– Jeg er faktisk det, man kalder lemløs, fortaler rapperen Kidd sig i ’Kidd Life’, der har premiere under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som begynder i dag.

Det med det lemløse er der jo nok nogle, der vil mene, men Kidd er stadig et hit, selvom 23-årige Nicholas Westwood allerede har indstillet sin karriere med Kidd-alter egoet, stort set inden, karrieren tog fart.
’Kidd Life’ kan nemlig allerede nu – og fuldstændig uden konkurrence – kaldes den mest succesrige af de 22 film, der er på programmet til musikdelen af den 10. udgave af CPH:DOX.
De tre første forestillinger er nemlig allerede udsolgt, og derfor er der blevet sat to ekstravisninger op til en film, der efter traileren at dømme tegner meget lovende.
Der er druk, stoffer, damer, penge. Og musik. Naturligvis. Men det tyder også på at være en film, der fortæller en interessant historie om en søgende ung mand, der lever et kaotisk liv, om en rastløs ungdom og et billede af tidsånden i 10’erne.
– Det værste er, at det er det værste lort i verden, bliver der også sagt i ’Kidd Life’ om musikken.
Det vil nogle jo nok også mene. Men det var bare helt rigtigt på det rigtige tidspunkt, og Kidds pladeselskab Cheff records er jo stadig fremme i skoene med en stor andel i den hærgende danske dancehallscene.
Se traileren her:
Filmen er lavet af Anders Johnsen, der tidligere har lavet film om Natasja og de fattige favelaer i Rio de Janeiro, og skulle man ikke nå at se den under CPH:DOX, er netop denne film den gode undtagelse – for den får man helt sikkert muligheden for at se igen, når DR viser den som tv-serie næste år.

For en musiknørd er CPH:DOX til gengæld anledningen til at se en masse musikfilm, man ellers sjældent eller aldrig får en chance for at opleve på stort lærred og med stor lyd. Det må man bare ikke gå glip af. Og ud af de 22 film på programmet er det ikke mange, der ikke giver lyst til at begive sig ud i den københavnske aften og sætte sig i biografstolen.
I aften skal jeg f.eks. se en Serge Gainsbourg-film, ’Gainsbourg by Gainsbourg: An Intimate Self-Portrait’. Den franske poet, musiker, maler, charmør og meget mere kan man ikke se nok om, selvom traileren nu ikke ligefrem giver den store ide om, hvad der venter.
Til gengæld er det jo anledning til lige at genopfriske en af de mange skandaler, provokatøren nåede, inden han som 62-årig døde i 1991. Jeps, den med Whitney .. Se den her.
Derudover er der bl.a. film om eller med så forskellige artister som Bob Marley, Ginger Baker, Trentemøller, Efterklang, Ice-T, Paul Simon, Charles Bradley, Bill Callahan, R. Stevie Moore og Luke Haines.
Eller en norsk film, ‘The Rocka’, om en fed 40-årig taber, der forsøger at stable et heavyband på benene i en tilsyneladende Spinal Tap-agtig mockumentary.
Eller en film om ’The Secret Disco Revolution’, der også tegner meget lovende.
Filmen om den brasilianske Tropicalia-bevægelse i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne står også højt på min liste over film, der skal ses:
Derudover er det værd at bemærke sig, at der i forbindelse med filmene ofte er specielle arrangementer, hvor f.eks. en hovedperson, en ekspert eller instruktøren selv fortæller om filmen, eller artisten selv giver en koncert efter filmforevisningen. Det er f.eks. tilfældet med Luke Haines (fra The Auteurs, og filmen lyder i det hele taget som et must-see), Trentemøller, Efterklang, Kidd og Animal Collective.
Der kan også være specielle dj-arrangementer, som der er i forbindelse med Charles Bradley-filmen på Teater Grob på lørdag, hvor der er mulighed for at høre soulmusik i lange baner.
Puha! Det bliver et par travle uger …
Se hele programmet for ‘Sound & Vision’-delen af CPH:DOX her.