Nickelback, der spillede i København i tirsdags, er blevet internettets første store mobbeoffer. Du kan downloade programmer, der blokerer for dem, Dave Grohl hader dem (vist nok), og hvis du kunne, gav du sikkert Chad Kroeger en olfert foran hele klassen. Men som med alle andre mobbeofre, er der nogen, der er nødt til at sige stop. Det prøver jeg at gøre her.
Der er noget grundlæggende idiotisk over folk, der brokker sig over andre folks meninger om musik. Om det så er forsmåede teenagetøser, der truer Thomas Treo på livet, når han korsfæster fænomenet Justin Bieber, eller voksne mænd (formoder jeg), der “Raser” over Jeppe Krogsgaards kritiske blik på Bob Dylan i Berlingske, så har diverse kommentar- og debatfunktioner ikke ført til en mere nuanceret og indholdsrig debat om ny musik og dens rolle i disse komplet sindssyge tider, men derimod til et frådende amatør-idioti, hvor alt nu skal debatteres, kommenteres, diskuteres og “likes” i hoved og røv.
Så bare rolig. Jeg ved det godt. Men alligevel sidder jeg her i mit køkken klokken lort om natten i et parcelhus i udkanten af Amager og skriver et strongly worded letter , når jeg i stedet burde sove. Men mobning er mobning – uanset, hvor det sker og hvem, det går ud over.
Der er i løbet af den seneste uge blevet sagt og skrevet meget om Nickelback i forbindelse med deres koncert i Falconer Salen i tirsdags. Der hersker åbenbart en almen opfattelse af, at det canadiske band er topmålet – eller nok nærmere lavmålet – af musikalsk dumhed, et symptom på den ærketypiske collegerock-begejstring, der ganske vist fælder yankeerne på stribe, men til gengæld har haft særdeles svært ved at holde fast i danskerne. I hvert fald siden vi alle sammen gik rundt og hørte Creed og Staind i 90’erne (jo du gjorde så).
De seneste år har Nickelback kørt et tæt parløb med den moderne – men simple – mands comeback i countrymusikken, og i dag er grænsen mellem de to yderst hårfin. De balancerer begge mellem ballader og halvtung røvballerock, mellem følelser og fandenivoldskhed: vanvittigt poppede melodier klædt ud som Metallica. Mænd, der synger som mænd, men om ting, selv pigerne kan tude med på. Sådan har det ikke været, siden de glade boyband-dage, og det skal tilsyneladende heller ikke gå ustraffet hen. Men det er en hetz, der stinker grimt i sin ignorance og dobbeltmoralskhed, og derfor denne muligvis mystiske forsvarstale for et orkester, hvis plader, jeg ikke engang ejer.
Kritikken af Nickelback synes at fokusere på følgende kulturelle dødssynder:
1. Det er pop forklædt som rock
2. De synger om kærlighed og andre patetiske ting
3. De har solgt en helvedes masse plader
4. Der er ingen piger, der gider knalde til Nickelback
5. Internettet siger, at du skal hade Nickelback
Er det svært at være uenig i de punkter? På papiret, ja. For jo, Chad Kroeger virker mere end almindeligt bøvet, som han står der med på en idyllisk bakketop med sit lige så idylliske garn i videoen til When We Stand Together og prædker om fred og fordragelighed med vind i håret og ekstra bredde i bootcut-bukserne. Men hvorfor led hverken We Are The World, Heal The World, Imagine, Everybody Hurts og hvad pophistorien ellers har leveret af store, frelste ballader, samme ulykkelige skæbne som When We Stand Together? Hvordan kan vi elske den ene og samtidig afskrive den anden som sentimentalt sjask?
Et andet eksempel: Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor vi (med rette) hylder Rasmus Seebachs evne til at skrive en stor popsang på de mest simple sætninger, når vi skoser Chad Kroeger for at gøre det samme. Og eftersom Nickelback vel næppe er det første poprockband i musikhistorien, der har de ellers velplejede fingre lidt for langt nede i hard rockens kagedåse, giver det absolut ingen mening at hænge dem ud for at lyde som og ligne et rigtigt rockband, medmindre vi også forsøger at give svaret på, hvornår man SÅ er rock, i disse genremæssigt fragmenterede tider. Jeg tror i det hele taget ikke, at Hilton-hoteller rundt omkring i verden kæmper helt så meget med smadrede hotelværelser, som de gjorde for 30 år siden. Heller ikke, når Motorhead er i byen …
Måske har verden i virkeligheden bare besluttet sig for at hade Nickelback?
Sikkert. Og hvis ikke hele verden, så i hvert fald Internettet, og det er jo efterhånden godt det samme. Nickelback-hadet er blevet et internet meme, mobning alene for mobningens skyld. Dave Grohl tweetede, at hvis man spillede en af deres sange baglæns, ville man høre budskaber fra Satan; men endnu værre, hvis man spillede den forlæns, ville man høre Nickelback. Men det var slet ikke Dave Grohl, der tweetede, men en falsk profil. Det er der vist bare ikke så mange, der ved, og spørgsmålet er også, om vi i virkeligheden ikke er ligeglade? Det er jo en god historie.
Og Chad Kroeger svarer gladeligt tilbage på Twitter-angrebene. Med humor og bid, men også med samme sørgelige toner som drengen, der er blevet kaldt fed one time too many og nu bare spiller med på legen. Som mobbeofferet, der har givet op. Jeg ved det – jeg var selv et af dem i skolen.
Nickelbacks – og især Chad Kroegers – store karakterbrist er ironisk nok, at han slet og ret er for flink. Der er noget grundlæggende godmodigt over ham, og det gentager sig på scenen i Falconer Salen. Han siger “are you motherfuckers ready to rock?” og laver djævletegn, men han smiler alligevel hele tiden over hele krydderen. Selv når han fjoget indrømmer, at han vist blev lidt fuld aftenen før. Han synger sange om sammenhold (When We Stand Together), om at tro på livet, selv i dets mest mørke stunder (Lullaby), og om at, du ved, feste hårdt (Burn It To The Ground), og foran ham står 3000 mennesker – fordelt på 30-somethings i stramme v-necks, hipstere med hængerøv nede om knæene, familiefædre med spritnye Nickelback t-shirts trukket ud over Hilfiger-poloen, og deres kvindelige vedhæng i alverdens afskygninger – og klapper på 2 og 4, hele vejen fra start til slut. I dette hjørne af skolegården er der ingen bøller, der truer Chad Kroeger med tæsk.
Men det er der desværre uden for Falconer Salen. På dagbladene, på nettet, hos mennesker, der vel egentlig burde vide bedre. Måske er det i virkeligheden grunden til, at jeg sidder her ud på de små timer og skriver om Nickelback. Det er svært at sparke sig frem for røvhuller i rockmusikken, og alligevel vælger vi at sætte hetzen ind på det flinkeste band derude.
Tusind tak ….
Jeg blev så skuffet da gomorgen tv deltog i mobningen og ikke engang gad vise en video så seererne kunne danne en mening selv….SUK….
Interessant indlæg, Søren.
Det er muligvis mig, der har levet under en sten, men det kunne være fedt med nogle links til mobningen, for jeg har ikke været vidne til den. Og udover det falske tweet, nævner du ingen konkrete eksempler.
Jeg synes, der er en hårfin grænse mellem mobning og kritik. Anmeldere skal aldrig holde sig tilbage med at give deres uforbeholdne mening til kende, og gerne i stærke vendinger, for virkelig dårlig musik kan vække lige voldsomme følelser som virkelig god. Men det skal være sagligt argumenteret, og det er det langtfra altid – og det var det heller ikke altid, dengang jeg selv begik musikkritik.
Men jeg giver dig gerne ret i, at debatkulturen på mange musiksider er gennemvædet af en blanding af trolling og snævertsynet argumentation på niveau med: “Har du hørt deres plader? Det er jo lort!”
Jeg mener imidlertid ikke, at Nickelback er mere udsat end så mange andre. Justin Bieber, Nephew, Thomas Buttenschøn, you name them.
Er det mere uberettiget med Nickelback? Njarh. Jeg hørte dem også dengang – selvom det nu var i starten af 00’erne og ikke slutningen af 90’erne – sammen med Creed, 3 Doors Down og what not, og jeg synes sådan set, det er et lyspunkt, når de dukker op i den tarvelige rotation af triviel trance i det lokale fitnesscenter. Men nogen stor musikalsk skat, vil jeg ikke hævde, at mobberne og kritikerne lukker øjnene for.
Eller hvad?
Interessant artikel, Søren, tak for den.
Jeg mener i modsætning til Niels ovenfor ikke, at der hersker den store tvivl om at Nickelback er musikpressen og internettets ultimative hadeband. I den forbindelse vil jeg anbefale denne artikel i altid fremragende Grantland. De har været til dobbeltkoncert med nummer 1 og 2 på hadelisten: Nickelback og Creed.
http://www.grantland.com/story/_/id/7846322/taking-concert-doubleheader-creed-nickelback-world-most-hated-bands
Morsomt og perfidt. Men meget godt i tråd med dit indlæg.
Hej Niels (og Kåre)
Min kommentar går mere eller mindre udelukkende på mediernes generelle tilgang til Nickelback: Politiken, der kalder dem for rockens svar for Fifty Shades Of Grey (jeg går ikke ud fra, at det er et kompliment, selv om konen derhjemme er godt underholdt af bogen), musikredaktøren, der tydeligvis ikke har store tanker om Chad Kroeger og co, om indslaget i Go Morgen DK, hvor de hænges ud som Verdens Værste Band, om anmeldelsen i Gaffa, hvor hele anmeldelsen også tager udgangspunkt i det faktum, at alle hader Nickelback. Og der skal ikke mange minutter til på Google, før det står klart, at folkestemningen – i hvert fald på nettet – synes at være imod Nickelback, mere eller mindre fordi det er “sjovt”.
Om Nickelback sidder på en musikalsk skattekiste eller ej, ved jeg ikke. Jeg kan godt li’ dem, men kan også sagtens se, hvorfor andre ikke kan. Men jeg mangler stadig at høre det ene saglige og velfunderede argument for, at Nickelback skal udsættes for den mængde had, de er blevet udsat for.
McGuire, get real! Nickelback?!? Ingen bør mobbes, naturligvis ikke, men et attitudepinligt band med klichéer nok til vel samtlige Hard Rock Cafe’s i den vestlige verden, fortjener ikke så meget opmærksomhed på en fin blog som denne, gør de? Hvad bliver det næste – et 8000-anslags forsvar for Bon Jovi?
Workin’ on it, Jens. Workin’ on it
😉
Hej Søren.
Jeg synes nu at høre et argument om, at Nickelbacks musik er svulstig, opstyltet, banal og fersk fra de mere etablerede deltagere i debatten. Det kan selvfølgelig være, at det for dig ikke er “det ene saglige og velfunderede argument”.
Men når du selv kan tillade dig at skrive “Når jeg har fået jaget Lukas Graham ud af byen, og han omsider dingler fra Dybbøl Mølle i den der uendeligt tåbelige hvide undertrøje, han altid render rundt i, vil jeg tage tilbage og høre Cody.”, hvad er så det saglige og velfunderede argument for at hade ham?
MVH Niels.