I de gamle pladeselskabsdage var juli sådan en måned, hvor man skulle lede langt og længe efter gode musikudgivelser. Sådan er det heldigvis ikke længere. Her er – lidt forsinket, vi blev viklet ind i hængekøjen – en håndfuld af de bedste fra sommermåneden, fra Jr. Gongs genkomst til en klatøjet, men koloenormt musikalsk soveværelsesproducer fra Guernsey. Enjoy!
Niels Fez Pedersen
Damian Marley: Stony Hill (album)
12 år! Så lang tid er der gået, siden Damian Marley brød ud af familielænkerne og rystede de lange lokker på plads med albummet Welcome To Jamrock. Siden har han lavet en duoplade med Nas og diverse gæstespots (senest en stærk rolle på Jay-Z’s 4:44), mens betydningen af Jamrock er vokset til at trone som et af dette århundredes bedste bud på reggae, som er både rodbevidst og moderne uden at gå helt dancehall.
Stoney Hill byder på færre udflugter til rap og r’n’b end Jamrock. Tonen er alvorlig på den første del af albummet, når Damian Marley veksler mellem toast og sang. Stemningen bliver gradvist mere loose, og sangvalget når at runde både lejrbålsreggae, lummer latin og endda en udgave af jazzstandarden ’Autumn Leaves’! Man kan høre glimtet i øjet i popsangene, mens vreden presser på i sange som ’Slave Mill’.
Desuden::
Rhye: ‘Please’ (single)
Michael McDonald: ‘Find It In Your Heart’ (single)
Forever: ‘Falling’ (musikvideo)
Lana Del Rey: Lust For Life (album).
Jesper Nykjær Knudsen
Mura Masa: Mura Masa (album)
Han forfinede sine producerskills i drengeværelset på afsondrede Guernsey. Men da Alex Crossan senere flyttede til London, tog han hele byens spraglede og globalt farvede soundtrack til sig. Funk, house, trap, punk, calypso, garage… et væld af genrer løber gennem de veloplagte spor på debutalbummet fra hans projekt Mura Masa. En gæsteliste med folk som A$AP Rocky, Charlie XCX, Jamie Lidell og ikke mindst Damon Albarn vidner om ambitionsniveauet, også kommercielt. Men selv når Crossan flexer popmusklerne – og det gør han ofte – er det uden billige tricks. Det underspillede, melankolske og nysgerrige er med hele vejen gennem dette medrivende album, som nok er et produkt af sin tid, men har sit helt eget blik for den.
Janus Køster-Rasmussen
La Torre Ibiza: Volume Dos (compilationalbum)
Når man som jeg har tilbragt et par af julis uger på Ibiza, ryger man uafværgeligt i balearic mode – denne let melankolske musikalske tilstand, der rummer alt fra chillet house over etnopop til Vangelis’ Chariots of Fire. Anything goes, så længe numrene bliver spillet på det rigtige sted og det rigtige tidspunkt, og helst i vandkanten ved solnedgang. Hostal Torre er en af de cafeer på Ibizas vestside, der hen ad aften bliver til små outdoor-klubber, mens musikken duver ud over Middelhavet, og beværtningens anden, nyudgive compilation var lige hvad jeg skulle bruge på min tur: Soldovne beats, sat sammen af veteranerne Mark Barrow og Pete Gooding, en musik der samtidig signalerer devil-may-care-distance og overskud, slidte espadrillos og gode drinks. Volume Dos kommer godt omkring i balearic-spektret, og prikker til såvel din indre persiennerocker som Deep Forest-hippie.
Desuden:
Jon Sa Trinxa, legendarisk, chillet balearic-dj, hørt og set på Playa Ses Salines, Ibiza.
Tyler Childers: Purgatory, fabelagtig low fi storyteller-country med hilsener til Townes van Zandt.
Nikolaj Steen Møller
Lana del Rey: Lust for Life (album)
Det gik som det skulle. Det album, jeg brugte mest tid på i juli, var det med den store hype. Det, der blev smidt single efter single fra i mange måneder inden. Det med vinklen rettet på tingenes tilstand i dag. Men ikke det, der belærte os igen og igen at hvis vi ser for meget tv, får vi firkantede øjne. Med andre ord det album, der eddermanme ikke er Arcade Fires halvhjertede Everything Now.
Lana del Rey lægger sig lige i kølvandet på Honeymoon for et par år siden. Det er langt, det er småsvimmelt og glider langsomt afsted, og det er melankolsk for alle pengene, men hvor Honeymoon nærmest var bedøvet, er det til at høre at der er sket noget siden med del Rey selv, og med landet hun bor i. Hun har ikke på nogen måde forladt sin helt egen vej, og det er en virkelig vanedannende vej – jeg er kommet til at elske at ligge og marinere i al den indadvendte vellyd, men der var måske begyndt at være rigelig mange sange om at være i destruktive parforhold med de slemme drenge på motorcykler.
Her er det som om hun er vågnet op til, at nu styres landet af den ultimative slemme dreng i en limousine, og det giver fokus. Måske er When the World Was at War We Kept Dancing hendes bedste sang foreløbig? Det er i alle fald en, der får det til at løbe koldt ned af ryggen hver gang Trump tweeter i denne uge.
