Torve, pladser, gadehjørner og offentlige parker – fra San Diego til Södermalm

   


Kønt er det ikke. Grå, triste stenoverflader. Evigt koldt og vindblæst. Totalt utiltalende omgivelser.

Nej, det er ikke Veronica Maggio, der menes her. Det ville være helt vildt strengt. Hun er enormt sød og charmerende. Og det er heller ikke hendes seneste single, for det ville for det første ikke give nogen overhovedet, for hvordan kan en single have grå stenoverflader? Det er jo bare tosset. Og desuden er den også sød og charmerende.

Nej, det der er tale om er Sergels Torg, emnet for singlen. Den plads inde i Stockholm, der er mest kendt for at være stedet, hvor svenske ishockeyfans tager imod landsholdet, når de med jævne mellemrum vinder et VM, og hvor der desuden er demonstrationer mod dette og hint, og folk holder store bannere op hvor der står “ALLA MÅSTE AVGÅ!”

Der kan ikke engang laves et skønmaleri.

Der kan ikke engang laves et skønmaleri.

Og ellers er det en stor grim skive mønstret sten i to etager, samt et kæmpe springvand med et uhyrligt grimt skulpturtårn i midten. Hele det enorme område er totalt renonce i træer og omgivet af grimme 60’er-højhuse. Fint sted at være ensom og forladt i tusmørket, og Maggio er da også ensom og forladt i sangen – med manér. Og dér er omgivelserne igen kolde og vindblæste. Torg rimer på sorg, i hvert fald på svensk.

Men samtidig er der brugt en finte og et greb, der fungerer bedre end tusind ord: Det bestemte sted. Nævn en adresse, og hele scenen og stemningen er allerede sat på forhånd. Om det så er Viborgvej, Kentucky Avenue eller Route 66. Engang kommer den ultimative liste over sange med gadenavne, og her er der allerede taget hul på det. Men indtil da er her ti fine, fine sange om parker, pladser og gadekryds.

Bruce Springsteen: Balboa Park
fra The Ghost of Tom Joad, 1995

Vi lægger ud på USA’s vestkyst, i San Diego, hvor Balboa Park er en af de lokale turistattraktioner, med en højtprofileret zoo, spanske haciendaer, prægtige haver og rå naturområder. Den var så også i årtier et totalt deprimerende sted med masser af overfald og bander, der gemte sig rundt om i det høje græs. Det er også skæbnen for Springsteens hovedperson i sangen fra hans knugende, socialrealistiske Tom Joad-plade. Spider smugler pulver i kondomer i maven, byder sig til som trækkerdreng, og bliver til sidst kørt over af en bil med et brag. Uneasy listening. Og høj klasse. Kan vi ikke snart få den her plade med i alles Springsteen-kanon?

Tom Waits: Heartattack and Vine
fra Heartattack and Vine, 1979

Okay, der er ikke nogen Heartattack Avenue i Hollywood. Men der er i sagens natur en Hollywood Avenue, som møder Vine Street i et af de mest berømte og berygtede kryds i den vestlige verden. Det var knudepunktet midt i Hollywood i tyverne og de næste årtier, men i dag er der ikke rigtig nogen tilbage af de store studiers hovedkvarterer. Chanceryttere og hustlere, som dem i Waits’ sang, er der dog stadig enkelte tilbage af. Han har selv fortalt, at omdøbningen skete da han sad på en bar i nærheden, og en dame kom ind med et dødt dyr på sin arm og sagde “Jeg får et hjerteanfald” – og bartenderen sagde “Det kan du få udenfor”. Hvis det var en sand anekdote, ville det være Waits’ første.

The Afghan Whigs: Fountain & Fairfax
fra Gentlemen, 1993

Gentlemen er en perle. Den er også en misbrugers håndbog. Fountain Avenue ligger også i Hollywood, og løber parallelt mellem Sunset og Santa Monica Boulevard. I West Hollywood, på hjørnet af Fairfax Avenue, ligger en stor kirke, hvor sangeren kan få aflad for sine synder – hos præsten eller til de mange AA-møder, der foregår på stedet. Et andet alternativ er at bode for ugerningerne i sang, og det er præcis hvad stort set hele Gentlemen handler om. Den afhængige mand i den onde spiral, der totalt udstiller al den dårligdom han spreder. Den er dyb og inderlig. Og så er den funky oveni. Et mesterværk.

Red House Painters: Grace Cathedral Park
fra Red House Painters, 1994

Vi tager længere nordpå, hvor Mark Kozelek sidder uden for Grace Cathedral på Nob Hill (ikke fnise), og længes tilbage til sin sorgløse ungdom. Det er en brandvarm dag, men han kunne ikke være mere iskold og bitter over hende, som han er sammen med, og som står for alt han har mistet siden dengang. Rutschebanernes og lirekassernes lyd kører stadig i hans hoved, men uskylden er tabt. Og han ved det. Velkommen til Kozeleks pessimistiske San Francisco. Det er et smukt og sørgeligt sted.

Ramones: 53rd and 3rd
fra Ramones, 1976

Klik på linket til Street View her ovenover, og det giver sikkert ikke den store mening hvorfor sangen her handler om politi og trækkerdrenge og barberblade og generelt selvhad, men New York var et andet sted dengang, og Dee Dee Ramone var en trækkerdreng med brug for penge til at holde sine narkovaner kørende. Og skrev sine erindringer her i telegramstil. Det er til debat, hvor selvbiografisk det er – Vietnamveteran var bassisten i hvert fald aldrig – men Dee Dee var fast inventar i The Loop, centrum for mandlig prostitution i det lovløse hul i jorden New York var i midten af halvfjerserne, med knudepunkt her i Midtown i et kryds der i dag er domineret af skyskrabere, kontorfolk og imponerede turister.

Chinese Man: Washington Square
fra The Groove Sessions, Vol. 1, 2007

Chinese Man er selvfølgelig fra Frankrig, og den ældgamle folkesang de sampler her er selvfølgelig ikke så ældgammel endda, men et pophit fra 1963, en kæmpesucces for The Village Stompers lige da det var ved at se ud som om det der der rock&roll var ved at have mistet pusten totalt. Det var dog lige inden The Beatles dukkede op, hvilket ikke var gode nyheder for et dixieland/folk-band. Den bølge døde ret pludseligt ud igen. Men ‘Washington Square’ huskes stadig, bl.a. af Chinese Man – en invitation til folkesangere over hele USA om at komme til den store åbne plads med triumfbuen i Greenwich Village og synge for alle de lokale beatniks. Også selv om de risikerede en kæmpe røvfuld fra politiet, som det var tilfældet da NYPD, der dengang mest lignede noget man finder i Sydamerika, rykkede ind og smækkede løs på folkesangerne  i parken i 1961.

Kirsty MacColl: Soho Square

fra Titanic Days, 1993

Soho Square ligger oppe i det nordøstlige hjørne af Soho. Der er det belæste Bloomsbury på den nordlige side, det elegante Covent Garden på den østlige, og så forgrener det syndige og lurvede Soho sig ellers i gaderne mod syd og vest. Det er stedet, hvor de mørke og smalle gader åbnes i en overraskende elegant lille park, og alle dage har byens noble og mindre noble sider mødtes der – f.eks. i det berygtede White House-bordel, der havde de mest kinky indrettede værelser. Og det engelske fodboldforbund har også boet der i nogle år, nu vi taler anløbne skikkelser. Men ingen skal kalde Kirsty MacColl anløben – hun skrev denne søde sang om den desperate længsel efter kærlighed i den kolde by, og fik et par af linierne anbragt på et lille skilt på en bænk til minde om hende, da hun alt for tidligt døde i 2000.

Squeeze: Piccadilly
fra East Side Story, 1981

Squeeze var aldrig rigtig så joviale som Madness, slet ikke så intense som The Jam, og lidt sukkersøde ved siden af deres ven Elvis Costello – så de fik ikke den anerkendelse de nok skulle have haft. ‘Piccadilly’ fra deres bedste album East Side Story forklarer i et kort men meget detaljeret snapshot, hvorfor Difford og Tilbrook skulle have haft den. Det begynder med et hemmeligt møde i fuld offentlighed mellem forstadsdreng og -pige foran folkesangerne på Piccadilly Circus, og slutter med en rigtig god gang fumlende engelsk sex i et rækkehus, som den slags gerne skulle og stadig skal på de kanter. Og  får ‘noticed’ og ‘hopeless’ til at rime på ‘Trini Lopez’. Klasse.

Richard Hawley: Coles Corner
fra Coles Corner, 2006

Richard Hawley er en mester, når det gælder om at bruge stednavne til at sætte sin plade i scene. Fem albums i træk, der alle er opkaldt efter lokaliteter i Sheffield: Det må være noget nær en rekord, medmindre man accepterer rækken fra Chicago til Chicago XXXIV. Lowedges er opkaldt efter en trist og socialt ramt forstad syd for byen, Lady’s Bridge er en bro over floden Don inde i den slidte bymidte, Truelove’s Gutter er både en bedårende natteplade og en gammel gyde midt i byen, der ikke længere findes – og hvis man er Standing at the Sky’s Edge kan man se den største fredede bygning i Europa, et uskønt højhusbyggeri ved navn Park Hill med nogle imponerende udsigter over byen. Og så kan man troppe op på Coles Corner, for selv om Cole Brothers ikke længere har deres stormagasin dér, og der bare er en pivgrim bank i dag, er det stadig et mødested for de unge kærestepar der skal videre i byen og siden hjem med hinanden.

Thåström: Axel Landquists Park
fra Kärlek är för dom, 2009

Axel Landquists Park er ikke meget mere end en udvidet gårdhave med offentlig adgang på Södermalm i Stockholm, et lille åbent område mellem lejlighedskarréerne halvanden blok fra Folkungagatan. Bare en solrig plet for de lokale Söder-bohemer. Så det siger en del om Thåströms evner som sanger og forfatter, at han får stedet til at fungere som symbol for knuste drømme og fortabt kærlighed, og at han kan gøre det til så romantisk og skæbnesvanger en plads. Der i øvrigt ligger lige om hjørnet fra Katarina Kyrka, som han gjorde det samme for 25 år tidligere.

 

Kommentér indlægget