Månedens C.V. Jørgensen-sang: Den niende maj

   


Af Nikolaj Steen Møller

Det er nemt at overse nummer 84E, hvis man kommer kørende ud af Hovedgaden. Og det er fristende at komme kørende, i bil eller i det mindste på cykel, når man er i den ende af færdselsåren gennem Lyngby. For selv om bynavnet ikke er nævnt i teksten, er det nemlig netop i Lyngby, at den uforglemmelige ’Elisabeth’ foregår. Det er ingen hemmelighed.

 

84E ligger for det første ikke i den mest centrale del af denne gade. Her er man lige på kanten af Jægersborg, tæt på et firesporet land, der er reserveret til biler, og hvis man kører sydpå har man direkte adgang til det komplicerede motorvejskryds, hvorfra hjemtrafikken hver dag går sin gang – mod Nordsjælland, Vestegnen eller København, helt afhængig af hvilken vej du kommer ud af knudepunktet med vandtårnet inde i midten, lige på kanten af Gentofte. Eller du kan vælge at tage videre ud af hovedgaden, der nu når helt ud til yderpunktet af byen i sit navn, og fører til en trist erhvervspark.

Desuden er nr. 84E lidt trukket tilbage fra gaden. En ret anonym opgang, den femte af fem, i en lille klynge af rødstenshuse, der danner et lille torv med et stort træ, der må tage en masse lys fra de fleste lejligheder. Selv oppe på tredie sal, der er oppe under taget. Måske det var mindre for 50 år siden. I stueetagen er der butikker ud mod gaden – hvis du troede Hanstholm mest handlede om fisk, så kan du se lige dernede, at de skam også kan lave køkkener deroppe. På den anden side af karréen, ovre ved 84A, så man sidst en forretning med det spændende navn PetFashion, men den havde ophørsudsalg, da Googles vogn sidst kom forbi i 2019. Det ligner et sted, hvor butikker kommer og går.

Bussen holder lige udenfor. Ikke så tit, men stabilt. Tag 179, så kommer du til Charlottenlund og Skovshoved. 184, så fræser du ind til Nørreport ad Lyngbyvejen, selv om det havde været hurtigere bare at hoppe på hvilket som helst S-tog fra stationen, der ligger lige omme bagved.

Men vender du i stedet om, og begiver dig nordpå, uden at dreje af til venstre og køre ind til byen med toget, kan du se at gaden bliver stadig tættere af caféer og butikker. Udeserveringen begynder at gribe om sig, hovedgaden bliver smallere og brolagt, træerne tættere og mere skyggefulde, indtil du er ved Klampenborgvejkrydset med udsigt til det kølige rådhus. Her kan du gå til højre ned ad den rædselsfulde betonkløft, der fører ned til det tidstypiske Lyngby Storcenter fra de tidlige halvfjersere, og som ikke er en tand bedre end andre af den tids forstadsdystopier. Du kan dreje til venstre mod den oversete ende af byen, ovre på den anden side af motorvejen, som kører hen over S-togssporene. Eller du kan gå ligeud mod villakvartererne, stadion og alle de padlende folk med egne eller lejede kanoer på søen.

Hos Elvira er musikken en anden,
for the American Way of Life
er nu droppet på stedet
hvor vi hang som på galleri
& udstillede os selv fra syv til ni

I alle fald er du midt i Lyngby. Og var du en ung C.V. Jørgensen i 1960’erne, var dette dit kvarter, og det var her, du gradvist kunne finde ud af hvor alt det sjove skete. F.eks. hos Elvira, der åbenbart havde gode 7”-singler i jukeboxen, og kunne introducere de lokale unge for alt det fra Amerika, der rykkede. Ifølge Niels Martinovs C.V.-biografi var det nu ikke helt præcist. Jukeboxen skulle reelt have stået på Storms grillbar, helt nede i Jægersborgenden af hovedgaden, ved den nævnte erhvervspark, der dengang bare har været temmelig åben og vindblæst. Og den grill lukkede i øvrigt netop kl. syv. I dag ligger der en butik, der sælger ”alt i skum efter mål”. Elvira solgte åbenbart softice, og det foregik helt oppe i den anden ende af gaden. Det er ikke til at google sig frem til, om hun også havde en Wurlitzer. Men hey, er det ikke ”Elvira”, der lyder bedst i en sang?

Det var klart kønnere end ”Storms grillbar” – på et album, der ellers var holdt bevidst grimt. Du kender vel Neil Youngs ord om ’Heart of Gold’. At den … put me in the middle of the road. Traveling there soon became a bore, so I headed for the ditch. A rougher ride, but I saw more interesting people there. C.V.’s svar på Neils sang var selvfølgelig ‘Costa del Sol’. Og hans grøft var det album, der hed Lediggang Agogo, der kom i begyndelsen af 1983; en ny vej med et nyt band, der kunne spille højere og hidsigere end de polerede Delta Cross-fyre fra sidst, på en stribe mere krasbørstige sange som reaktion på en ny tid.

Om det så egentlig var vredere og voldsommere end sidst? Jeg tvivler. Det lød bare sådan. Carsten Valentin havde for vane at sige sin mening, ikke nødvendigvis  direkte – men så den ikke var til at misforstå for den opmærksomme lytter. Det var tilfældet her, men det var det søreme også på den måske utilsigtede kommercielle fuldtræffer inden.

Til gengæld var det nu ganske personligt. Vi fik ikke længere så mange historier om Steen Salonfirben, von Holstein og frue, Hans Hetler eller Dan (Turell!), konkrete personer med offentlige profiler, som C.V. kendte mere eller mindre godt, men vi fik til gengæld nogle ord om ham selv. Hvad vi garanteret også havde fået før, i forklædning. Men dette var pludselig nærmest selvbiografisk i glimt – i en uvant åben finale på et album, der ellers i høj grad havde handlet om hans aktuelle utilfredshed omkring dansk politik, dansk dagligdag, fremmedgørelse som helhed, musikscenen i særdeleshed, og Margaret Thatchers krig mod Argentina. Av, hende og hendes tænder kunne han ikke lide.

& alt imens trommer & trompeter
er på nippet til at gøre mig skør
står jeg midt i et virvar
af mennesker på Jernbanevej
traditionen tro ventende på dig

Elisabeth

’Byen uden midler’, næstsidst, var anderledes i sin bittersøde studenternostalgi. Og ’Elisabeth’, der rundede det hele af, var endnu et skridt ind i den personlige sfære derfra. Elisabeth var ikke en ekskæreste, eller bare én han havde håbet ville blive det, som havde brændt den unge Carsten af. Hvilket ellers havde været logisk at tro om situationen, Hvorfor skulle alt liv ellers forsvinde ud af billedet på den dag? Det er sådan, den slags føles – når hun ikke dukker op. Det er sådan, den slags dage huskes.

Og er det ikke sådan noget, man genoplever, når man i tankerne svæver tilbage til sin ungdoms bopæl og tilholdssteder – et sted mellem sin 32- og 33-årsfødselsdag? Når man pludselig, af helt andre grunde, vender tilbage til Barndommens Hovedgade ved et tilfælde, står dér og ser sig omkring og genkender alle de psykogeografiske pejlemærker i et forandret men helt genkendeligt kvarter, der er tatoveret på éns hjerne – måske falmet, men stadig meget mere synligt end man måske troede?

Hun var dog ikke en gammel flamme, i alle fald ikke på den måde. Elisabeth var C.V.’s mor. Ikke, at det skal komme det mindste i vejen for dem, der måtte ønske at bruge sangen til at skabe en forbindelse til en fortabt kærlighed i deres eget svar på forstadsland. Sådan fungerer de bedste sange. De kan betyde det, du vil have dem til at betyde.

Måske kunne man nu spore et mønster i ordene fra sangeren, der ellers på dette tidspunkt var blevet decideret berømt på at spidde tidens fænomener på den mest ætsende vis. Finalesangen på Vild i varmen var ’Clue’, hvor der for alvor blev efterladt et knust hjerte i til offentligt skue i vindueskarmen, og efter alle samfundsbillederne på Tidens tern kunne vi høre en sværmende C.V. gå rundt en lys, velduftende sommernat og snuse til buskadserne, formentlig med deadlinestress over at skulle levere teksten samme formiddag, i den bedårende ’Amor & den sidste pil’. På sidste sang må man godt lade være at være helt så kynisk. Senere lavede manden en finalesang i form af en ren takketale.

Men ’Elisabeth’ fik lov at være en diskret lille nøgleroman i stedet. Et meget utydeligt kig på Den unge Jørgensens lidelser. Selvfølgelig får vi aldrig at vide, hvad det var, der fik alt liv til at forsvinde 9. maj, og hvorfor han var nødt til at vente på sin mor dér. Og hvad der stille og roligt har gjort en ende på hans sorgløse dage. Det kan vi på elskværdigste vis selv få lov at gruble over.

Endnu én ting ved vi dog med sikkerhed – ud over hvem Elisabeth er, hvad Elvira serverede til de lækkersultne lokale unge, og hvilken bys hovedgade nr. 84E lå på. Og det er, hvad der nu engang var så specielt ved datoen, og gør den til et særlig følsomt emne.

9. maj 1950 er nemlig Carsten Valentins fødselsdag. Og det gør, at han fylder 70 her på denne lørdag.

Så vi trak månedens sang lidt i halen for at fejre det. Jeg kan se, at busserne flager i dag. Lad os bare sige, at det er til ære for C.V. Og ikke kun 184’eren ind til indre by. Af hjertet tillykke.

 

 

 

Kommentér indlægget