I dag vil jeg kun høre Radiohead

   


Af Peter Elsnab

Nå, men jeg brugte så en stor del af min søndag aften på at se en YouTube-udsendelse om guitarpedaler.

Det var en sætning, jeg aldrig troede, jeg skulle sige. Eller skrive eller bare tænke.

Og på grund af to guitarpedalnørder – og ikke mindst på grund af Ed O’Brien – skal jeg i dag høre Radiohead-plader.

Og det var så en anden sætning, jeg ikke troede, jeg skulle ytre. De dage, hvor jeg hørte Radiohead hele tiden, er ligesom ovre, ville jeg umiddelbart have troet.

Men i dag skal jeg høre Radiohead. Og jeg skal høre dem med nye ører.

Og alt sammen på grund af 80 minutters snak mellem tre nørder.

Ed O’Brien fortæller, så værterne Mick og Dan ikke kan være i sig selv. Det er helt forrygende!

 

Men hvad der i udgangspunktet er en snak om udstyr, om hjælpemidler, er i virkeligheden en dybt interessant snak om musik. Om magi, om øvelse, om inspiration og kreativitet, om ærlighed, usikkerhed og ydmyghed. Om lyd, rum og stemning. Om hver sin tilgang til musik, og at ingen musikalske pleasures er guilty pleasures. Og Radiohead-guitaristen Ed O’Brien er en virkelig, virkelig elskelig fyr.

Det er altid godt at lade folk snakke om deres arbejdsredskaber, for det ved de virkelig noget om. Og indimellem åbner det dem på en anden måde, end når de foran et kamera bliver bedt om at forholde sig til en hel masse.

Så alt det, Ed O’Brien fortæller i disse 80 minutter, kommer helt af sig selv. Det er hans egne forholdsvis ufiltrerede, men til gengæld velreflekterede tanker om det, han får ud af sine arbejdsredskaber, guitaren og pedlerne.

Og der er masser af anekdoter. Om hvordan det var ’Walking on the Moon’ med The Police, der skubbede Ed O’Brien i gang.

 

Om hvordan Pixies og The Smiths var store inspirationskilder og ikke de store guitarister fra 60’erne – Page, Beck, Hendrix osv. Og om Robert Plant, der sagde til dem, at ’the age of virtuosity is over’ med henvisning til dem selv.

At tiden med ekvilibrisme var ovre. Og det elskede Ed O’Brien. Og købte totalt præmissen. For han mener selv, man kan betegne deres musik som simpel. Hvilket mange andre naturligvis ikke vil gøre. Men den simpelhed vil jeg også selv lytte efter i dag.

Man skal huske, at alt det her guitarlir betyder noget. Alle instrumenter giver en lyd. Og det kan være den lyd, der forløser en sang. Også den mest simple og banale popsang. Lyd er ikke kun for ekvilibristerne.

Og så er det naturligvis altid sjovt at se nørder gå i selvsving. Som værterne Dan og Mick gør, når Ed O’Brien demonstrerer et eller andet. F.eks hans guitardel på ’Paranoid Android’.

 

De kan næsten ikke være i sig selv, fordi de elsker det så meget. Og andre gange griner de af noget, som en ikke-guitarnørd som mig aldrig ville grine af. Men så griner jeg da bare med dem. Og bliver rørt. For kærligheden til musikken ligger under det hele.

Altså, jeg kunne sidde i timevis og kigge på to tømrere, der hamrede søm i, hvis bare de var gode til det og elskede at gøre det.

Det var derfor, at amerikansk fodbold for mange år siden blev en overraskende succes på TV 2 Zulu. Det var på grund af værterne Jimmy Bøjgaard og Claus Elming. De var nørdede, de elskede det, og de var dygtige til deres job. Og derfor var det en fornøjelse at kigge med.

Den varme og begejstring bærer også disse 80 minutter af ’That Pedal Show’. Det er ikke kameraarbejdet, grafikken, introen, special effects, story line eller noget som helst. Det er bare ubetinget kærlighed til musik. Som man også finder den i guitarfilmen ’It Might Get Loud’ med Jack White, Jimmy Page og The Edge.

 

Eller som Ed O’Brien betegner That Pedal Show – pedal porn …

Det er enormt smittende. Jeg bliver samtidig klogere på musik i det hele taget og på Radioheads musik i særdeleshed. Så nu har jeg lyst til at høre alle deres plader.

Og jeg har lyst til at se dem live igen, for at de improviserer så meget på scenen, var jeg heller ikke klar over. Deres musik lyder seriøst så svær, kompleks og teknikafhængig, at jeg ikke ville have troet det muligt at improvisere så meget. Men det forklarer Ed O’Brien med smittende begejstring. Og stor tak til crewet.

Koncerten på NorthSide forrige år var virkelig fænomenal, de var også gode på Roskilde dengang i 97. Og i 2008. Og dengang i teltet ude i Valby lige inden udgivelsen af ’Kid A’. Da gik det op for mig, hvilket band Radiohead egentlig var. Eller var ved at blive.

’The Bends’, ’Ok Computer’ og ’Kid A’ er jo mesterlige, men jeg begynder lytningen med ’Pablo Honey’. Ikke noget stort album, som Ed O’Brien også selv konstaterer i interviewet. Men på grund af endnu en anekdote i showet, er jeg nødt til at høre ’Vegetable’.

Og slutteligt vil jeg glæde mig til Ed O’Briens kommende soloalbum. Brasilien, bjerge og dale i Wales, Walt Whitman, musikkens magi, producer Flood, ”funkfolksoul”. Det lyder – her bagefter – enormt højstemt. Men det følger givetvis hans egne ord om ærlighed og inspiration. Og de er virkelig værd at leve efter.

Se udsendelsen her:

 

 

 

Kommentér indlægget