20 år siden debuten – tag med tilbage til White Stripes’ rå Detroit

   


Af Peter Elsnab

Når man ser denne fremragende hollandske dokumentar fra 2001 om musikscenen i Detroit, får man et godt indblik i det rå Detroit, som The White Stripes er udsprunget af.

Garagerocken og det musikermiljø, hvor man hjalp hinanden. Hvor et bands succes smittede af på de andre. Og det tog så småt fart for 20 år siden.

I dag er det nemlig præcis 20 år siden, The White Stripes udgav deres selvbetitlede debutalbum, som førte dem ud af Detroit og videre til Europa, hvor ’en fyr ved navn John Peel’ så albummet og købte det – blot fordi han kunne lide coveret. Han kunne også lide musikken og begyndte at spille bandet i sit radioshow på BBC.

Et par år senere – i juli 2001 – spillede The White Stripes for første gang i Europa efter tidligere at have besøgt Canada, Australien, New Zealand og Japan.

Den første europæiske koncert var passende nok i John Peels radioshow som opvarmning til en lille UK-turné efter udgivelsen af tredje album, ’White Blood Cells’, og det er på et eller andet tidspunkt samme efterår i 2001, at et hollandsk tv-hold har fulgt The White Stripes hjemme i Detroit til denne dokumentar:

Her møder man også den skøre manager Arthur, man møder Mick Collins og glimrende The Dirtbombs – med nuværende Third Man Records-medejer Ben Blackwell på trommer. I Detroit spiller man hård og hurtig soulmusik, som Mick Collins siger det.

Han tager os med forbi det netop nedlukkede spillested The Gold Dollar, der spillede en helt central rolle for Detroits garagerock på det tidspunkt efter i 60’erne at have været en drag queen-bar. Det var f.eks. her, at The White Stripes selv debuterede i juli 1997.

The Gold Dollar lå i området Cass Corridor – et område plaget af stoffer og prostitution og hårdt ramt af den økonomiske krise efter lukningen af en stor del af bilproduktionen i byen. Og i øvrigt i et par år hjemsted for rockmagasinet Creem (Lester Bangs, Robert Christgau m.fl.), indtil et væbnet røveri på redaktionen tvang dem til et andet område.

Det er siden gået fremad for området igen, og Jack White selv åbnede for et par år siden en afdeling af sit Nashville-baserede pladeselskab Third Man Records i Cass Corridor, hvor der udover butik også bliver trykt vinylplader.

I dokumentaren møder vi også pladeselskabsejeren Dave Buick, der på sit lille Italy Records udgav de to første singler med The White Stripes – ’Let’s Shake Hands’ og ’Lafayette Blues’, som ikke kom med på debutalbummet. De to singler og i det hele taget Jack Whites succes var med til at holde hans selskab kørende i nogle år, så han kunne fortsætte med at udgive den musik, han åbenbart kunne lide, når han havde drukket nogle øl til en koncert med disse grupper …

White Stripes-debutalbummet blev udgivet på et andet indie-pladeselskab, Sympathy For The record Industry, ledet af den lettere excentriske ”Long Gone John” Edward Mermis – som man kan få et godt indtryk af i denne dokumentar:

På den originale udgave af White Stripes-debuten finder man ingen af de mest kendte sange med bandet, men fra første anslag på ’Jimmy the Exploder’ sætter Meg og Jack White tonen, der skulle definere deres lyd. Rå og simpel blueset garagerock.

Blandt højdepunkterne på albummet finder man ’Astro’ og ikke mindst den Son House-inspirerede ’Cannon’ (albummet er dedikeret til den gamle bluesmusiker Son House). Nummeret er lidt af en fanfavorit, fordi det live indkapsler meget af det, Jack White står for. Det er tungt og råt, der er en masse vildskab i nummeret, og det er et af de numre, hvor Jack White altid improviserer mest og mixer det op med andre sange.

Her er en udgave fra 10-års jubilæumskoncerten ’Under Nova Scotian Lights’, der var en del af den canadiske turné, som efterfølgende blev til den fænomenale koncertfilm ’Under Great White Northern Lights’:

Faktisk er der ingen singler på den originale LP fra ellers så singleglade Jack White, men på senere genoptryk er der blevet plads til nummeret ’The Big Three Killed My Baby’, der var blevet udgivet tre måneder forinden på en 7” fra Sympathy For The Record Industry – og også er med på cd-udgaven fra begyndelsen.

Det er en af Jack Whites få sange med politisk indhold, og her er ’The Big Three’ naturligvis de store bilproducenter Ford, General Motors og Chrysler. Det er i dag også en klassiker i White Stripes-sangbogen.

Tilbage til dokumentaren – for her hører vi også et par andre klassikere i form af tidlige udgaver af ’Jolene’ og ’We’re Going to Be Friends’. Og så forstår man, hvorfor det for alvor tog fart efter tredje album, ’White Blood Cells’. Også selvom Jack White i dokumentaren siger, at han ikke tror, de bliver store og kommer til at få top 40-hits eller spille arenaer og den slags. Så skrev han ’Seven Nation Army’ …

White Stripes blev en væsentlig del af den ’skinny rock’-revival, der i begyndelsen af 00’erne måske var den sidste ’bølge’ af rock af betydning. Black Rebel Motorcycle Club, Libertines, Interpol var en del af denne bølge, ligesom danske The Raveonettes. Som i øvrigt varmede op for The White Stripes til en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet.

Det var i 2005 i Lokomotivværkstedet i København, og White Stripes var simpelthen stålsat magiske den aften. Jeg elskede Raveonettes, men i en kontant sammenligning blev den danske duo sat på plads af dens amerikanske parallel, der spillede med meget mere nerve og intensitet.

Koncerten blev åbnet med ‘When I Hear My Name’ fra dagens jubilæumsalbum, og blandt flere senere højdepunkter er det bl.a. kombinationen af ’Blue Orchid’ og Captain Beefheart-nummeret ’Party of Special Things to Do’ (udsendt som single på Sub Pop), jeg mindes. Det lød nogenlunde sådan her:

Hvis man vil læse mere om ‘The White Stripes’-albummet, kan man f.eks. gøre det her hos Stereogum.

Og nu er det på med debutalbummet. Bagefter kan man så passende lytte til et andet debutalbum, nemlig Nirvanas ’Bleach’, der blev udsendt præcis 10 år tidligere på Sub Pop og altså i dag fylder 30 år. Og det er 40 år siden, Joy Division udsendte ‘Unknown Pleasures’. 15. juni er en god dag.

 

 

Kommentér indlægget