Månedsrapporten: August 2017

   


August skulle ifølge kalenderen og den store fælles bevidsthed være en sommermåned. Det er skolestart og back-2-work – og derfor traditionelt en måned, hvor sommervejret får ny luft. Det var som bekendt ikke tilfældet i år. Måske derfor tager vores månedsrapport nærmest forskud på efteråret med nyt fra gamle og halvgamle veteraner – en god bog til lidt indehygge.

Enjoy!

Randy Newman – ’Dark Matter’ (album)

Sidst, Randy Newman udgav et album, hed den amerikanske præsident George W Bush. Dengang forsøgte han at dæmpe gemytterne med sangen ‘A Few Words in Defence of Our Country’ og gjorde med syrligt underspil opmærksom på, at sådan i det store billede havde Europa altså haft værre ledere end USA – såsom Hitler og Stalin.

Så det er med perfekt timing, at den 73-årige snøvlende klaverbokser efter knap et årtis albumpause trisser ind og lægger pruttepuder på magthavernes taburetter.

Her er ingen Trump-sang – han havde skrevet en, men droppede den, fordi han ikke ville bidrage til ’den grimme samtale’ (den handlede om Trumps penis) – men her er en skosende Putin-sang forklædt som en orkestreret hyldest. Og så er her ikke mindst den otte minutter lange ‘The Great Debate’, hvor Newman er vært for den endelige debat mellem videnskab og religion. Ateisten Newman lader de religiøse vinde; de har jo de der afvæbnende gospelsange. Nemt eller entydigt skal det nemlig ikke være hos en sanger, der iscenesætter sit album som nærmest en revy og hopper mellem synsvinkler og fortællerstemmer og mellem pop-oprette til små oprigtige pianoballader. Blandt de sidstnævnte er især ’She Choose Me’ et bedårende brud med satire og krøllet historiefortælling.

’Dark Matter’ er et idiosynkratisk og befriende album i en tid, hvor stil og holdning og deres respektive afsendere skal være så entydige, at det skærer i øjnene.

Danni Travn

 

Jonathan Gould: Otis Redding – An Unfinished Life (biografi)

Til december er det 50 år siden, at Otis Redding blev dræbt i et flystyrt. Han er en af alletiders mest hyldede soulsangere, men også en af de mindst belyste. Hans karriere udspillede sig i løbet af nogle intense år midt i 1960’erne, da han voksede ud af Macon, Georgia og via Stax-og Atlantic-pladeselskaberne opnåede en status som en af de soulmænd, der kunne løfte arven efter Sam Cooke.

Otis gav kun ganske få interviews – musikjournalistik var endnu ikke en stor ting – og hans historie er gennem årene blevet stykket sammen af bl.a. Peter Guralnick (et kapitel i klassikeren Sweet Soul Music) og senest i Robert Gordons fænomenale Stax-bog Respect Yourself.

Jonathan Goulds nye ekstremt grundige biografi er tæt på endelig at tegne det komplette billede af en selvlært sanger som med hårdt arbejde lærte både at vinde publikums kærlighed og fik kontrol over karrierens økonomi. Det var en af de ting, han havde set forbillederne Sam Cooke, James Brown og Ray Charles gøre, og sammen med sine entreprenante managere, Phil og Alan Walden, gjorde han en dyd ud af at blive betalt.

Gould har talt med de nærmeste vidner, som stadig lever – hustruen Zelda f.eks. – og gør detaljeret rede for den musikalske og karrieremæssige side af sagen. Han prøver samtidig at fortælle en parallel historie om borgerrettighedskampen og slaveriets arv, som måske nok er interessant, men er med til at gøre særligt den første del af bogen tung i optrækket.

Men når den swinger, giver biografien Otis Reddings kunst den status, den fortjener. Han døde på toppen, få måneder efter at have taget de hvide hippier på Monterey Festivalen med storm, og musikken rummer fortsat en uslukkelig længselsfuld glød. Det så man seneste i Twin Peaks: The Return, episode 16, hvor ’I’ve Been Loving You Too Long’ er lydspor til seriens foreløbig mest romantiske øjeblik.

Niels Fez Pedersen

Neil Finn – The Infinity Sessions (stream)

Den newzealandske popveteran Neil Finn (tidligere bl.a. Split Enz og Crowded House) valgte i august måned at indspille sin nye soloplade over fire to-timers sessions, der blev streamet direkte på nettet. En generøs og spændende ny måde at indspille på.

Desværre blev albummet, der udkom 1. september, ikke særlig godt. Meget melankolsk og mestendels decideret kedeligt i sit pæne, klaverdrevne format med masser af aftenskolekor og strygere.

Undervejs bød de fire såkaldte ’Infinity Sessions’ dog på flere fine øjeblikke, ikke mindst når Neil Finn med gæster forlystede sig med ældre materiale. Live-indspilningerne foregik på fredagsaftener i New Zealand, hvor august jo er en mørk vintermåned – mens man her i Europa kunne følge med live fra kl. 9.00 om morgenen.

Et af mine personlige favoritter er fra anden session, 11. august, hvor Neil har besøg af storebror Tim. Sammen spiller de bl.a. sangen ’Angel’s Heap’ fra deres første broderlige album, ’Finn’ fra 1995. De to midaldrende og notorisk rivaliserende brødre får bl.a. selskab af Neils søn, Liam, som spiller på et hjemmelavet, bas-instrument, der markerer rytmen med en dyb, maritim klang.

Senere i sammen optagelse giver de to gråhårede brødre en halvsentimental, men smuk version af Crowded House-klassikeren, ’For Seasons In One Day’, akkompagneret af et strygerensemble.

Anders K. Sørensen

 

Stars – ’Real Thing’ (single)

I kølvandet på Arcade Fires storskuffende ’Everything Now’ er vi nogen, der sætter vores lid til et andet canadisk indieband med store armbevægelser og en grandios lyd.

Stars har aldrig fået et stort internationalt gennembrud – men siden jeg i 2004 hørte bandets urovækkende smukke ’Your Ex-Lover Is Dead’, har jeg haft et stort, blødende punkt for canadiske Stars.

Nu er single nummer to udsendt – som forløber for et nyt album i oktober – og det lover godt for alle os, der er til fals for kombinationen af dancebeats, guitarlicks og håndklap.

Anders K. Sørensen

 

Queens of the Stone Age: Villains (album)

Det kan vel ikke være andet end et sundhedstegn, at det ikke har givet meget mere end nogle løftede øjenbryn, at Josh Homme har hyret Mark Ronson til at producere den spritnye Villains. Ham med den skarpe frisure, der hænger ud med Bruno Mars? Tjah, hvorfor ikke. Og hvem har i øvrigt lyst til at tage Josh Homme fra noget. Han er stor som et fyrtårn.

Villains er da heller ikke ni udgaver af ’Uptown Funk’ – lige så lidt Rick Rubin gjorde The Cult til et hiphopband dengang for 30 år siden, hvor de fik ham ind til at producere Electric. Mark Ronson har bare gjort det samme som Rubin dengang: Skrællet de overflødige lag af, fået Queens til at lyde magre og sultne, og fået det hele til at skinne uden at det blev tamt af den grund.

Man skal så i øvrigt ikke lade sig narre af første single ’The Way You Used to Do’, der nærmest er rockabilly og måske lige mager nok. Du skal nok få tunge riffs. Og du får også det drama, som the sweet and tender hooligan Homme er så god til – ’Fortress’ er særlig fin, åben hjerteselvkirurgi fra en fyr der har haft nogle op-og-ned-år på det seneste.

Og hædrende omtale til …

Alex Cameron (og Angel Olsen): ’Stranger’s Kiss’ (single) – sensommerens sang og årets fineste Springsteen-pastiche fra den fedthårede australske meta-crooner.

Katie von Schleicher: ’The Image’ (single) – forrygende åbning af det ikke-altid-lige-så forrygende album Shitty Hits. Kunne være det centrale musik i et fantastisk sort-hvidt biografdrama fra Frankrig i tresserne.

Destroyer: ’Sky’s Grey’ (single) – himlen er gudskelov altid grå hos ”glasset er trekvart tomt”-typen Dan Bejar. Vi ses i Lille Vega. Husk en flaske Jägermeister i baglommen.

The Dream Syndicate: How Did I Find Myself Here? (album) – min første følelse ved et comeback efter 29 år er angst. Den er ubegrundet. Meget fint album, der nu stadig lige så godt kunne have været Steve Wynn solo.

Hey, det her og mere til er på denne liste …

 

Nikolaj Steen Møller

Kommentér indlægget