Det er da en smule ironisk. Den årlige dag, hvor radioen går over til rene danske numre, arrangementer bliver sat i søen over hele landet, og der gudhjælpemig skal synges fællessang – den har fået en ret uskøn anglificering som navn. Bindestreg efter ’Dansk’, tak.
Ja, det var Spil Dansk Dagen igen i går. Og jeg har det altså svært med den. Det er snart tyve år siden, franskmændene indførte deres kvoter for radiostationerne om, at de enten skulle betale bøder eller spille mindst 40 % fransk musik. En regel, der virkede isolationistisk, nationalistisk, og i det hele taget pisseindebrændt.
– Hvordan kan nogen mene, at to ud af fem franske sange er overdrevent mange? Uden sådan nogle kvoter vil vores kultur blive homogeniseret, sagde Alain Carignon, den daværende kommunikationsminister, der i øvrigt siden røg i spjældet et par år for korruption. Det er der formentlig ingen dj, der er kommet – for at have spillet for lidt Johnny Halliday. Og det skal der da heller ikke være.
Jeg hader den omklamring, som ligger i at tvinge musik ned i halsen på folk på den protektionistiske franske facon. Også selv om det bare er et døgn, og dybest set er en ren bagatel. Jeg kan slet ikke tyre, at kriteriet ikke har noget med kvalitet at gøre, ikke med genrer, eller bare overraskelser.
Bare fuld smæk på de samme danske sange, der allerede kører i fulde omdrejninger, alle de gange man ellers kommer forbi en radio. Og så nogle aldrende hits for at undgå for mange gentagelser. Udelukkende plukket på grund af sangerens pas. Det er sgu ikke en god nok grund til at trække ’Feed the Horse’ frem igen!
Men Alphabeat, Tina Dickow, Shaka Loveless og Nephew – dem kan man jo høre hver eneste dag. (Og L.O.C. kan man samtidig høre i hver eneste tv-reklameblok). På grund af unikke evner eller et særligt dansk udtryk? Knap nok, selv om især Simon Kvamm da selvfølgelig har rendyrket sin egen form af vrøvl oven på bandets Depeche Mode-imitationer, der alle dage har været så blatante, at selv en lokal avis som Jyllands-Posten slet ikke kan kende forskel mere.
Nej, fordi de er populære. Dansk musik, og ikke mindst dansksproget musik, er nemlig populær, og er jo tydeligvis ikke i nogen form for defensiv. Spil Dansk Dagen ville give mening, hvis vi lå under for den type kulturel (underforstået amerikanske) tyranni, som den franske minister advarede mod, men hør radio hver dag, så får du svært ved at se den helt store trussel fra den kant.
De franske kvoter fik vi, så vidt jeg ved aldrig indført ved lov i Danmark, og det har vist sig, at der aldrig er blevet brug for dem, for DR har indført dem helt på egen hånd.
Al respekt for koncerterne som stilles op på denne ene dag, selv om de også har samme søgte kriterium – at man skal være dansk – som fælles tema. Men som diktator for spillelisterne har dagen totalt sejret sig ihjel. Og den her blokering af alt udenlandsk for at kunne præsentere noget, som langt hen ad vejen er originalt og spændende, men langt hen ad en anden vej er en efterabning af noget der allerede er foregået et andet sted i en verden, vi er en del af – den er svær at have respekt for. Især når den skal præsenteres som musikkens store festdag. Ikke den danske musiks festdag, slet ikke den festdag, hvor vi værner om vores Kodapenge, men Musikkens.
Musikken er værd at fejre hver dag. Hvor end den er fra. For selvfølgelig er hver to af fem gode musiknumre ikke danske. Og selvfølgelig findes der ikke desto mindre oceaner af god dansk musik, der fortjener bedre end en enkelt dags dækning under en nedladende hat, hvor den skal slås mod den samme A-liste som før på alle de landsdækkende kanaler. Indfør Spil God Musik Dagen, DR. 25. oktober og alle andre dage. Udelad bare bindestreger. Og glem så landsbymentaliteten. Det er en stor og fantastisk musikverden, og den omfatter også Danmark.
