Som du måske har set, har jeg allerede én gang kædet en hyldest til Carsten Valentin sammen med en global pandemi. Vi andre sidder stadig i høj grad og kukkelurer og venter på at kunne komme ud, rundt, afsted og se alle vores venner folde sig ud uden frygt.
Tiden den går som tid har for vane
men hvor gik bløddyret hen
da kultleder German von Überhybel
viste sig på scenen igen
Hvad angår C.V. selv, så fik jeg dog en snigende mistanke på et tidspunkt. Den var, at engang her i juni trillede han ud fra garagen på sin knallert i det gode vejr, så sig lidt omkring, fik undrende øje på nogle få ældre mennesker i centrum af Virum som gik rundt med masker på, og lagde helt forbløffet mærke til, at der stod plasticflasker med håndsprit alle vide vegne. Hvad? Hvorfor?
Billedet af manden er jo, at han nærmest har gjort social distancing til en elitesport længe inden vi andre tog fat på det, og at han selv deltager i den på olympisk niveau. At der kan gå måneder eller år mellem offentlige observationer af denne eksotiske art. At han dyrker sine venners selskab på den mest private facon, derhjemme, og lader gaderne komme til ham. De har så formentlig ikke været forbi særlig ofte på det seneste, men sådan kan det jo gå, og tre-fire måneder går jo sådan her – pffffft – når man bare passer sig selv, sin familie, sin have og sin fredsommeligt anlagte muse.
Der blev lavet en håndfuld videoer på lavt budget, da I det muntre hjørne udkom i 1990. Én af dem er til denne sang. Jeg kan dæleme ikke finde den. Så du må tage mit ord for, at da ordene om kultleder von Überhybel synges, vises en tankefuld slow af den omtumlede guitarist Lars Hybel, der var helt inde i den inderste kreds dengang. Men om det er nøglen til denne lillebitte roman … mon dog.
Dagene går som dage de plejer
sandhedens time er nær
German gik flere gange rundt om sig selv
på udkig efter eget værd
Da albummet kom, beærede C.V. & co. jævnligt de danske landeveje med deres tilstedeværelse. Ikke i samme vanvittige rytme som i halvfjerserne, for det følgende årti havde været noget med at finde sig selv igen efter det modvillige gennembrud, men manden var i opvind her og tydeligt elsket af hele den næste generation af bands, der piblede frem fra sidst i firserne. Nogen skulle skrive en bog om den engang.
Hvem hulen kunne så forudse, at dette ville blive den trediesidste samling nye sange? At den til tider helt salige stemning over nummeret ville være en klar vejviser, og at takten herfra kun ville blive sat ned, med et par Kasper Winding-producerede Virum-bangers som undtagelse? Ikke jeg, i alle fald. Men vel var der da tydelige spor, når man sidder bagklog her og tænker over det.
Verden er ond, det ved selv et barn
der er ingen retfærdighed til
når drømmene brister & jorden ta’r sig ud
som en trekant i et glasperlespil
Jeg kan sagtens komme med en overfortolkning her; jeg bliver formentlig alligevel ikke sagt imod. Men kultlederen er da Carsten Valentin selv. Selvfølgelig. Han har haft sejre og nederlag, er en god sund pessimist, og har en nagende generel nervøsitet for den tomhed, han er omgivet af.
For tredive år siden lød den afsluttende hyldest til de lyse sommernætter som en klassisk skønhed fra C.V.’s pen, og i virkeligheden mest som en opfølger til den vidunderlige, ti år ældre ’Amor & den sidste pil’. Allerede da førte den lyse sommernat hjem i seng. Dengang var sangeren frisk på at lade sengen stå, her er han klar til at indtage hjemmet og finde sig selv dér, for det er efterhånden mest det, han mangler at opleve.
I dag står sangen nærmest som en overraskende bramfri erklæring om, at nu var denne kultleder søreme ved at være klar til at melde sig ud af rocknroll-ræset og give slip på sin status. Var det ikke tydeligt nok, skulle det vel blive det med ordene ”Jeg er så træt af at være genstand for al den ære” et andet sted på albummet, som vi sikkert kommer til. Kultlederen var klar til at opløse kulten, smide rollen og finde sig selv igen, her på en meget mildere og smukkere vis end på ’Indian Summer’ to år inden, som jeg egentlig mistænker for at sige præcis det samme på langt koldere måde.
Man mister selvfølgelig ikke sine hengivne følgere på den måde. Det er denne serie forhåbentlig et lille bevis på. Men har man brug for en social afstand, så er det jo det, man må skabe. Helt uden anden tvang end den, man udsætter sig selv for.
