Månedsrapporten: oktober 2017

   


Carbonara i Michelinklassen, V-halse på Nashvilles prettyboys, og urbane gæs med Melody Nelson-strygere – ja, det er det vanlige kig tilbage på månedens bedste plader. Du er videre herfra på tre minutter, men du kan eddermanme lytte længe herfra hvis du har lyst … og der er lagt Spotifylinks ind til det hele.

 

Kip Moore: ‘Slowheart’ (album)

Det er en af dem, der bliver svær at sælge, men hvis du alligevel har en nysgerrighed – hvis ikke ligefrem kærlighed – til moderne country, så læs med her. Georgia-sangeren Kip Moore er en af den slags countrymusikere, der dybest slet ikke spiller country, men blot synes at opholde sig i Nashville fordi det nu engang er der, tingene sker for tiden.

Men at afskrive ham som simpel, fordummende bro-country, bare fordi han ligner noget, der er væltet direkte ud af et modekatalog, ville være en fejl. For bag den dybe V-halsudskæring gemmer der sig nemlig først og fremmest en fremragende rocksanger – og til tider også en ditto sangskriver, selv om han oftest overlader det til de mere kyndige kræfter. Det er stadionrock for college-kids, countryrocksange af den slags, jeg har så hamrende svært ved ikke at holde uendeligt meget af, på trods af, at teksterne hovedageligt synes at udgøres af pladderromantiske oneliners om kuldsejlet kærlighed, tømmermænd og de der svære følelser, man godt kan kæmpe med, selv om man er en pæn ung mand med kvindetække og sexet grus i stemmen. Ja, Kip Moore skal passe på, at han ikke bliver Nashvilles svar på hende din Facebook-ven fra gymnasiet, som konstant poster billeder af med “inspirerende” citater på sin væg, men hvad angår melodierne, der alle ligger et sted mellem Springsteen anno ‘Human Touch’/’Lucky Town’ og Keith Urban, rammer de nu ret rent.

‘Slowheart’ er hans tredje album, og selv om der er bedre sange på forgængeren ‘Wild Ones’, er sange som ‘Plead The Fifth’, ‘Blonde’ og ‘The Bull’ både effektivt vanedannende og en dejlig påmindelse om, at den mere polerede del af Nashville stadig har noget at byde på.
Søren McGuire

 

Baxter Dury: ’Prince of Tears’ (album)

I fredags udkom der to albums med Baxter Dury på omslaget. Det ene var genudsendelsen af hans far Ians debut ’New Boots and Panties!!’ fra 1977, hvor den femårige Baxter, let genkendelig, står ved siden af sin øretæveindbydende farmand i en hvid jakke foran en lingeributik. Og det andet er hans egen nye ’Prince of Tears’, hvor han kravler rundt i ørkenen, også i en hvid jakke. Så vel hænger Ians ånd over vandene; det er ikke til at undgå.

Men er der ét navn, der virkelig ligger til højrebenet her på Baxter Durys lille, korte og foreløbig bedste album, er det fra det land hvor han er ved at blive en seriøs popstjerne: Serge Gainsbourg, kongen af at sætte et diskret groove, et kælent orgel, et græsk kor af kvindestemmer, nogle dramatiske strygere og en snakke-syngende stemme sammen og få en række perler ud af det. Dury har heller ikke meget af en sangstemme, og bruger den helt ideelt til at fortælle små noveller. Måske er the Prince of Tears den samme fyr gennem hele albummet, der fortæller historien om et langt sammenbrud, et forhold han selvforskyldt forliser. Det er ikke sikkert, men det er heller ikke vigtigt.

Tonen bliver allerede fuldendt på første sang, ’Miami’, hvor Durys karakter får lov at præsentere sig selv. En truende type, en Cockneygangster, lidt a la Ray Winstone i ’Sexy Beast’, der lægger intimiderende ud, og efterhånden bliver mere og mere abstrakt … ”I’m the shadow licker … the main course … the glassy dude … I’m the urban goose”. På dette tidspunkt er det ren Mighty Boosh. Men det er det, Dury kan: fortælle små historier med få ord, glimt ind i en person, der langsomt brydes ned, og ender som tårernes prins mens strygerne svulmer omkring ham, og kvinderne med de skønne stemmer tramper hårdt rundt i hans svagheder med stilethæle.
Nikolaj Steen Møller

Britiske Kieran Hebden er om nogen ansigtet på begrebet indietronica, som dukkede op i musikmagasinspalter i begyndelsen af 00’erne. Elektronisk musik for indieheads, eller rock for electronica-folket, alt efter hvordan man nu vælger at dreje det. Hans 2003-album ‘Rounds’ er en klassiker på feltet med sin blanding af snurrige laptop-beats og akustiske samplinger. Siden da har den 39-årige producer eksperimenteret heftigt med alt fra house til freejazz, men det nye album ‘New Energy’ er hans måske lettest tilgængelige til dato.

Atmosfæriske stemninger, smukke melodier og raffinerede arrangementer, der nok er indbydende, men aldrig forudsigelige. En hovedtelefonplade, der kan være både afslappende og udfordrende, alt efter hvordan man går til den. Som websitet The 405 skrev i deres anmeldelse: “Hvis man får serveret en almindelig carbonara af en Michelin-kok, vil det stadig være en forbandet god carbonara”. Og en producer af Hebdens klasse er altid værd at blive forkælet af.
Jesper Nykjær Knudsen
 

Joe Henry: ‘Thrum’ (album)
Selv om man må indse, at manden nok aldrig kommer i nærheden af den noget nær mirakuløse bedrift på ‘Civillians’, tager hans nye album alligevel prisen som årets hidtil mest efterårs-egnede plade. Som at cykle hjem i varmen med støvregn og hård kuling i fjæset.
Søren McGuire

The Weather Station: ‘The Weather Station’ (album)
Oktober har været en god måned for musik fra de der folk, der har en tanke bag det hele og bliver ved med at følge den. Lige fra land til by, og lige fra Margo Prices indignerede shitkickersange og Julien Bakers åbne hjerte-selvkirurgi, over Torres’ og St Vincents urbane dramaer, til Kelelas neonglinsende r&b. Og finest af alt er måske Tamara Lindemans magtdemonstration af et fjerde album som The Weather Station, lagt på fejende strygere. Og ja, det er pisseurimeligt at feje seks kvinders albums sammen i to sætninger og fremhæve en mands album som månedens centrale. Det gør dem heldigvis ikke mindre glimrende.
Nikolaj Steen Møller

R.E.M. – Automatic for the People (album)
Ja, albummet, der må regnes blandt R.E.M.s tre bedste, fylder 25 år i disse måneder, og skal selvfølgelig en tur igennem bandets velsmurte genudgivelsesmaskine. Ignorer dog de tåbelige b-sider og outtakes, der spyttes ud i disse tider, og brug i stedet krudtet på at ærgre dig over, at der ikke er mere end ét riff på “Drive”.
Søren McGuire

Pet Shop Boys: ’The Loving Kind’ (fraklip fra ‘Yes + Further Listening 2008-2010’)
Vi har talt om Pet Shop Boys-deluxeudgaver før. Nu er de nået i mål. Men ‘Yes’ og ’Elysium’ kom altså i 2009 og 2012. Det er ikke bydende nødvendigt med remasters af dem. Og der er blevet langt mellem de kasserede perler, der kommer med på ekstradisc’ene. Men de er der – som denne fine sang, der blev foræret til Girls Aloud. I øvrigt med stort held.
Nikolaj Steen Møller

Kommentér indlægget