Månedsrapporten: Maj 2018

   


Maj var en god måned for pop. Både af den forførende franske, den skarptvinklede politiske og den sværmerisk drømmende slags. Her er nogle af de bedste ting, blogholdet lyttede til i den forgangne måned.

Knæl for den nye franske popdronning; Héloïse Letissier.

 

Beach House – ’7’ (album)
Netop som Beach House så småt var begyndt at lyde en smule fanget i deres eget loop, vender de tilbage med et decideret brag af et album. Baltimore-duoen, som mere end nogen andre indkapsler begrebet ”dream pop”, har sluppet de tøjler, som ganske vist var med til at gøre deres døsigt drømmende musik så hypnotisk smuk, men som også var ved at køre dem kreativt tørre.

På ’7’ har de simpelthen genopfundet deres lyd. Med hjælp fra produceren Sonic Boom er den blevet større, tungere, mere åben. ’Dark Spring’ har et næsten My Bloody Valentine’sk drive, ’Black Car’ vender og drejer sig omkring et simpelt synth-tema, og ’Dive’ vokser fra hviskende intimitet til brusende støjrock på godt fire fængslende minutter. Det er lige til at lade sig selv forsvinde i, og selvom det vil være for meget sagt, at den milde brise er blevet til stiv blæst, så har Beach House mere luft i lungerne end nogensinde. Kunne man håbe på en lille bonusbooking, Roskilde?
Jesper Nykjær Knudsen

 

Christine & The Queens: ‘Damn, dis-moi’ (feat. Dâmn-Funk) (single)
Heloise Letissie har haft mig hypnotiseret de seneste uger. Den dag, ’Damn dis-moi’ udkom, må jeg have spillet den 20 gange. Morgenen efter gav sangen ekko i mit hoved, da jeg vågnede, og den har givet mig et skud pop, pep og glæde, som vel kun en ny Robyn-plade ville kunne matche.

Heloise og hendes projekt Christine & The Queens er gennemførte fransk, og selv om ’Damn dis-moi’ også findes på engelsk (’Girlfriend’), er versionen på modersmålet mere rullende og smidig. Sprogtonen matcher den mildt funky produktion, og ordene smyger sig om et beat, der lyder som en opdateret version af noget Jimmy Jam & Terry Lewis arbejdede med i Minneapolis i 1980’erne. Måske til en plade med Alexander O’Neal, Cherelle eller Human League.

Christine & The Queens bærer på vigtige historier om køn, seksualitet og nationalitet, men det kan ikke skygge for, at Heloise Letissie er en popstjerne tæt på fuld blomst og er tilbage med en sang, der bare swinger. Endda endnu mere end den mesterlige ’Tilted’/’Christine’ for et par år siden.
Niels Fez Pedersen

 

US Girls, Hotel Cecil (koncert, 6. maj, 2018)
Meghan Remy kører på dampene af noget større end succes. Uanfægtet af en ret obskur tilværelse har hun holdt artpop-projektet US Girls kørende i mere end et årti, men mærker i disse år stigende anerkendelse og udbredelse. Fortjent! For kan man forestille sig et møde mellem Blondie, ABBA og Beck blandet med en bidsk Sleater-Kinney-understrøm, så er man der nogenlunde. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, at her er en kunstner med en dagsorden i en #metoo-tid, så tjek sidste linje på første sang på dette års mesterlige album ’In a Poem Unlimited’: ”Install in them the fear that comes with being prey.”

Besøget i København bekræftede US Girls som en idiosynkratisk størrelse. Remy og kompagnis optræden foldede sig ud som en blanding af koncert og performance – små teatralske optrin og koreograferet dans vævede sangene sammen. Alt sammen styret af en tilpas krukket frontkvinde, der – som et bevidst stilistisk greb – ikke ytrede et ord til publikum. Alligevel manede de i alt otte mennesker dansen frem med numre som ’Pearly Gates’ (hvor Sankt Peter er iscenesat som en kynisk playboy, der kræver et knald for at lukke kvinder ind bag Himmerigets porte (Hej, Harvey Weinstein-typer)) og fuck-dig-Obama-din-hykler-sangen ’M.A.H’. Der er nemlig ingen mellempositioner hos US Girls. Vinklerne er skarpe. Og det samme er sangene.
Danni Travn

 

DET ER VI OGSÅ VILDE MED:

Natalie Prass – ‘Sisters’
Opløftet 70’er-agtig singer-songwriter-pop produceret af kæmpeskægget Matthew E. White. Fra det nye album ‘The Future and The Past’.
Niels Fez Pedersen

Neil Young – ’On the Beach’
I sådan en hedebølge er den her Young-klassiker fra 1974 som Sun Lolly for pladespilleren.
Danni Travn

Janelle Monáe – ‘Dirty Computer’ (album)
Det uundværlige lydspor til pre-sommeren. Funky og meningsfuldt.
Niels Fez Pedersen

Leon Bridges – ‘Good Thing’ (album)
Den texanske sanger hæver ambitionsniveauet på endnu et veloplagt, retro-soulet album.
Jesper Nykjær Knudsen

Angélique Kidjo – Once in a Lifetime (single)
Sangerinden fra Benin er muligvis lykkedes med en dumdristig ambition: At genindspille Talking Heads-albummet ‘Remain in Light.’ I hvert fald trækker singlen ‘Once in a Lifetime’ som det naturligste i verden de friskeste nuancer frem fra originalen.
Danni Travn

Peggy Gou – ‘It Makes Me Forget (Itgehane)’
Kvindelig sydkoreansk DJ baseret i Berlin synger og houser minimalt.
Niels Fez Pedersen

 

 

Kommentér indlægget