Jesper Nykjær Knudsen kendes også under navnet Rummenigge, og dermed er han den eneste blandt os, der deler navn med en dobbelt VM-finalist.
Derfor var det oplagt, at han skulle fortælle historien om det gode (og det grusomme) blandt sange til slutrunder, og det gør han her med udgangspunkt i Danmark, og her med blikket rettet mod England. Men vi andre ville også være med, så her er fire andre bud på den helt rigtige fodboldsang. Vi lægger ud i Skotland, der altid har været meget bedre til musikken end at komme videre fra gruppespillet …
Rod the Mod og den argentinske samba – Niels Fez Pedersen
Der er noget helt galt med geografien, og det er skønt. VM 1978 blev spillet i Argentina, og fodboldtossen og Celtic-tilbederen Rod Stewart valgte at støbe sin slagsang til landsholdet som en brasiliansk samba. ”Vi skal hente pokalen hjem derovre fra,” synger han, mens fløjter og trommer damper som et karneval.
Forklaringen på denne musikologiske forvirring kan være, at Rod The Mod havde en brasiliansk fase i slutningen af 1970’erne. Hans andet hit i 1978, ”Da Ya Think I’m Sexy”, er et af pophistoriens mest klare plagiater, og Rod Stewart blev sagsøgt af brasilianske Jorge Ben Jor, som mente, at omkvædet til ”Da Ya Think I’m Sexy” var scoret fra hans ”Taj Mahal”. Parterne indgik forlig og aftalte, at Rods royalties tilfalder Unicef. Hans undskyldning: ”Vi var på turne i Sydamerika og hele tiden ude og feste. Melodien må have sneget sig ind i min underbevidsthed”.
Slagsangen ‘Olé Ola’ er et ubevidst stykke kitch, som nævner navnene på spillere som Kenny Dalglish, der scorede på straffe i holdets glorværdige 3-2-sejr mod Holland.
De nåede flyveren – Anders K. Sørensen
Rygtet siger, at flere af spillerne fra det skotske VM-hold i 1998 nægtede at deltage, da de var i studiet med Del Amitri for at indspille det obligatoriske holdkor til slutrundens nationale slagsang.
Glasgow-bandet havde valgt en noget atypisk tilgang til opgaven. I stedet for den forventelige, kække upbeat-sang med ophidsede, kommentator-udråb og opildnende tekster om, hvordan de andre hold skal ha’ prygl på vej til den ultimative triumf, leverede Del Amitri en melankolsk ballade, skrevet i mol og vuggende på akustisk lejrbålsguitar med rødvinsstrygere.
Titlen ’Don’t Come Home To Soon’ henviser til, at Skotland aldrig er gået videre fra den indledende runde i en slutrunde – og altid er vendt hjem til fødeøen, inden mesterskaberne for alvor er gået i gang. Men trods den statistiske logik i tekstens ydmyge appel, faldt det alligevel en del fans og spillere for brystet, at den notorisk tungsindige Justin Currie havde droppet jubeloptimismen til fordel for det mere jordnære: ”If I have a dream at all, it’s that / For once, you won’t be on that stupid plane / Just don’t come home too soon”.
Også den officielle musikvideo er stærkt underspillet. I en kommentar til årets hypede Nike-reklame med brasilianske verdensstjerner, der ekvilibristisk dribler sig gennem en international lufthavn, er skotternes film optaget i den lille Prestwick Airport uden for Glasgow – hvor Gordon Durie og Colin Hendry forsøger at tage 5 på foden og spiller hyggebold med overvægtige skotske fans iført kilt og klanternede hatte.
Trods forhåndskritikken, så ramte Del Amitris let opgivende, men samtidig sukkende smukke, fodboldhymne på flere måder plet: Skotland tog endnu en gang det tidlige fly hjem efter nederlag til Brasilien og Marokko samt en snæver 1-1’er mod Norge.
Tre løver ramt lige i røven – Danni Travn
Englænderne vejrede morgenluft dengang i midten af 1990’erne. Deres hjertebarn, rockmusikken, havde fået ørenlyd, efter den amerikanske grunge var ebbet ud, og den unge formand for Labour, Tony Blair, lignede det sikre bud på en ny, forfriskende premierminister. Og måske vigtigst af alt: De havde hjemmebane ved EM i fodbold, hvilket mindede alle om, hvad der skete sidst, de afholdt slutrunde, nemlig VM i 1966. De vandt lortet og fik første og eneste trofæ ved en stor slutrunde.
Foruden en Gascoigne, en Shearer og en Adams i storform havde briterne en slutrundesangen ”Three Lions”, der fortjent gik ind på hitlistens førsteplads. Komponisten Ian Broudie huserede til daglig i Liverpool-bandet Lightning Seeds, som langt fra var det bedste eller mest populære indslag i britpopbølgen. Til gengæld havde ingen noget imod dem, for de skrev uhøjtidelige, bittersøde sange på den rigtige side af banalitetsgrænsen. Den tone passede perfekt til lyrikken fra komikerparret Frank Skinner og David Baddiels, og sammenkoblingen mellem Broudies melodi og det tribuneklingende udråb ’football’s coming home’ er britisk anthempop af fineste karat.
Og der er mere, for omkvædet er et lille mesterstykke:
Three Lions on a shirt,
Jules Rimet still gleaming,
Thirty years of hurt,
Never stopped me dreaming
De forsøger ikke at få Gud og hvermand med, for de ved, at det – som det ofte sker i slutrundesange – udhuler projektet. De retter sig i stedet helt uanstrengt mod nørderne. Selvfølgelig via fodboldhistoriske henvisninger, men især ved at rumme den mentale kortslutning, som gør fodboldfans i stand til at vende års, ja årtiers, bitterhed og skuffelse til nyt håb. Igen og igen og igen. Altså en slags lommeudgave af Nick Hornbys “Fever Pitch”. Hele sangen er faktisk spundet ind i det tema ved at begynde med desillusionerede kommentatorer fra TV’et og slutte i den totale triumf.
Det var det håb, England simrede af efter 30 års ørkenvandring. Og de nåede semifinalen, men tabte. På straffespark. Til Tyskland. Tyskerne gik efterfølgende hele vejen og fik guldet med hjem – og hvilken sang førte Jürgen Klinsmann an i, da de blev hyldet på balkonen? ”Three Lions”.
Alligevel er ”Three Lions” blevet noget nær fast kendingsmelodi for det engelske landshold. Med udgangspunkt i Gareth Southgates brændte straffespark mod Tyskland, tog de allerede sangen op igen til VM i 1998 – denne gang med Robbie Williams som gæst og endnu en gang med en førsteplads på hitlisten som resultat.
Da de gravede bronze i USA – Nikolaj Steen Møller
Min første indskydelse var egentlig at plukke den totale anti-hymne. Op til EM 1996 lavede Primal Scream en uofficiel ‘sang’ til Skotland sammen med Irvine Welsh, der skrev Trainspotting, og Adrian Sherwood, der ikke er spor skotsk. ‘The Big Man and the Scream Team Meet Rockers Uptown’. Hvis der ikke var nogen der husker den sunget på tribunerne er det ikke så underligt. For der var ikke noget omkvæd – ud over nogle kvindestemmer der sang “Who are ya?”
Og der var ikke engang nogen vers, ud over en tilsyneladende ikke helt ædru Welsh, der med en tung skotsk dialekt snakkede om hvor meget han ikke kunne tyre Rangers, og deres fans rundt om i “this pseudo-nation”. The Huns. You’re Hun-believable. Ikke det mest samlende nummer – nå nu i øvrigt halvdelen af truppen spillede for, eller havde spillet for netop Rangers. Den lyder stadig skidegodt. Især nu Rangers er gået nedenom og hjem. For de var da irriterende.
Men det er jo dybest set ikke det, en god fodboldsang skal handle om. Der er masser af fine numre, der er lavet af fodboldhipstere rundt om i verden, som ikke har skyggen af chance for at slå bredt igennem. Ligesom der er tusindvis af sange, der rykker på tribunerne, og som bare er pisseringe smag. Fodboldsange eller ej. Man vidste, at fankulturen i F.C. København havde lavet et stort, uigenkaldeligt sving mod det folkelige, da mesterskabet var hjemme i 2001 med onkel Roy Hodgson som træner, og endetribunen på Odense Stadion i den sidste kamp slet ikke kunne holde op med at synge DJ Ötzis ‘Hey Baby’. Vorherrebevares.
Der er en hårfin balance. Og ‘hårfin’ er ikke ment som et hint omkring udseendet på de tre mænd der har skabt mit valg. Selv om vi var kommet ud af firserne var de nærmest definitionen på svenskerhår.
Man skulle ikke tro at det var en opskrift til kuldegysninger 18 år senere, men sådan er det gået, og det er fordi de ramte det hele klokkerent. Prøv at lytte.
Der er tre ting, der er fuldstændig rigtigt set, og de to af dem kan de selv tage æren for.
Først og fremmest: Den handler ikke om fodbold. Ikke et ord. Den handler om drømme. Og håb. Om pionérånd. Om et kald. Om at erobre den nye verden – igen. Som guldgraverne i Klondyke, alle dem der har krydset Atlanten med en drøm indeni. Det mest geniale de gjorde, uden i øvrigt at stå til en delt Nobelpris i litteratur for den (eller i geografi – så langt er altså der ikke fra New Delhi til Moskva), var at ignorere spillet totalt. Spillet og fadøllet. Hører I efter, Big Fat Snake?
En anden brillant detalje er, at man skal lægge mærke til adressaten på sangen. Den er egentlig ikke til fodboldfans. Den siger ikke, at der skal være gang i den. Nej, den henvender sig direkte til kvinderne. Og forklarer at der er en grund til, at de er blevet overset her i sommerens løb. Det er for en højere sag. (Lad så gå med, at denne sag for de fleste vedkommende handlede om at se kampe i tv sent om aftenen). De gik efter at få alle med på denne sag. Og man må sige, at det lykkedes.
Og endelig: Timing betyder alt. Ret beset er ‘Re-Sepp-ten’ én lang gang lyrisk Goddag-mand-økseskaft. H.C. And? Olé må luk’ sit øje? Hallo? Ha-hallo? Firsertrommer, gammeldags guitarlir, Frank Arnesen der knap kan synge, og Dodo der kunne skære gennem et skibsskrog. Men det er jo ikke det vigtige. Det er, at det var soundtracket til det første danske VM med et forbandet godt hold.
Det samme er sagen her. Det var blændende hvad svenskerne lavede den sommer, og så i øvrigt med et spil fra en helt anden verden end Ricardos danske hold, der var for feje mod ti spaniere i Sevilla, blev snydt, og røg ud. Dahlins flyvende hovedstød, Brolins teknik og lave tyngdepunkt, Ravellis vilde øjne, Schwarzs og Therns vilde tacklinger, og Henkes smukke dreads. Det var ret stort at følge, selv om det var fra sidelinien. Sangen var selvfølgelig blevet glemt, hvis Sverige var røget ud med det samme, på samme ynkelige vis som Norge. Men det gjorde de ikke. Og derfor passede det hele sammen, og er mit bud på den perfekte fodboldsang.
Ovenpå slagtningen af Irerne i går kan man jo også passende genhøre Christy Moores fine Joxer goes to Stuttgart om dengang Irerne slog englænderne 1-0 ved EM i 88.
http://www.youtube.com/watch?v=YjXGgYgYFi0