Med blot et halvt år overstået tør vi godt lægge hovedet på, ja, bloggen: 2017 bliver et dejligt musikår. Alene juni bød på en stribe udgivelser fra kunstnere med noget på hjerte og noget roterende i hjernen. Her følger, hvad fire blogbrødre især tager med sig fra måneden, der gik. Og som sædvanlig skal vi vidt omkring. Fra unge kvinders lidenskabelige jagt på ømhed til en vrængende – men morsom – gammel eksjunkie.
Smølle:
Saint Etienne ‘Home Counties’
Juni har været en temmelig god måned for musik. Men ærlig talt, det kunne knap være anderledes, når det begyndte med et nyt album fra Saint Etienne. Samtidig med, at jeg hørte deres skønhed kvast af en lydmand i Barcelona, dukkede ‘Home Counties’ op – det vejede rigeligt op for den skuffelse. De er efterhånden engelske mestre i at lave små musikalske novellesamlinger, med et tema over hele værket.
Denne gang er det glimt fra opvæksten ude i oplandet til London, hvor de alle tre oprindelig er fra. Det ville være rent radioteater, hvis ikke de tre tyvagtige skader havde sat det til funklende popsange som 80’er-hyldesten ’Out of My Mind’, Northern soul-forblændede ’Underneath the Apple Tree’ og ikke mindst den direkte vanedannende hedebølgediscosang ’Dive’.
Men de er mere end stilister, som man kan høre på den store finale, den talte historie om England, ’Sweet Arcadia’, landet som den eurofile trio Bob, Pete og Sarah lige nu ser forsvinde ind i sig selv, all alone in Brexitland, my only home.
H.E.R. ‘Volume 2’ (EP)
Selv om der er ret kvalificerede bud på, hvem den anonyme H.E.R. egentlig er, så passer det mig egentlig fint ikke at vide så meget om h.e.n.d.e. For det her er en seriøst privat verden, vi bliver lukket ind i, fyldt af kvindelig lyst i en grad så man helt får sved på næseryggen, men uden stripperstangen – ”I don’t get naughty for anybody”, synger H.E.R. på ’Say It Again’.
Musikalsk er vi i samme neonglinsende natteland som The Weeknds fantastiske første trio af mixtapes, og længslen er den samme – men det her er ikke et nihilistisk trip, hvilket gør det hele så meget mere sexet, fortroligt og kriblende.
Og i øvrigt …
Washed Out ’Hard to Say Goodbye’ (album): Skøn yacht-disco fra det ellers noget halvhjertede album Mister Mellow.
Parcels ‘Overnight’ (album): Mere rosé-egnet disco, tilsyneladende med en stærk interesse for fragtbranchen.
Emily Haines ’Fatal Gift’ (album): Storladen synthpop fra Metric-sangerindens første soloalbum i ti års tid.
Lorde ‘Melodrama’ (album): … du har hørt om hende. Men det kan ikke siges tit nok: Sikke et album.
Niels Fez Pedersen:
Phoenix ‘Ti Amo’ (album)
Phoenix har altid haft en sød tand, når det handler om musikalsk inspiration, og den franske kvartet er ikke bange for at træde, hvor andre holder sig tilbage. ‘Ti Amo’ (jeg elsker dig) er således en stolt homage til italiensk pop. Dem møder man ikke mange af blandt smarte rockbands, men Phoenix finder et slægtskab mellem parisisk cool og den romantiske, solblegede og sommerfalmede italiensk pop fra 1970’erne og 80’erne.
De namechecker kunstnere som Lucio Battisti og bruger synth og patos til at fremspille sommerens mest romantiske popplade. Her er kun få spor af den kultdyrkede italo disco, i stedet flirter Thomas Mars og co. med stemningen fra badebyer og iskiosker og synger om både ’Tuttifrutti’ og ’Fior Di Latte’.
Og i øvrigt …:
Todd Rundgren feat Robyn ’That Could Have Been Me’ (album-track).
Washed Out ‘Hard To Say Goodbye’ (single).
Elisabeth ‘Som Du Vil Ha Mig’ (single).
Busy P, feat. Mayer Hawthorne ‘Genie’ (single).
Danni Travn:
SZA ’Ctrl’ (album)
På sit debutalbums første nummer strejfer SZA (Det udtales ’sizza’, velbekomme) temaet “ævbæv, jeg knaldede din bedste ven, fordi du forlod mig”. Den autentiske anekdote om på den ene side seksualitetens magt og på den anden side smålig hævngerrighed bruger hun som afsæt til at fortælle om utilstrækkelighedens konstante gnaven i hendes sind.
Således slår ’Supermodel’ tonen an til et sjældent nuanceret album om sårbarhed, liderlighed, styrke og usikkerhed. Om at flygte fra og jagte kærlighed i én og samme bevægelse. Om ømhed i Tinders tidsalder.
SZA er sjov, hun er kynisk, hun er hengiven, når hun bevæger sig gennem albummet med en stemme, der rummer en rappers frihed i versene og en refrænsangerindes præcision i omkvædene – hør bare ’Drew Barrymore’ og ’Prom’.
Nok kan man kalde den mådeholdende musikalske grundtone r&b, men SZA og hendes samarbejdspartnere løsner de snærende genrebånd ved at trække på et væld af nuancer. Et spor af indieguitar hist, lidt luftig jazz her. Hendes egen forklaring giver god mening: Som teenager stjal hun en iPad, hvorpå hun fandt dels Björk, dels diverse hiphopklassikere fra navne som Nas og Jay-Z – og derudover elsker hun Ella Fitzgerald og Jamiroquai.
Hun blev signet af Top Dawg Entertainment, der ligeledes huser Kendrick Lamar. Og Lamar gæster ’Ctrl’ på den temmelig genetalt orienterede nummer ’Doves in the Wind’. Men selv uden andres stjernestøv står det klart, at SZA har lavet en af årets allerbedste debuter.
Og i øvrigt …:
Big Thief ’Capacity’ (album): I en afdæmpet indiefolksetting stikker Big Thiefs sanger og sangskriver fingrene ned i åbne familiesår. Hun synger med en tøven, som fører hun en ubehagelig, men nødvendig samtale, hun længe har forberedt sig på.
Lorde ’Melodrama’ (album): Alle elsker Lorde. Og det er fortjent. Vi har allerede skrevet henført om ’Melodrama’ her og om hendes nylige Roskilde-koncert her.
Peter Elsnab:
Peter Perrett ‘How the West Was Won’ (Album)
Overraskende. Og overraskende godt. De færreste havde nok forventet, at nu 65-årige Peter Perrett skulle vende tilbage med så stærkt et album, ja, overhovedet at han skulle vende tilbage. For frontmanden i punkrockbandet The Only Ones har kun en enkelt gang udgivet nyt siden gruppens opløsning i begyndelsen af 80’erne. Og samtidig gennem vel sagtens 40 år døjet med et heftigt narkotikamisbrug, som han nu er kommet ud af.
‘How the West Was Won’ er en samling af 10 gode, velproducerede rocksange, hvor der er noget på spil. Det er ikke skønsang, når Perrett med sin karakteristiske Lou Reed-indspirerede vokal svæver omkring de store emner som døden, sit hærgede liv, overlevelse og kærligheden til konen gennem 47 år – og de to sønner, der spiller fornemt i backingbandet. Det er modige, personlige tekster, og det er fortællinger, man tror på. Og kan mærke.
Perrett vrænger og snerrer over ganske melodiøs, melankolsk og varieret rockmusik med guitaren i centrum. Samtidig er det et album med en underfundig, britisk og noget overraskende (igen!) humor fra en mand, der har danset på gravens rand. Overraskende er måske i virkeligheden ikke det rigtige ord. “Forbløffende” er meget bedre til at beskrive både comeback og album.
Og i øvrigt …:
Saint Etienne ‘Home Counties’ (album)
Steve Earle ‘So You Wanna Be an Outlaw’ (album)
Vince Staples ‘Big Fish Theory’ (album)
Lorde ‘Melodrama’ (album)
Jason Isbell and the 400 Unit ‘The Nashville Sound’ (album)
Ride ‘Weather Diaries’ (album)
Gospelbeach ‘Another Summer of Love’ (album)
Vic Mensa feat. Pusha T ‘OMG’ (single):
