Queen B, der indtog den ellers så hvide indie-festival Coachella. Avicii der forlod os, men forinden lod et kamera komme helt tæt på. Og en flok svenskere, der igen slog fast at blå-gul pop kan noget helt specielt.
Det var nogle af de ting, blogbrødrene dyrkede, mens april gjorde tiden lysere. Lad nysgerrigheden smitte, lige her:
Beyoncé, Coachella (koncert, 14. april 2018)
Jeg var engang til Mardi Gras i New Orleans, og det jeg tog med mig hjem, udover karnevallets uamerikanske drukkultur og åbenlyse hedonisme, var mødet med brassbands fra de lokale skoler. De var en del af optoget gennem kvartererne, og der var ikke noget støvet over dem.
New Orleans kan opleves som et musikmuseum, men de her marching bands spillede fuldfed funk og hiphop-beats på blæsere og trommer. Det var sitrende intenst at høre dengang aktuelle R&B-hits som H-Towns ’Knockin da Boots’ spillet af et uniformeret marchorkester af den slags, man møder i pausen ved lokale fodboldkampe.
Jeg fik flashback til den oplevelse, da jeg en søndag morgen i april sad i sofaen og fulgte Beyoncés show på Coachella live via YouTube. Dér var de igen. Trompeterne, sousafonerne, trommerne og hele det gyngende storband lagde bunden under en optræden, der hævede sig over tid og sted.
Det var en af den slags situationer, hvor pletterne på kortet blev forbundet og anskueliggjorde, hvordan afrikansk-amerikansk musiks stamtræ hænger sammen.
Der er ingen forskel på marchbands og hiphop, på R&B og gospel eller for den sags skyld på country og soul. I hvert fald ikke, hvis man er vokset op i Houston, Texas og er et produkt af Sydstaterne. ”My daddy Alabama, momma Louisiana. You mix that negro with that Creole make a Texas bamma”, som Beyoncé forklarer det i ‘Formation’ fra hovedværket ‘Lemonade’ (2016).
Det var imponerende at se Beyoncés op mod 100 musikere og dansere bevæge sig og løfte musikken, og det var endnu mere imponerende at høre, hvordan alting smeltede sammen.
Når man kan synge kirkemusik (’Lift Every Voice And Sing’), dancehall (’Baby Boy’), reggaeton (’Mi Gente’), R&B (’Drunk In Love’), rock’n’roll (’Don’t Hurt Yourself’) uden at tabe pusten og supplere med et gæstespot til Jay-Z, gendanne Destiny’s Child og danse, synge og huske at minde den traditionelt set hvide indierockfestival om, at man altså er den første sorte kvinde, der headliner Coachalla, så har det været mere end en almindelig dag på kontoret.
Præstationen blev gennemført i afrocentriske Balmain-dragter designet til lejligheden. Det er også en del af sort musiks historie, at man gør noget ud af sig selv. Det var med andre ord et koncertsæt, der rakte udover 2018, og showet fremstod med sit mix af personlighed, politik og funk på en måde, man skal tilbage 1970’ernes bevidste soulsangere for at finde et match til.
Niels Fez Pedersen
Kamasi Washington ‘Fists of Fury’ (single)
Orkesterleder og saxofonist Kamasi Washington fortsætter ufortrødent med at skabe varmblodig, historiemættet westcoastjazz med klar appel til de dødelige uden for jazzens indforståede cirkler.
’Fists of Fury’ åbner tæt og tyktflydende med korharmonier, strygere og blæs – og sender tankerne i retning af 1970’ernes buksesvajende og afrofyldte blaxploitationfilm. Herfra bevæger nummeret via en klaversolo sig mod det mere åbne og rastløse, inden Washingtons saxofon indvarsler en decideret uro.
Sløjfen bindes af de to vokalister Dwight Trible og Patrice Quinn, der nøgternt og elegant konstaterer: ”Our time as victims is over/We will no longer ask for justice/Instead we will take our retribution.”
Vil du selv ud og flage din knytte næve, optræder Kamasi Washington to gange i Danmark henover sommeren. Først i Pumpehuset 3. juni, siden på Haven 10. august.
Danni Travn
Unknown Mortal Orchestra – ‘Sex And Food’ (album)
Hvis røgtågerne hos Tame Impala ikke er tykke nok for dig, så er Unknown Mortal Orchestra det naturlige næste skridt. Bandets kreative kraftcenter er den amerikansk bosiddende newzealænder Ruban Nielson, som på det forrige album, 2015’s ‘Multi-Love’, fortalte om et trekantsforhold mellem ham selv, hans kone og en fælles veninde. Og selvom det nye album tager sin titel fra to af tilværelsens universelle glæder, er ”Sex And Food” lidt af et mentalt syrebad at stikke tæerne i.
Men først og fremmest flyder albummet over med veloplagt, psykedelisk funkrock dyppet i sprød og varm 70’er-lyd. Fra massive Jimi Hendrix-guitarer på ‘Major League Chemicals’ over svajende Sly Stone-soul på ‘Ministry Of Alienation’ til tidlig Prince-fornemmelse på ‘Everyone Acts Crazy Nowadays’.
Pendulet svinger mellem fuldfede orgler, funky basspor og silkebløde grooves, mens Nielson folder sit sært fængslende univers ud. Det er virkelig værd at krybe ind i, tåget eller ej.
Jesper Nykjær Knudsen
Juliana Hatfield ‘Juliana Hatfield Sings Olivia Newton-John’ (album)
Hvis du er cis-kønnet mand, født før 1975, ja, så er det min påstand, at du på et eller tidspunkt har haft et crush på Olivia Newton-John. Enten da hun sprang ud i læder og latex i den store slutscene i ’Grease’, eller da hun klippede de lange lokker korte, spændte pandebåndet og trak op i bodystockingen i den ultimative 80’er-musikvideo til den sveddampende ’Physical’.
Musikalsk har den australske sangerinde altid været lidt rigeligt til den søde side. De trods alt mange stærke sange i kataloget er ofte blevet arrangeret og produceret ihjel, druknet i strygere, synths og saccharin – og det er en brøkdel af hendes repertoire, jeg kan nyde, uden at det hviner i tænderne.
Derfor havde jeg med spænding set frem til, at den tidligere grunge-heltinde Juliana Hatfield skulle tage krast livtag med Newton-Johns sangskat på et nyt cover-album, der udkom 13. april. Hatfield er herhjemme primært kendt for semi-hittet ’My Sister’ fra 1993, som hun udsendte under bandnavnet The Juliana Hatfield Three, efter at hun havde forladt Evan Dando og The Lemonheads.
Albummet ‘Juliana Hatfield Sings Olivia Newton-John’ indeholder rustikke, rockede versioner af store ONJ-hits som ‘Magic’, ’Physical’, ‘Hopelessly Devoted to You’ og ‘Xanadu’ – fra filmen af samme navn, hvor Olivia Newton-John spillede hovedrollen og lagde sangstemme til Electric Light Orchestras musik.
Men lad det være sagt med det samme; de fleste coverudgaver skuffer slemt – fx når Hatfield med sin klassiske rockopstilling prøver at kopiere henholdsvis det symfoniske discoarrangement på ’Xanadu’ eller lyden af pastelfarvet merino på ‘Hopelessly Devoted to You’, uden vokalt at kunne følge med.
Den 50-årige amerikaner er ikke nogen stor sanger, men hendes stemme har til gengæld en senet slidstyrke og en klang af levet liv, der klæder country-ånden på ’Please Mr. Please’ og ikke mindst den fine popmelodi på ’A Little More Love’. Her får sangene tyngde og en lidt flosset klang, der giver dem nyt liv i en mere kynisk tid end dengang, de første gang blev indspillet.
Anders K. Sørensen
Avicii ’True Stories’ (dokumentarfilm, udgivet oktober 2017)
Som bilister, der i nattemørket sagtner farten og danner kø for at betragte to rygende biler omgivet af blinkende ambulancer, flokkes Netflix-brugere i øjeblikket om dokumentarfilmen ‘Avicii – True Stories.’ I så høj grad, at filmen ligger i top af Netflix’ ‘Dette trender’-liste. Jeg tilhører selv den gruppe, og jeg fortryder intet.
Det bugnende materiale – vi er med ved de første produktioner hjemme i Stockholm, over de første koncerter og mødet med stjernelivet til stuegang på hospitalet – er klippet sammen til en skarp fortælling præget af klare karakterer og rørende ømhed for den følsomme Tim Berglin alias Avicii.
Filmens profetiske elementer, der peger frem mod Aviciis nylige død, er mindre interessante i forhold til det tiltrængte perspektiv, den tilbyder: Bag denne musikform, som igen og igen må lægge ryg til beskyldninger om “manglende autenticitet” og “de trykker jo bare på en knap”, står skrøbelige kunstnere, som investerer hver dråbe hjerteblod i at skabe nyt, skabe nyt og skabe nyt.
Danni Travn
https://www.netflix.com/title/80097519
Hästpojken ‘Hästpojken Är Död’ (album)
I april kom det fjerde album fra det svenske band med det fremragende navn Hästpojken, som blev dannet i Göteborg i 2007 af Martin Elisson, Adam Bolméus og Lars Malmros. Sidstnævnte var tidligere med i Broder Daniel, der også har haft den svenske popkonge Håkan Hellström på bandfotoet. Slægtskabet mellem Håkan og Hästpojken er da også tydeligt at høre, når man kaster sig ud i bandets charmerende univers af svensksproget rock/pop med lige dele melankoli og humor.
Elisson synger sine ordrige tekster med insisterende diktion, så man ikke kan undgå at blive berørt – ikke mindst af den fremragende førstesingle ’Där vi möts’, hvor sammenligningen med selveste Håkans største balladestunder er mere end oplagt.
Anders K. Sørensen
Confidence Man ‘Confident Music for Confident People’ (album)
Smid et kludetæppe over nakken og bær det med selvsikkerhed, uanset hvad moden dikterer. Tag samtidig dit gode humør på og smut så til fest med disse debuterende australiere fra fest- og musikbyen Melbourne. Så skal det nok blive muntert.
Confidence Man har begået et festligt partyalbum, hvor de tyvstjæler fra de seneste 30 års dancemusik. Og de gør det med stil.
Referencerne er nærmest uendelige til alt fra Madchester (’Out the window’) til funk, eurodance, disco, house og electroclash.
Ja, smid bare bigbeat, punkfunk og et hav af andre genrer ind i mixet, men kvartetten har alligevel fået sat et sammenhængende patchwork-tæppe sammen med flere højdepunkter – og lyder aldrig for alvor gammeldags. Bare ligeglade.
Især ’Boyfriend’, ’Catch My Breath’ og ’C.O.O.L Party’ med ’Groove Is in the Heart’-bas er vellykkede.
Det er funky, uptempo – catchy og gode vibes. Vokaler, der spiller op til hinanden, og sjove, bitchy, temmelig nonsensagtige tekster med et hedonistisk præg. Jeg forestiller mig nemt festival-sol og en sen eftermiddag-dans, der ender i en morgenfest. Og jeg har svært ved at se det gå galt.
En anden af yndlingsreferencerne finder jeg naturligvis på ’Don’t You Know I’m in a Band’, hvor man kan fornemme ekkoet fra LCD Soundsystem og James Murphys ”I Was There”-sætning fra ’Losing My Edge’. Eller Scissor Sisters. Eller måske især Right Said Fred …
Whatever. Lige nu er det her ganske enkelt skidesjov musik. Og musik må som bekendt gerne være sjov. Og det er også tilladt at feste, selvom verden er sindssyg.
Peter Elsnab
