Månedsrapporten: September 2018

   


Desværre vil september 2018 først og fremmest blive husket som måneden, hvor vi mistede Kim Larsen. Men der var heldigvis også meget at glæde sig over.

F.eks. poetisk fransk pop, vægtløs britisk sangskrivning og en intim aften med et af Danmarks mest kompromisløse bands. Nåhja, og nyt fra bl.a. Suede, Robyn og Lana Del Rey. Blogholdet stødte på masser af musikalsk guld i september, og vi deler selvfølgelig det hele med dig. Lige her:

 

Christine and The Queens ‘Chris’ (album)
På overfladen er de to album ‘Chris’ og ‘Chris’ identiske. Det er det samme cover, de samme beats og de samme melodier, men forskellen på at vælge den version, hvor Christine & The Queens synger på engelsk frem for la version française er som at skifte remouladen på fiskefileten ud med sauce béarnaise. Det er okay, men det er samtidig helt galt.

Ordene danser på tungen, når Héloïse Letissier aka Chris boltrer sig på modersmålet. De engelske sætninger virker stivbenede, og selv om de leveres med en charmerende accent, er resultatet slet ikke på niveau med den auditive poesi i sætninger som ”La solitude, c’est parfait, quand ça tape il n’y a persone qui pleure”. Det er tonen i ordene, det handler om, og når de synges, spejler de sætningens budskab om, at ensomhed er i orden. Ingen græder, når den slår til.

‘Chris’ er en forrygende popplade med spor i 80’ernes Minneapolis-soul, skarp synthpop og vemodig chanson. Og den er mest unik på fransk.
Niels Fez Pedersen

 

Felt ‘Forever Breathes the Lonely Word’ (album)
Jeg ved ikke præcis, hvad der er gang i med genudsendelsen af alle Felts ti albums samt det løse fra 80’erne. De skulle være på vej på vinyl, men foreløbig fås de på tæskedyre cd’er med grimme nye omslag, prisen pumpet i vejret fordi de også hver indeholder en 7”-single, som jeg ikke har noget at spille på, og som alligevel bliver hærget i posten af det badge der også følger med!

Det er lidt af en farce. Spar dine penge eller brug dem på at købe Soft Cell-kassen i stedet, og stream løs. For det hele er oppe nu, og Felt var guld, især på – smag på titlerne! – de to mesterværker ”Ignite the Seven Cannons” og det ovennævnte, der er kommet her i september i anden runde.
Nikolaj Steen Møller

 

Spiritualized ’And Nothing Hurt’ (album)
Jason Pierce har været vedholdende i sine beklagelser over, hvor besværligt det seneste Spiritualized-album har været at gennemføre. Forhåbentlig er det en trøst for den bedrøvede narko-entusiast, at ’And Nothing Hurt’ er en fryd at lytte til. Og nok det bedste album fra ham siden 1997’s ’Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space’.

Derude, i rummet, flyder Pierce stadig. Sangene har karakter af transmissioner fra en ensom tilværelse løsrevet fra jorden, hvorfra han svæver om livet og som midaldrende forsøger at skabe forbindelse til verden omkring sig. Med melodier så yndige som George Harrisons trukket gennem syre og gospel-klingende amokløb skal ens hjerte være mere end almindelig forkullet, hvis man ikke responderer på hans kald.
Danni Travn

 

Iceage, Kansas City, Odense 28/9 (koncert)

Håndskrevet sætliste, liggende ovenpå et fanzine ved merchandisebordet.

Så meget ny musik. Hele tiden! Så meget god, ny musik. Næsten hele tiden. Hele tiden ny musik, der gør noget ved og for en. Og hele tiden koncerter, der kan få en til at smile, grine, begejstres, føle. Måske også glemme. Musik, der betyder noget. Spillet af mennesker, der vil noget. Andet end at underholde og holde forretningen kørende. 

Sådan føltes Iceage på Kansas City fredag aften.

Det er mig fuldstændig ubegribeligt, hvorfor der ikke var udsolgt på så lille et sted til så godt et rockband, der kun er blevet bedre på det seneste album. Det er sjældent, man håber på, at et band nærmest kun spiller det nye album tilsat et par af de bedste gamle, når bandet er nået til det fjerde album i rækken. Men det håbede jeg, og det gjorde de. Det var perfekt. Og det var fremragende.

Frontmand Elias Bender Rønnenfelt virkede optændt af ilden, da de først kom i gang, og han er et særdeles dragende bekendtskab, som han svajer og svinger, farer fra side til side, gynger, stirrer gæsterne intenst i øjnene. Det er satme svært at blive andet end lykkelig for musik sådan en aften på et svedigt, sort, lokalt spillested med ølsalg.
Peter Elsnab

Elias Bender Rønnenfelt i front for Iceage.

Elvis Costello & the Imposters ‘Suspect My Tears’ (single)
Det trækker op til Elvis Costellos fineste, mest omhyggelige kammerstykke af et album lige nu. Burt Bacharach er endda med tilbage om bord, og jeg troede egentlig at det her var en af dem Burt havde haft fingrene nede i – det er det ikke engang.

Costello har selv fundet alle de der vemodige, dramatiske akkorder frem, som han har ignoreret i en del år nu, og jeg forventer et ”Imperial Bedroom” til de gyldne år. Intet mindre.
Nikolaj Steen Møller

 

Soft Cell ‘Keychains & Snowstorms’ (boxsæt)
Jeg har det lidt valent ved når popstjerner slås til riddere. Det var cool, da Bowie afviste sit med ”Jeg ved seriøst ikke hvad det er til for”. Men på den anden side under jeg Marc Almond at være helt ælle-bjælde over sit. En fyr, der rendte rundt med en pisk i Soho og lavede bizar performancekunst for fyrre år siden og i dag står og dingler glad med et lille guldkors – det er sgu undergravende. I hvert fald lidt.

Og vil man høre beviset for at Almond er en undergravende popstjerne, så gå direkte til de to forrygende boxsæt, han har udgivet de sidste par år. Det med Soft Cells musik er splinternyt, og kan streames i fuld længde, men jeg kan kun anbefale at købe det, bl.a. fordi der er smuk neon overalt på æsken. Her er beviset på den store misforståelse, at Soft Cell var et one-hit-wonder. De var ikke det, der ligner.

Der er de store hits – flertal – i 12”-udgaver, der er lige så lange b-sider, der er deres egne favoritter, der er koncerter, og så er der masser af fremragende stykker technostøjeksperimenter, som viser at det der holdt dem fra at være på linie med Cabaret Voltaire eller Throbbing Gristle var en uundertrykkelig sans for melodi, som de var nødt til selv at lægge låg på, da det hele var ved at vokse dem over hovedet – samt en sanger med en sans for drama, der gjorde det ligegyldigt at han endnu ikke sang pinligt rent. Soft Cell sagde farvel for evigt forleden dag i O2 Arena, men det her er den mest forrygende afsked.

Det eneste, der for alvor mangler her er den nye single ’Northern Lights’. Oh well.
Nikolaj Steen Møller

 

FLERE SEPTEMBER-FAVORITTER:

Marissa Nadler ’I Can’t Listen to Gene Clark Anymore’ (single fra ’For My Crimes’)
Helt igennem vidunderlig sang fra helt igennem vidunderlige Marissa Nadler om, hvordan musik relaterer til minder. Måske om at miste noget musik, man elsker, fordi man har mistet den, man elsker. Nu vil jeg også høre The Byrds.
Peter Elsnab

The War and Treaty ‘Healing Time’ (album)
Old school-gyngende gospelblues spillet af ægtepar med kirkerødder, krigserfaring og sjæl i kroppen.
Niels Fez Pedersen

Noname ’Room 25’ (album)
Det dér miks af hiphop, poetry slam, chilled jazz etc., du ikke anede, du manglede. Især overskuddet i Noname alias Fatimah Nyeema Warners lette, lyriske raptone er befriende.
Danni Travn

Robyn ‘Honey’ (track)
Det svenske popfænomen spoler direkte hen over otte års fravær. ‘Honey’ er endnu en stærk teaser for hendes nye album af samme titel, der lander i slutningen af oktober.
Jesper Nykjær Knudsen

Prince ’17 Days’ (single)
Demoversionen af en af de indiskutabelt bedste B-sider nogensinde er endnu bedre end den hidtil udsendte funky og upbeat sang om mistet kærlighed. Her er det mere alvorligt, inderligt og lavmælt med Prince alene på pianoet på det første posthume album fra Prince-arkiverne. Smerten og ensomheden står blot endnu tydeligere frem. Av, det er flot!
Peter Elsnab

Lis Sørensen ’Lang Ensom Nat’ (track)
Sko/Torps nyklassiker ’On A Long Lonely Night’ på dansk og forvandlet til soulpop.
Niels Fez Pedersen

Lana Del Rey ’Mariners Apartment’ (single)
Hun bliver ved. Hun leger. Og hun er stærk, som man kan høre. Og hun er en Venice Bitch, som hun både synger her og i singleopfølgeren. Valiumpop har aldrig været så indtagende.
Peter Elsnab

IDLES ’Never Fight a Man With a Perm’ (sang)
Bag titlen og under Bristol-punkernes kontante humor gemmer sig et brutalt og for forsanger Joe Talbot selvransagende dyk ned i Englands voldskultur.
Danni Travn

Suede ’Wastelands’ (fra ’The Blue Hour’)
Måske den bedste Suede-sang siden ’Dog Man Star’. Dynamisk, mørk, dramatisk, storladen. Brett Anderson er stadig i live og synger glimrende. Fuck det hele! Gør noget. Flyt væk. Flyt på landet. Skid på, hvad folk mener. Albummet som helhed er i øvrigt skidegodt.
Peter Elsnab

St. Paul & The Broken Bones ‘Young Sick Camellia’ (album)
Liberal sydstatsrock med funkpuls, blåøjet og rodbevidst recirkulation i sange som ’GotItBad’.
Niels Fez Pedersen

Juanita Stein ‘Release Me’ (single)
Det har været en god måned for torch songs af typen, der burde være i Lynch-film. Især Juanita Stein har en meget fin én, på et album som er … liiiidt op og ned. Når det er bedst, er det til gengæld voldsomt lovende fra den rejselystne Howling Bells-sanger. Yup, det er Paris på omslaget.
Nikolaj Steen Møller

La Luz Loppen, København 8/9 (koncert)
Californisk surf noir på den mest tjekkede og cool facon. De fire kvinder vil klæde næste års sommerfestivaler.
Danni Travn

 

Kommentér indlægget