Månedsrapporten: Februar 2017

   


En pædagogisk introduktion til Serge Gainsbourg. Et album fra Kendrick Lamars åndelige storebror. Og den måske hidtil længste, strakte langemand til Trump fra musikkens verden. Her er 5 ting, der gav genlyd hos Blogholdet i februar.

 

Mick Harvey ‘Intoxicated Women’ (album)
Engang Nick Caves gamle soigneur, og nu PJ Harveys kapelmester: Mick Harvey er en diskret herre, og måske er det grunden til at hans solokarriere helt er domineret af coveralbums. Fire styk, to der er tyve år gamle, og to fra det sidste halve år – og alle består af Serge Gainsbourg-sange. Det seneste er tæt på at være det bedste, med gæstespil fra en stribe fine sangerinder fra verden over.

Og har du nogensinde tænkt dig at gå ind i det perverse lille franske genis samlede værker, men ikke anet hvor du skal begynde, så begynd bare med Harvey. For han fatter Gainsbourg. Har den musikalske lethed i sig, der gør projektet muligt. Og får det hele med – også de creepy tekster, han lod den purunge France Gall synge om dukker og slikpinde. Lyset og humoren er med. Skyggerne er også.
Nikolaj Steen Møller

 

A Tribe Called Quest feat. Anderson .Paak, Busta Rhymes og Consequence – ‘We the People’ + snippets fra ‘Movin’ Backwards’, ‘Can I Kick It?’ og ‘Award Tour’ (Grammy-optræden)
I den almindelige palaver om Beyonces manglende priser, Kanyes manglende fremmøde, Lady Gagas tøj (tænk, det var fjollet!) og Rihannas lommelærke (tænk, hun drikker alkohol!) gik det i det store hele uset forbi, at der sidst i menageriet var en optræden, som satte barren højt for den bølge af musikalsk protest, vi bliver oversvømmet af de kommende år.

Genopstandne (om end reducerede på grund af Phife Dawgs dødsfald sidste år) A Tribe Called Quest placerede sig lige midt i fælleserindringen ved at indlede med klassikeren ’Can I Kick It?’ og rev derfra alle fra tryg fortid til foruroligende nutid med et af sidste års skarpeste numre ’We the People’. Busta Rhymes kom ind med vrede hilsner til ’President Agent Orange’ (som det muntert blev bemærket hos New York Times’ ’Popcast’: ”He probably didn’t do that at the rehearsals”), en mur blev bygget og smadret, inden alle blev opfordret til ”resist, resist, resist”. Symbolikken var simpel, javist, men klar, og sammenlignet med utallige halvbagte hilsner til den amerikanske præsident var vreden helt rent destilleret – og vigtigst af alt: den blev ikke efterladt som en ildelugtende klat på gulvet. Den blev transformeret til et opråb om at tage ansvar og initiativ. Og A Tribe Called Quest fik mildest talt fyret op under forventningerne inden deres koncert på Roskilde Festival.
Danni Travn

 

Jens Lekman ‘Life Will See You Now’ (album)
Belle & Sebastian udgav i 2015 albummet ’Girls In Peacetime Want To Dance’, hvor det blege kollektiv tilførte kammerpoppen og de introverte tekster et beat, der kunne forveksles med disco. Nu kan vi konstatere, at ”drenge også danser i fredstid”.

Jens Lekman har med ’Life Will See You Now’ skabt et værk, der bærer mange af de samme stiltræk: Rytmen! Den lyse stemme! Sarkasme! Og smerte. Når det hele smelter sammen i sangen ’Evening Prayer’, tager indiehelten fra Göteborg endda et skridt længere end sine skotske åndsfæller med en tekst om en fyr, der printer en 3D-kopi af sin tumor og ender med at forære den til en bartender. Det er sort humor og overstadig livsglæde på vers og en af de bedste popsange, du kommer til at høre i 2017. Jens Lekman folder sig mere og mere ud som den nordiske Stephin Merritt og har samme anale hang til koncepter. Senest var det en sangdagbog med en ny sang om ugen i et år – to af dem er med på pladen, og særligt ’How We Met, The Long Version’ strutter af kridhvid funk.
Niels Fez Pedersen

 

Thundercat ‘Drunk’ (album)
Kendrick Lamars gennembrudsalbum, ’To Pimp A Butterfly’, ville ikke lyde, som det gør, hvis det ikke var for Thundercat. Den 32-årige californier, der også lystrer navnet Stephen Bruner, blev en slags mentor for Lamar under indspilningerne, både med sit ekvilibristiske basspil og sin store viden om jazz, som han delte generøst ud af.

Lamar gengælder lidt af tjenesten med en gæsteoptræden på Thundercats tredje album, ’Drunk’. Men det er nu langtfra den væsentligste grund til at dykke ned i dette brillante album, hvor jazz, funk, soul, electronica og hip-hop svirrer ind og ud mellem hinanden. De forskellige aspekter af at være beruset løber som et underliggende tema gennem de 23 numre, som sjældent sniger sig over tre minutter. Det kan lyde skitsepræget, men den virtuose legesyge følges til dørs af en stilsikker elegance, og så er det først og fremmest uimodståeligt groovy.

Pharrell, Flying Lotus, Wiz Khalifa, Michael McDonald og Kenny Loggins (ja, ‘Footloose’-Kenny Loggins!) er blandt de øvrige gæster undervejs på ’Drunk’, hvor Thundercat åbner op for sit krøllede sind – fra platte jokes til personlige bekendelser. Som man gør, når man har fået for meget indenfor vesten. Blot er det de færreste af os, der kan få det til at lyde så godt.
Jesper Nykjær Knudsen

 

Lowly ‘Heba’ (album)
Det er et sjældent syn at se en dansk kunstner blandt de øverste hos hjemmesiden anydecentmusic.com, som samler anmeldelser fra internationale musikmedier, udregner et gennemsnit og rangerer skidtet. Men der finder man lige nu kvintetten Lowly. Og den rigtigt gode nyhed: Albummet ’Heba’ er en af årets hidtil mest dragende debuter. Lowlys skumringspop bæres frem af nænsomme vokaler, elastiske beats og æteriske synthflader og ikke mindst et mylder af detaljer i produktion, sangskrivning og arrangement. Det være sig fraseringen over ordet ’body’ i ’Deer Eyes’ eller den eskalerende puls i ’Word’.

De blev set og samlet op af Cocteau Twins’ Simon Raymonde på Spot Festival og siden signet til hans fornemme selskab Bella Union (dem med blandt andre Beach House), og netop Cocteau Twins synes en klar reference for Lowlys talent for at give verdensfjerne sværmerier krop og fodfæste.
Danni Travn

Kommentér indlægget