Månedsrapporten: Maj 2017

   


Et stærkt comeback af en svensk outsider, LCD Soundsystem lever heldigvis stadig, og Paul Weller holder sig fornuftigt nok fra pikrocken. Her er noget af det, vi har lyttet til i maj:

 

Henrik Berggren ‘Wolf’s Heart’ (album)

Jeg har besluttet mig for, at det er lige meget. At det ikke betyder noget, at han ser ud som om, han nyder opmærksomheden, at han stadig ligner noget fra A Clockwork Orange med bowlerhat, halsklud og sort øjenskygge, og at han svælger lidt i sin egen halvtragiske historie. For pladen er aldeles glimrende.

Henrik Berggren ‘Wolf’s Heart’.

Outsideren Henrik Berggren har levet isoleret i mange år og lider af kronisk træthedssyndrom, kan man forstå på hans mange interview i svenske medier omkring udgivelsen af albummet ‘Wolf’s Heart’. Han er samtidig plaget af vennen og bandkollegaen fra Broder Daniel Anders Göthbergs selvmord. Albummet kommer på fornem vis omkring det hele. Det er stemningsfuldt og medrivende, Berggrens synger stadig på charmerende svenglish, og man kan mærke, at der er noget på spil. Det bliver indimellem en aelsen storladent, men sangene er ganske enkelt bare stærke.

Det er 14 år siden, Göteborg-bandet Broder Daniel udsendte sit sidste album, ‘Cruel Town’, men Berggren fortsætter i samme vaklende indierockstil som kaosbandet Broder Daniel, der svælgede i stoffer og alkohol. Og i en periode også talte Håkan Hellström som medlem. Ophavet kan man høre på Hellström, og det kan man også hos Henrik Berggren. Og vi, der har savnet Broder Daniel, er taknemmelige. For Berggren har leveret et stærkt og smukt comeback. En af årets positive overraskelser.

Peter Elsnab

 

LCD Soundsystem ‘Call The Police/American Dream’ (dobbelt A-side-single)

Det er seks år siden, James Murphy lagde sit band LCD Soundsystem i graven med en storstilet afskedskoncert i Madison Square Garden. Men det kommer næppe bag på mange, at den 47-årige newyorker alligevel ikke kunne nære sig.

Denne dobbelte A-side-single er første smagsprøve på bandets kommende comeback-album, og det er lige så fedt, som man kunne forvente. Den strømførende rockhymne ‘Call the Police’ lyder som en slags sløret sindbillede på USA anno 2017, og på ‘American Dream’ gør Murphy det, han gør bedre end de fleste, nemlig skildrer den mandlige midtvejskrise, som den udspiller sig i tidens accelererende storbykultur. Her med afsæt i hvad der lyder som et virkelig dårligt one night-stand, mens musikken valser afsted i en minimalistisk opdatering af Fad Gadgets 80’er-synths.

”It’s a drug of the heart and you can’t stop shaking. ’Cause the body wants what it’s terrible at taking”, synger Murphy på vej ud ad entrédøren med sit tøj i hænderne. Men LCD Soundsystem lyder på vej ind i varmen igen.

Jesper Nykjær Knudsen

 

Paul Weller ‘A Kind Revolution’ (album)

Jeg ønsker mig ikke ret meget af et Paul Weller-album i 2017. Bare at det ikke er pinligt – og at der ikke er for meget pikrock på.

Så det var med lave forventninger, jeg gik til ‘A Kind Revolution’ og trykkede play for gammelt venskabs skyld. Weller, der netop er fyldt 59, var trods alt min musikalske ledestjerne engang: Åbningen til soulmusik, Mod-kultur, politisk pop og en bevidsthed om, at man skal rykke fremad, mens man ser sig tilbage. The Jam, Style Council, de første fire soloplader i 90’erne. Elskede det meste, men vores biorytmer bevægede sig i hver sin retning, der kom nye husguder.

Jeg var sådan set færdig med ham, men så kommer balladen ’Long Long Road’, hvor The Modfather igen omskriver ’Dark End of the Street’ for piano, orgel og strygere, og jeg sidder igen i den blåøjede soulsaks. Balladerne er i det hele taget albummets styrke, f.eks. den horn-sprøde ’Hopper’ (om maleren). Musikken er tilbage i det svampede, Dr. John-agtige territorium, der fungerede så godt på ‘Stanley Road’.

Selvom ‘A Kind Revolution’ slet ikke er en revolution, er det en perfekt titel til en varm og venligsindet plade. Den kan ikke fungere som fuldkost, som det engang var tilfældet med Wellers output, men for en hårdtprøvet fan er det skønt at få lidt nye krydderier på hylden.

Niels Fez Pedersen

 

The Mountain Goats ‘Goths’ (album)

Jeg gætter på, at de færreste, der gik glip af 80’erne, fatter en hujende fis af en sang om, at Andrew Eldritch er ved at flytte tilbage til Leeds. Men rolig. Du behøver ikke have gået i sort læder og bleget dit fjæs med mel dengang for at nyde John Darnielles kærlige portræt af goth-scenen på ‘Goths’. Det er et album, der i øvrigt lyder mere som Steely Dan end Fields of the Nephilim og ender som et varmhjertet portræt af de sørgeligt glemte Gene Loves Jezebel. Der er glimt i øjet hele vejen – hvad man måske glemmer er, at det var der dæleme også hos alle de sorte bands dengang.

Nikolaj Steen Møller

 

Slowdive ‘Slowdive’ (album)

Endnu et stærkt comeback. Og endnu et overraskende et af slagsen. Men det er åbenbart tiden for shoegazerrock og dreampop. My Bloody Valentine vendte tilbage for fire år siden, Swervedriver, Lush og Jesus and Mary Chain er også vendt tilbage, og om et par uger er det Ride, der sender et comebackalbum på gaden. Nu mangler bare Cocteau Twins og Curve, før der er fuld plade i banko for folk, der kigger på egne sko eller vender lukkede øjne mod himlen.

Men man kan også med sindsro gøre begge dele til Slowdives comebackalbum. Det er udkommet 22 år efter den elektroniske, spacey og eksperimenterende ‘Pygmalion’, der kostede bandet livet efter at være blevet droppet af Creation, som gerne havde set noget mere i stil med den mere poppede forgænger ‘Souvlaki’. På ‘Slowdive’ får man lidt af begge dele.

Det lyder velkendt og samtidig nyt og frisk allerede fra åbningen ‘Slomo’, og det fortsætter med ‘Star Roving’, der er et af årets mest medrivende rocknumre. Slowdive lyder, som om de rent faktisk brænder for at spille igen gennem alle otte numre på tre kvarter. Og det er et godt udgangspunkt. Det er stadig tåget, kosmisk og distorted, og teksterne er både surrealistiske og leveret med let uforståelig vokal. Guitarerne veksler fra jingly-jangly over lange rene toner til det forvredne og støjende. Det er altså, som det skal være. Og det er godt!

Peter Elsnab

 

Kommentér indlægget