Sultanen af swing! Kaliffen af akkorder! Regenten af riffs! De 5 bedste Mark Knopfler-sange

I anledning af udgivelsen af Mark Knopflers nye album, ‘Privateering’, får du her en personlig og alt andet end velargumenteret guide til de fem bedste Mark Knopfler-sange. Post-Straits, selvfølgelig. Du kan høre Sultans Of Swing, når vi er færdige …

At høre en ny Mark Knopfler plade er lidt som at besøge sine forældre hjemme i Jylland. Man bliver hentet af mor på stationen, sladrer lidt om naboen, sparker til stauderne i baghaven, drikker daggammel kaffe fra kanden i køkkenet, taler lidt om Premier League med far, og skimmer lokalavisen, blot for at finde ud af, at der stadig findes steder i denne verden, hvor intet rigtigt ændrer sig. Hvor alt er trygt, velkendt, varmt og rart, og selv den mindste anormalitet, den mest ubetydelige lille afvigen fra normen – genboens nye bil, naboen, der endelig har ryddet op i indkørslen, et ukendt ansigt på villavejen – kan give store udslag på Her-Sker-Der-Ikke-En-Skid-Og-Det-Har-Vi-Det-Aldeles-Fint-Med-mografen.

Hvis vi for et øjeblik ser bort fra ovenstående sammenligning med livets gang på en lille villavej i Nordjylland, som vel ikke ligefrem oversælger “Privateering” (enhver påstand om, at pladen skulle være kedelig er dog utilsigtet; det er den ikke, og det er mine forældre i øvrigt heller ikke), er hans soloplader altid blevet båret frem af små øjeblikke af stor betydning. Ekvilibrisme – men i rette doser.

Hos Knopfler ligger Djævlen i detajlen.

Riffet i “What It Is”, orglet, der sætter ind halvvejs gennem “Cleaning My Gun”, Gillian Welch, der forsigtigt nærmer sig mikrofonen i “Speedway At Nazareth”, selv tin-fløjten i “Irish Boy”, der trods gentagne fuldbyrdede voldtægter begået af diverse DR-dokumentarer, stadig kan få voksne mænd til at græde.

Mark Knopfler besidder et  musikalsk mådehold, hvor intet nogensinde overdrives, og det er disse øjeblikke af elegance, der skaber en Mark Knopfler sang. At Gaffas anmelder mener, at han overdoserer på Privateering, er slet og ret noget forbandet sludder.

Anyway, for at hylde udgivelsen af Privateering, har jeg samlet Mark Knopflers fem bedste post-Dire Straits sange. Men der er mange flere derude (Why Aye Man, Back To Tupelo, Cannibals etc) – dette er kun begyndelsen.

1. What It Is
Det er de færreste syngende lead-guitarister i denne klasse, der kan bygge en sang på et riff og ikke fare vild i Steve Vai Land. Knopfler, derimod, stiller sig op på toppen af kransekagen, og spiller riffets svar på Mona Lisa. Smukt, mystisk og umuligt at stjæle.

http://www.youtube.com/watch?v=HPwFgPkcmeg&feature=share&list=PLA15DD5438111A81C

2. Boom, Like That
Riffet her er mere eller mindre lige så effektivt som på What It Is, om end skåret mere simpelt på en bund af boogieblues, eller hvad hulen man nu kalder det. Jeg aner ikke, hvad sangen handler om, men han synger et eller andet om “Milkshake mixers, that’s my thing now”, så med en lille smule kendskab til Knopflers arbejderklasse-forherligende tekstunivers, handler det sikkert om en gammel gangster fra Soho, der går amok i en sprutrus, skyder sig hele vejen op gennem Berwick Street for så at flygte til en lille flække i det skotske højland, hvor han kalder sig “Croc” og sælger milkshakes.

http://youtu.be/dvj4svKcjl0

3. Redbud Tree
Det her er åbningsnummeret på Privateering. Der er et eller andet med den solo, der er både lige til, og så alligevel så gennemraffineret, at ingen andre kan trække den hjem med samme finesse som Knopfler.

http://youtu.be/JEFagUW5KeY

4. Cleaning My Gun
Denne her minder mig om Boom, Like That, takket være det der helt eminente riff, og orglet, der sætter ind i sidste vers. Jeg er også helt skudt i teksten, der tilsyneladende handler om noget så simpelt som en paranoid restaurant-ejer… gangster. Går jeg ud fra…

5. Speedway At Nazareth
Man kan diskutere, hvem Knopfler egentlig laver duet med her: Gillian Welch, der dårligt giver lyd fra sig, eller hendes bedre (?) halvdel, David Rawlings, der er en slags amerikansk old-time folk-udgave af Mark Knopfler. Der var fine gæster med på Sailing To Philadelphia: James Taylor, Van Morrison, Glenn Tilbrook – men at tage en duet med så genrespecifikt et navn som Gillian Welch og skrue sangen over i noget, der minder så umiskendeligt som Dire Straits svanesangen On Every Street er bare plain ol’ crazy godt!

http://youtu.be/praUaqWWLyk