Månedsrapporten: Marts 2017

   


Bjergboere på en yacht, Texanere i fredagshumør, en canadier med hjertesorg, en Londoner nedsunket i et vandlegeme, og en noir-entusiast fra Oregon på vej sydpå gennem ørkenen: Det er vores fem pluk fra det bedste der er kommet i marts.

 

Alexandra Savior ‘Belladonna of Sadness (album)

Med risiko for at mansplaine Alexandra Savior totalt, så kan man høre Alex Turners rolle i det, hun laver. Rumklang, nonchalance, whiskers, attitude ­– det hele er på plads. Men det er sgu ikke helt fair at give ham æren for at denne debut er så fin. Det var Savior, der var med til at skrive ’Miracle Aligner’ på seneste Last Shadow Puppets-album. Det var den eneste gode bedste sang på den plade. Måske det før eller siden er ham, der skal ses som hendes muse?

Savior har i alle fald allerede sluppet en håndfuld singler, der viser hende som en nærmest urimeligt stilsikker 21-årig. Og nu er albummet klar, lige så fyldt af noir-stemning, så tilpas underspillet at det ikke bliver klægt. Det er fremragende. Hele den der ”Nancy Sinatras barnebarn på vej gennem ørkenen i en åben bil”-ting rammer hun helt rent. ”Det er gjort før”, kunne nogle måske finde på at sige – jeg er ligeglad, jeg synes ikke, der er nok, der gør det.
Nikolaj Steen Møller

 

Bearcubs ’Underwaterfall’ (fra EP’en ‘Underwaterfall)

Savner du godt nyt fra James Blake? Så investér 4 minutter og 20 sekunder i det forrygende titelnummer fra London-produceren Bearcubs’s nye EP. Inde i bjørneungen gemmer sig den 25-årige Jack Ritchie, og han begår sig i en tæt beslægtet musik, hvor en underspillet vokal og minimalistisk elektronik smyger sig forsigtigt om øret for pludselig at overmande det med en sværm af synths.

’Underwaterfall’ er angiveligt inspireret af følelsen af at være under vandet. Den køber jeg gerne, for omme bagt de catchy, Jamie XX’ske olietønder sætter nummeret faktisk en rugende stemning af at være nedsænket i et mørkt og ukendt element. Det er virkelig fremragende i al sin snigende og underspillede intensitet. I virkeligheden er hele den fire numre lange EP et lyt værd, men titelnummeret er i disse ører et af årets ubestridte højdepunkter indtil nu.
Jesper Nykjær Knudsen

 

JJ Shiplett ‘Something to Believe In’ (album)

Hvis der er én ting, livet har lært mig, så er det, at musikkritik med årene er blevet overflødig i sådan en grad, at det efterhånden kun er amatørerne, der stadig gider beskæftige sig med det. Måske fordi de fleste af os med alderen indser, at musik i sidste ende kun handler om følelser, og at det kan være så helvedes svært, hvis ikke ligefrem umuligt, at formidle, hvordan det hele bimler og bamler i både hoved, mave og bentøj, når man hører en sang, der bare virker.

Tag bare JJ Shiplett. Han er et sted i 30’erne, canadier, langhåret og aldeles undseelig, hvis vi altså lige ser bort fra den slående lighed med en yngre Axl Rose. Selv om hans stemme besidder en kraft ikke helt ulig Chris Stapleton, er hans sange så simple, at de fleste nok ville finde dem direkte banale. Tre-fire akkorder, vers, omkvæd, vers og så forfra igen, gennem hele debutalbummet. Der er sange om hjertesorger og … lidt flere hjertesorger, spillet af et band, der rent teknisk formår at holde røven lige over vandskorpen. Så hvorfor er ‘Higher Ground’, ‘Darling, Let’s Go Out Tonight’ og ‘House on a River’ så alligevel tre af de bedste sange, jeg har hørt i år? Jeg aner ikke, hvordan jeg skal forklare det. Og derfor orker jeg heller ikke rigtigt at forsøge.
Søren McGuire

 

Tennis ‘Yours Conditionally’ (album)
Der er ikke meget hav i Colorado. Der er en berømt flod og nogle varme kilder i Rocky Mountains, men det er ikke et sted for en yacht. Måske derfor laver Tennis ikke rendyrket yacht rock. Duoen giver de milde klange af dæk og sejl en drejning i retning af indie med diskret synth og drømmende guitar. Det er Alaina Moore, der synger som en landfast udgave af Christine McVie (hun spiller også keyboards), mens hendes mand, Patrick Riley, styrer guitar og bas.

‘Yours Conditionally’ er et smukt stykke indie-yacht i traditionen fra Ducktails og Destroyer, hvor man er mere interesseret i idéen om yacht rock end i at efterligne den westcoast-vellyd. Ingen har i 2017 brug for at lyde præcis som Totos eller Fleetwood Macs store album. Men Tennis har yacht og havvand i blodet, og albummet er inspireret af en længere sejltur på Stillehavet.
Niels Fez Pedersen

 

Spoon ‘Hot Thoughts’ (album)

En hyldest: Tro bare på alle de skyhøje scorer på Metacritic, for anmelderfavoritterne Spoon er et af de bedste bands, verden stadig har til overs fra dengang guitar, bas og trommer ikke var en gammeldags fiks idé. De er så kvikke, som de er oprigtige. Britt Daniel er en enmandshær for den gode smag og det vågne øje udadtil – sådan som man kan blive det, når man er vokset op som akavet outsider i en rigtig Friday Night Lights-by i Texas.

Men en advarsel: Spoon, pas nu på at bruge ham Dave Fridmann som producer. Det var ham, der gjorde Mercury Rev og the Flaming Lips til groteske candyflosskreationer. På ‘Hot Thoughts’ er der allerede tegn på, at det går den gale vej. Finalen, ’Us’, er én lang saxofonsolo. For pokker da. Men trods alt er der ingen grund til panik endnu. Langt det meste af vejen modstår de hårdnakkede minimalister at blive smurt ind i glasur. De lyder bare lidt fredagsgladere og mere funky end de plejer – Princes spøgelse er blevet hængende her, og det må det selvfølgelig gerne.
Nikolaj Steen Møller

 

 

 

Kommentér indlægget