thanks”, står der bag på “Hunky Dory”. Det siger det hele … hvis det altså er om Reed, og ikke om John Cale. Men mon ikke det var om begge. I alle fald har musikere stjålet med arme og ben fra Reed lige siden dengang. At de kan blive ved tyder på en vis slidstærkhed.

34) Attitude

Alt det med at gå i sort tøj, se truende ud og spille med ryggen til (ingen ekstranumre!) nailede Reed og hans lille slæng rimelig meget i første hug.

35) Berlin

Stadig min yndlingsplade. Så meget menneskelig håbløshed er uimodståelig.

36) Prætentiøs

“IT’S MEANT TO BE LISTENED TO IN ONE 58 MINUTE 14 SONGS SITTING, AS THOUGH IT WERE A BOOK OR A MOVIE”. Det står der bag på ”New York”. Fuck off, Lou. Vildt god plade, dog.

37) Antagonisme

Jeg ku’ ikke lide ham. Som person altså. Mange af de sidste år blev mest brugt på at håne hans krøllede mullet, hans lighed med Dorte Bennedsen, og hans surmulende opførsel. Den var nemmere at forsvare, da han var i gang med at revolutionere musikken. Nogle stjerner vil dø, og jeg vil være helt depri. Ikke lige Reed. Det er ikke sentimentalt, men det var han heller ikke selv.

38) Idealiseret.

Og derfor foretrækker jeg at se ham som en der trak sig tilbage for flere årtier siden. Så er det også nemmere at se “Lulu” som ren lavkomik. Og at se den håndfuld mesterværker han lavede som netop mesterværker.

 

”Hans univers har siden Velvet Underground spredt sig så vidt, at alle fra små intellektuelle, amerikanske akademikergrupper til danske punkrock bands fra Hvidovre er præget af det og stadig sender det videre ud i universet”. (Dan Turèll i Expressen, 1979)

Kommentér indlægget