Månedsrapporten: April 2017

   


Grungeoverlevere, kaffebartechno, hiphop-certificeret rock, mystiske lydspor og lidt til.

April var en lumsk måned fuld af overraskelser.

Her følger en status: Månedsrapporten.

 

Fribytterdrømme ‘Superego’ (album)

Det er ikke ligefrem den slags udgivelser, man forventer fra Suspekt-røddernes pladeselskab Tabu Records. Sangtitler som ‘Pteranodon’ og ‘De Elysianske Mysterier’ emmer ikke af brovtende, dameglade vestegnsmanerer, og sekskløveret Fribytterdrømme gør sig i stedet i en hypnotisk rock, der kiler sig ind et sted mellem The Minds Of 99’s maskinelle puls og Spids Nøgenhats psykedeliske røgringe. Frontmand Lau I.V. Pedersen tilsætter mere end en knivspids af Eik Skaløes vrængende poesi.

‘Superego’ er bandets andet album, og her har Suspekt-producer Rune Rask været inde og lege med. Han lægger nye soniske farver til de otte sange, som er virkelig medrivende, velspillede og fulde af vidunderligt slørede billeder. I det hele taget ligner ‘Superego’ et af dette års store danske album med sin vellykkede opdatering af klassiske rockdyder. Det bliver det i hvert fald for undertegnede.

Jesper Nykjær Knudsen

 

Sam Cohen, Danger Mouse og diverse ‘Resistance Radio’ (album)

Okay, jeg får nok ikke set The Man in the High Castle, serien om en verden, hvor aksemagterne vandt 2. verdenskrig, og rock&roll aldrig er blevet opfundet. Man skal være på Amazon Prime, og jeg gider virkelig ikke betale Jeremy Clarksons løn. Men Sam Cohen og Danger Mouse har taget en snes sange fra dagene før The Beatles, udsat dem for alle deres kendte venner og bekendte og lavet et soundtrack til serien. Og det er altså godt.

The Shins laver ’A Taste of Honey’ så mut som den altid har skullet være. Sharon van Etten er en cognacvissen Mad Men-husmor på ’The End of the World’. Og Danger Mouse gør Michael Kiwanukas udgave af ’Motherless Child’ endnu en tand dunklere; kun stemme, orgel, ekko og sorg.

Hele ‘Resistance Radio’ er en jukebox af sange fra glemmebogen, tilføjet et ekstra filter af vemod. Og så lige et boogienummer eller to for ikke at ende helt nede i kulkælderen. Et album til alle, der holdt af Danger Mouses ‘Rome‘ – eller Hal Willners spooky, brillante Disney-hyldest ‘Stay Awake‘ fra 1988.

Nikolaj Steen Møller

 

Kelly Lee Owens ‘Kelly Lee Owens’ (album)

Hun er dj og har arbejdet som ekspedient i pladebutikker som Sister Ray og Rough Trade East i London – OG hendes debutalbum indeholder en hyldest til Arthur Russell. Det giver fuld plade i nørdbingo, men heldigvis nøjes Kelly Lee Owens ikke med at kaste med kultreferencer. Det er jo ikke en hurtig bloganmeldelse, hun har lavet.

Albummet er en moody samling af atmosfæriske technonumre. Kvart ambient, kvart kaffebar og 50 pct. hovedtelefonfest, som også vil lyde fantastisk på store højttalere. Knapdrejer Kelly synger selv med lys, svævende stemmen og får assistance af Jenny Hval som reciterende gæst på skæringen ’Anxi’

Så hvis du savner den del af Trentemøllers musik, som ikke lyder som guitarbaseret indierock, har Kelly Lee Owens lavet et dragende, blåt og bølgende soundtrack til det lunefulde forår.

Niels Fez Pedersen

 

Mark Lanegan Band ‘Gargoyle’ (album)

The Afghan Whigs ‘In Spades’ (album)

Nok lidt kontroversielt: Da først bølgen, som vi kaldte grunge, havde trukket sig tilbage, lå der ikke så meget godt tilbage på stranden. Jeg havde en bagatel af to bands, som jeg holdt af langt mere end de andre der stadig var i live: Knudemændene Screaming Trees oppe fra en flække ved Seattle, og liderlige Afghan Whigs fra Cincinnati.

Meget lang historie kort: Deres to fine sangere hed Mark og Greg. De viste sig at være meget flittige. Lavede mange plader alene, da deres bands gik i stå. Sommetider med andre. Sommetider med hinanden. De levede usundt. Blev venner. Og nu har de albums ude på samme tid. Atter hver for sig.

Mark – Lanegan – har været lidt af en stemme til leje gennem årene. Og han har tit været bedst, når andre har skubbet sangene i favnen på ham. Solo er han mere pålidelig end imponerende, og ‘Gargoyle’ er som sædvanligt: Han leger med synther, der lyder som om de kører på fabriksindstillingen fra 1997, og synger om død, dæmoner og tatoveringer. Det er fint, men det viser sig i sidste ende at være ’Emperor’ med lidt hjælp fra Josh Homme, der står frem: Den lyder som god gammeldags britpop, og det klæder den.

Næ, det er de genfødte Afghan Whigs, der vinder denne omgang i den venskabelige sparring. Greg – Dulli – har fået sin mojo igen. Det hele virker pludselig naturligt igen; som den knaldhårde ’Arabian Heights’, Elton-balladen ’I Got Lost’, og så det store Riget-agtige pandemonium til sidst, ’Into the Floor’, overraskende nok ledsaget af keyboards, jeg sidst hørte på ’The Boys of Summer’. Det virker. Jeg sværger.

De var og er soulmænd, og Dulli har igen fundet ind til den virkelig foruroligende romantik, der gjorde dem noget helt særligt i 90’erne. Første bud på et comeback, ‘Do to the Beast’ fra 2014 havde kun magien i glimt. Denne gang er den der, ja, undskyld … in spades.

Nikolaj Steen Møller

 

Kommentér indlægget