Af Peter Elsnab
Det var længe siden, jeg sidst jeg havde løbet anmeldelserne i Uncut igennem, men da jeg i går var på en laaaaang rejse med masser af tid, startede jeg nærmest det seneste nummer af det britiske musikmagasin – med The Kinks på forsiden – fra side 1 og læste mig frem til sidste side. Men ikke helt.
For da jeg var nået igennem bl.a. et kig frem mod nogle 2014-udgivelser, en fremragende Kinks-feature om mulighederne for at samles igen, et sjovt interview med David Crosby, historier om Elvis Presley, Jason Isbell og Mogwai og nåede anmeldelserne, gik der bladren og punktnedslag i den.
Jeg tog mig i kun at kigge efter positive anmeldelser og læse om navne, jeg i forvejen kender. En klassisk gammelmands-syge!
Men en ting slog mig pludselig. Alle pladerne fik jo gode karakterer. Der var bogstavelig talt ikke en plade, der ikke fik en – i hvert fald matematisk betragtet – god karakter.
Den mindste var 6/10, hvilket må siges – igen, rent matematisk – at være over middel på Uncut-skalaen, der går fra 1 til 10. På den skala vil 5,5 umiddelbart være det gennemsnitlige, middelniveauet.
Herhjemme snakker vi meget om, at alt for mange plader bliver anmeldt til tre eller fire stjerner – men mange plader vil jo sikkert ligge omkring det gennemsnitlige. Eller lige over, fordi man på forhånd vælger de dårligste plader fra og ikke omtaler lortet.
På en skala fra 1 til 10 burde spændet være lidt større, og Pitchfork er jo f.eks. gået helt amok og har indført decimaler, så de teoretisk set kan give 101 forskellige karakterer fra 0,0 til 10,0.
Men problemet er jo, hvad tal-/karaktervurderingen egentlig dækker over. Jeg er på ingen måde modstander af den – især ikke, hvis ord og karakter hænger sammen.
Karaktervurderingen er på mange måder ret praktisk, og guide-stof er ikke ubrugbart i disse tider, hvor man selv hurtigt kan tjekke musikken.
Nå, men tilbage til Uncut, for den slags karakter-uddelinger lægger man ikke på bordet for en lettere talautismeramt musiknørd. En hurtig optælling af de 87 anmeldte nye plader:
10: 0 plader
9: 4 plader
8: 26 plader
7: 50 plader
6: 7 plader
Ingen – INGEN! – fik altså hverken 1, 2, 3, 4 eller 5.
Og til de dårligst anmeldte, dem med vurderingen 6, var der alligevel mange positive ord. Hver eneste anmeldt plade er altså på en eller anden måde god, og jeg kan som pladekøber have Uncuts anbefalinger om disse 87 nye plader med mig, når jeg går i pladebutikken næste gang.
Men så finder jeg Uncuts karakterskala, og nu er jeg blot endnu mere forvirret. For 10-skalaen er tilsyneladende ikke rigtig en 10-skala alligevel. Den lyder sådan her:
10 Masterpiece
9 Essential
8 Excellent
7 Very good
6 Good but uneven
4-5 Mediocre
1-3 Poor
Man kan altså på Uncut godt vurdere flere forskellige niveauer af god, men hvis det er jævnt eller ringe, så er der færre forskellige niveauer. Jeg forstår det ikke. Svarer deres 1-10 skala i virkeligheden til vores danske 0 til 6 stjerner med syv forskellige niveauer? Svarer Uncuts 6-tal i virkeligheden til vores 2 stjerner? Og er de plader så i virkeligheden dårlige, selvom de får en karakter, der matematisk er over gennemsnittet?
Kan det virkelig passe, at Uncut ikke har fundet nogen jævne eller ringe plader interessante nok til at anmelde? Det er ellers ofte de dårlige anmeldelser, der er sjovest at læse …
Nå, jeg undrer mig bare … men kan heldigvis selv hurtigt lytte på Wimp og Spotify, eller på YouTube og Soundcloud osv., men anmeldelser skal jo for pokker være med til at give indsigt og overblik i udgivelserne.
Alt dette egentlig blot for at sige, at både ord og tal har en betydning. Det kunne bare være rart at vide, hvad den er.
Og det store spørgsmål er jo, hvorfor man ikke anmelder dårlige plader – og hvorfor man ikke giver plader dårlige anmeldelser.
PS! Uncut har også anmeldt 41 genudgivelser. Alle vurderes til mellem 6 og 9.
