Månedsrapporten: August 2018

   


Sæsonen er ikke slut som i CV-sangen. Sæsonen er tværtimod lige gået i gang. Foran os ligger et efterår proppet med spændende ny musik – alene september er et overflødighedshorn. Og så ved vi ikke engang, hvilke ældre sager, vi (gen)opdager.

August indledte løjerne. Vi lyttede til en masse nyt, noget lidt ældre, gik lidt til koncert og endte med at skrive om det. Her er, hvad vi dyrkede den seneste måned. Lydsporet til en solnedgang, skarp americana, egenrådig pop, lækker neo-soul, fjord-funk og tenderpunk. Uh, så er Robyn tilbage!

 

Peter Elsnab

Amanda Shires ’To the Sunset’ (album)

Sjette soloalbum – og det klart bedste hidtil fra 35-årige Amanda Shires, der modent leverer sine stærkeste sange til dato på et fokuseret, skarpt og positivt americana-album på blot 32 livsbekræftende minutter. Det flyder frit derudad med sydstats-swagger, guitar, forvrænget violin, stemningsfuld vokal og melodi i superproduceren Dave Cobbs rumlige og livlige lydbillede, og med husbond Jason Isbell, samt ikke mindst Gillian Welch som gæster.

Der er rigeligt med højdepunkter som ’Swimmer’, ’Take on the Dark’ om at vinde over mørket og ’White Feather’ med Welch som gæst. Amanda Shires beviser sig selv som udtryksfuld vokalist, poetisk og præcis fortæller og alsidig musiker på både guitar, violin og ukulele. Kan du lide dine plader med Kacey Musgraves, Jason Isbell, Lindi Ortega, Holly Williams og Ashley Monroe, så føj roligt den her til samlingen.

Thee Oh Sees ’Smote Reverser’ (album) – John Dwyer kan simpelthen ikke gøre noget forkert for tiden. Roskilde-koncerten var magisk, og på ’Smote Reverser’ fortsætter han med at udvide sit repertoire med bund i garagerock. Det er vildt, intenst, psykedelisk, eksperimenterende, fremragende.

The Coral ’Move through the Dawn’ (album) – Liverpool-bandet har taget deres 60’er-inspirerede rockmusik et skridt videre med noget, der kunne minde om Jeff Lynne-produktioner. De kan skrive sange og levere dem solidt og melodisk.

Death Cab For Cutie ’Thank You for Today’ (album) – Havde egentlig ikke de store forventninger til Ben Gibbard uden den faste følgesvend Chris Walla, men DCFC leverer 10 fine, bittersøde, melankolske indiepopsange. Overraskende okay …

Robyn ’Missing U’ (single) – Åh, hvor har hun været savnet som solist. Og hun skuffer ikke med ’Missing U’. Nu venter vi bare på album-annonceringen og koncerten på Orange Scene på næste års Roskilde.

Niels Pedersen

Young Gun Silver Fox ‘AM Waves’ (album)

Young Gun Silver Fox har slugt alle mine Yacht Rock-plader og genanvender de bedste klodser til at skabe ny musik, der lyder fuldkommen bedaget. Og super skøn. Det er cirkulær tænkning, når den er mest bæredygtig. Den syngende og spillende duo står stolt på skuldrene af Michael McDonald, Player og Ned Doheny og er lige nøjagtig kølige nok til at ikke at forfalde til lir og fyld. Det er her, vi trækker coolhedsgrænsen med westcoast og Yacht Rock.

Det skyldes nok, at de to sølvræve ikke selv er del af et californisk musiker/studie-miljø. Andy Platt og Shawn Lee er briter, og dermed bliver deres bud på et solnedgangs-lydspor til Highway 1 en slags exotica. Det er et fatamorgana fremmanet af overdrevet lytning til Steely Dan, Doobie Brothers og måske en knivspids Fleetwood Mac.

‘AM Waves’ er det andet album med Young Gun Silver Fox, og det er endnu mere smooth og gennemført end debuten, der lød lidt som en joke. Der er glimt i øjet, men man kan kun more sig med en genre, hvis man også elsker den.

Travis Scott ‘Astroworld’ (album) – Psykedelisk rap fra Houston, som svæver på forskruede beats og tripper ud i kontrollerede flip som ’Skeletons’, hvor Tame Impalas Kevin Parker er overraskende medproducer.

Bjørn Torske ‘Byen’ (album) – Fjord-funk og nordlys-disco i frisk elektronisk aftapning fra Bergen.

Let’s Eat Grandma ‘I’m All Ears’ (album) – Duo fra Norwich leverer en slags fuckup-synthpop af den type, der ellers strømmer ud af Skandinavien.

Jesper Nykjær Knudsen

The Internet ‘Hive Mind’ (album)

Ligesom bl.a. Frank Ocean, Earl Sweatshirt og Tyler The Creator har også sangeren Syd og produceren Matt Martians en fortid i hiphop-kollektivet Odd Future. De brød ud for syv år siden og lagde grunden til femkløveret The Internet, som nu har sluppet sit umådeligt fine fjerde album, ’Hive Mind’.

Alt føles intimt og forførende i gruppens stramme og sjælfulde neo-soul. Både når Syd går tæt på mikrofonen og lokker lytteren helt ind i soveværelset på numre som ’Come Over’ og ’Stay The Night’, og når bandet slanger sig ud på et tætpakket klubgulv med saftige grooves på ’La Di Da’ og ’Roll (Burbank Funk)’.

Hvor The Internet tidligere kunne have tendens til lige lovlig fri leg med funken, er ’Hive Mind’ lyden af et band, som har fundet sin form og lært sine virkemidler at kende. Og selvom albummet taber lidt højde mod slutningen, er det her noget af den lækreste og mest velswingende musik, du kommer til at høre denne sensommer.

Disclosure ‘Moonlight’ (single) – Lawrence-brødrene er tilbage i fuld dansegulvsform med elegant disco-house og en kæk sampling fra den svenske acapella-gruppe The Real Group.

Danni Travn

Mitski: ‘Be the Cowboy’ (album)

28 sekunder inde på Mitskis nye album lyder et skrat. Det virker som et sidste jab fra den stil, Mitski dyrkede på sine foregående plader: Urolig og med pludselige skift fra stilhed til smadder. Især albummet ’Puberty 2’ er en oplevelse – og nummeret ’American Girl’ decideret berusende – men også bevidst  fremmedgørende.

Med ’Be the Cowboy’ har den 27-årige japansk/amerikanske sanger og sangskriver skåret ekstremerne og fremmedgørelsen fra og skabt et anderledes indbydende album. Der er en fængslende klarhed over produktionerne, der som det naturligste i verden glider fra klaverbåren 1960’er flair (’Me and My Husband’), forbi skyggefulde synths og drilsk disco (’Nobody’) til guitarelektrificeret rock.

Det er elegant og poppet, men de korte konstaterende sange undviger gerne deciderede omkvæd. I midten træder Mitski frem som albummets altoverskyggende autoritet og fikspunkt. Hun synger uden at blinke om alt det nære med et sprog, som kan være friskt det ene øjeblik. Som i ’Washing Machine Heart’.

Toss your dirty shoes in my washing machine heart
Baby, bang it up inside
I’m not wearing my usual lipstick
I thought maybe we would kiss tonight

Og henført det næste. Som i afslutteren ’Two Slow Dancers’, der aspirerer til at blive 2018’s bedste ballade:

It would be a hundred times easier
If we were young again
But as it is
And it is
We’re just two slow dancers, last ones out

At hun har været opvarmning for både silent/loud-mestrene Pixies og de skarpsindige pigers pop-auteur Lorde illustrerer, at Mitski står sit helt eget sted på det musikalske landkort. Et sandt mareridt for de algoritmefikserede. En drøm for alle os andre.

Arcade Fire, Haven (koncert) – De er på vej til at holde pause, men spillede med et tydeligt behov for at sætte et tydeligt komma. Fokuserede, store slaget og helt befriet for de lidt forkrampede tendenser på sidste års Roskilde Festival. Det holder at have holdninger under discokuglen.

Illuminati Hotties ‘Kiss Yr Frenemies’ – Illuminati Hotties’ bagkvinde Sarah Tudzin er egentlig producer og mixer – og har arbejdet med navne som Slowdive og The Kills. Hun ville indspille en slags cv, som illustrerede hendes evner i et studie. Men hun kom til at lave et kaotisk og topcharmerende album. Hun kalder genren ‘tenderpunk’, og det giver mening.


Nikolaj Steen Møller

Troye Sivan: ‘Bloom’ (album)

Sivan er så langt ude af skabet, at han ikke mere husker hvordan en bøjle ser ud, men er ikke ovre i den art åbne hjerte-selvkirurgi som f.eks. Perfume Genius giver os. Vi er i en helt anden ende af spektret; Sivan laver sofistikeret og smooth popsange, sommetider endda overstadige som på den vildt forelskede ’My! My! My!’

Men der sker mere her end angreb på playlist-algoritmerne. Man kan lige så godt høre ham svømme hen i sværmerier som ’The Good Side’ eller den store drømmepopfinale ’Animal’. Selv hittene er underspillede, ikke omvendt. Stemningen sniger sig ikke bare ind mellem de store svenske omkvæd; den får lov at dominere. Måske derfor er Sivan stadig lidt overset i det store hitcirkus, men jeg tror ikke han er det længe endnu. Og hey, nervøs for filter-fri kærlighedssange fra ung mand til ung mand? Lad være med at være det.

Marsheaux: ’Exit (the wrong way)’ (single)

Min chefs har anbefalet mig de to synthkvinder fra Grækenland i evigheder, og jeg tror de er ved at dæmre for mig. ’Exit’ er en ny, turboladet udgave af en ti år gammel sang, og den har alt hvad der varmer hjertet hos en der blev musikfan i de tidlige firsere.

Mitski: ‘Nobody’ (single)

Travn tog albummet, så jeg tager singlen. Jeg elsker emotionelt indiedrama, men kærligheden til genren får først en ekstra tand, når det hele bryder ud i Cardigans-ish cocktailfunk.

John Grant: ‘Touch & Go’ (single)

En hyldest til den transseksuelle soldat og whistleblower Chelsea Manning. Det er Grant, når han er finest – lidt lyrisk akavet, men åben og ærlig, synger han sig smukt gennem et melodisk drømmelandskab.

Ekstrabonus – Blogbroder Peter Elsnabs singlefavoritter fra august:

Kommentér indlægget