“This is a song from our first album” … meget spredt bifald … “Huh huh … two people! No. This is from Alligator.”
Vi lever i tider, hvor The National nærmest annoncerer en ny koncert i Danmark hver eneste dag. Den seneste kom til salg i dag. Desværre i Forums gamle hangar. Hvorfor ikke bare booke Loppen en måneds tid? De var så gode derude i 2005, pralede han diskret.
Og der kom også en ny single.
Det bliver Brooklyns finestes år, hvordan man end vender og drejer det. Så lad os være med til at sparke det hele i gang. Ikke, at det er sikkert at de spiller ret mange af disse sange. Som ovenstående citat fra Amager Bio for nogle år siden fortæller, er Matt Berninger ikke en mand, der skriver en sætliste med alt for meget gammelt i, men det skal ikke forhindre os i at tage et sidelæns kig ind i bagkataloget, lige fra dengang han barberede sig jævnligt og lignede Jens Lehmann.
Theory of the Crows
fra The National, 2001
♪ And if I forget you, I’ll have no-one left to forget
I guess that’s what assholes get ♪
Måske er det forståeligt nok, at det første album tydeligvis ses lidt som et tilløb. Det er lidt endimensionelt. Slet ikke det raffinerede band, vi har lært at kende – de fik lov at vokse op og blive bedre uden den store opmærksomhed. Men de sarkastiske ord og det verdenstrætte livssyn var på plads lige fra starten. Berninger har en fortid som art director, og dette er den permanent deadlinestressede reklamemands blues.
Cardinal Song
fra Sad Songs for Dirty Lovers, 2003
♪ Forgive me girls, I am confused, stiff and pissed and lost and loose ♪
Hvis album ét var godt begyndt, var album to halvt fuldendt. Sad Songs for Dirty Lovers fortjener, at mange flere opdager den. Den var præcis hvad titlen lovede, en stribe pessimistiske og galgenhumoristiske sange om kærlighed, der lægger ud med ‘Cardinal Song’. Over en dæmpet, ulden elektronisk bund – der minder en del om en mere forståelig udgave af skotske Arab Strap – kommer Sandheden om Mænd. Vær utro. Vær uærlig. Og giv til sidst helt op. I slutningen møder vi i øvrigt en fyr, der skulle være meget vigtig for de fem i The National: Den fremragende Padma Newsome, der spillede keyboards, strygere og alt muligt andet indtil seneste turné og var med til at give helt nye nuancer til deres lyd.
Slipping Husband
fra Sad Songs for Dirty Lovers, 2003
♪ You coulda been a legend, but you became a father
That’s what you are today, that’s what you are today ♪
Albummet fortsætter i samme Ole Jastrau-stemning; her kigger vi ind i hjernen på en mand, der prøver at undertrykke en allerhelvedes midtlivskrise, hvilket han ikke får lov til. Det er en grum udstilling af hans verden, der slutter med det første gode skrig fra Matt Berninger på plade: “Dear, we’d better get a drink in you before you start to bore us!” samt et smukt lån fra The Afghan Whigs, der altid bevægede sig i de samme lurvede kredse – hør godt efter korsangerne til sidst.
All Dolled Up in Straps
fra Cherry Tree, 2004
♪ Oh poor sky, don’t cry on me
Did somebody break your heart again? ♪
En liveudgave, en demo, en forsmag på næste album – EP’en Cherry Tree var i virkeligheden en bagatel, ligesom denne sang, men hvilken bagatel. Kvintetten af nye sange her er så mut som nogensinde fra The National, og det er her man finder deres sædvanlige showstopper ‘About Today’, men det fineste udpluk er denne her: Over næsten Knopfler-agtigt silkeblød guitar får Berningers fortæller øje på sin ex, der er spændt op til lir. Mon han stalker hende, hvis vi skal være ærlige? Det kan ikke udelukkes.
The Geese of Beverly Road
fra Alligator, 2005
♪ Oh, come, come be my waitress and serve me tonight
Serve me the sky with a big slice of lemon ♪
Hvis Sad Songs foregår i hovedet på manden, så foregår den strålende Alligator på byens gader. Her forestiller jeg mig en flok forkælede og overgearede newyorkere, lidt i klasse med bourgeoisiet fra Whit Stillmans Metropolitan, eller figurer fra Bret Easton Ellis, der er sluppet løs i New York, og overstadigt laver drengestreger mens rusen varer ved, mens de stadig føler sig som arvinger til den glitrende verden de er i. Utvivlsomt har følelsen fortaget sig næste morgen.
The Thrilling of Claire
b-side til ‘Abel’, 2005
♪ Turn around, let me tie your string, stand still – this isn’t easy
All these weights and wires must make a skinny girl tired ♪
Formentlig er det gevinsten ved at skrive, evaluere, revaluere og genskrive i absolutte evigheder: The National har ikke udmærket sig ved at lave ret meget halvhjertet og letkøbt. Sangen her om den kinky Claire er åben og gådefuld nok, men den mest mystiske ting er hvordan så fremragende en sang – og indspilning – ender med ikke at klare cuttet til Alligator.
[soundcloud id=’86880594′ comments=’false’ playerType=’Mini’]
Santa Clara
b-side til ‘Mistaken for Strangers’, 2007
♪ ‘Cause they’re gonna be cool happy genius heroes
I’m gonna miss ’em so much ♪
Heller ikke på den storartede Boxer – den kender I! – var der plads til hvad som helst. Ellers ville denne drømmende ting være kommet med. I stedet er den landet på The Virginia EP, der fulgte med dokumentar-dvd’en A Skin, A Night, en film som i øvrigt udmærker sig ved at være den formentlig kedeligste jeg nogensinde har set.
Sleep All Summer – med St Vincent
fra Score!, 2009
♪ I would change for you but, babe, that doesn’t mean I’m gonna be a better man ♪
En bittersød og skæg sang om at tage et kompromis, der stadig er bedre end ingenting. Og en engangsforeteelse til ære for Merge Records. Den skønne St Vincent dukker heldigvis også op på det nye album Trouble Will Find Me. Og i øvrigt er Crooked Fingers’ original så sandelig også et lyt værd.
[soundcloud id=’5911170′ comments=’false’ playerType=’Mini’]
Conversation 16
fra High Violet, 2010
♪ I was afraid … I’d eat your brains ♪
Ingen kan vist kalde denne sang, fra kæmpesuccesen High Violet, for ukendt, men jeg kan bare ikke modstå fristelsen til at vise den strålende video med Kristen Schaal som USA’s præsident og den uforligneligt mutte John Slattery, Roger Sterling i Mad Men, som en ulykkeligt forelsket Secret Service-agent.
Terrible Love (alternate version)
fra High Violet – expanded edition, 2010
♪ It takes an ocean not to break!! ♪
På albummet er ‘Terrible Love’, helt bevidst, en mudret demo som bandet var tilfredse med og beholdt – live er den en rasende energiudladning, og heldigvis gik The National hen og indspillede den hidsige udgave af sangen. Jo mere forfinede og raffinerede de er blevet med tiden, des rarere er det stadig fra tid til anden at høre de skrig fra Matt Berninger, der blev nævnt før. Han har et godt skrig.
Mere opvarmning? En lidt længere liste? Her er en til fri afbenyttelse!
