Psykogode! Rene killere! De 20 bedste singler med Talking Heads

   


And you may ask yourself: Hvilke Talking Heads-singler er egentlig de bedste? Og det er præcis, hvad vi har gjort i anledning af 40 års-jubilæet for gruppens debutalbum ’77’.

Da Talking Heads udsendte albummet ’77’ den 16. september 1977, blev det startskuddet til et årtis kreativt amokløb. Iklædt store egoer og store habitter.

At Talking Heads er fra New York og i lighed med navne som Television, Patti Smith, Blondie og Ramones kom fra miljøet omkring spillestedet CBGB’s, er den klassiske, simple, men også noget begrænsende fortælling. Talking Heads er hvid funk, pop-sensibilitet, art school-krukkeri, afrobeat, punk-snert, det er knastør akustisk guitar det ene øjeblik og glohede beatloops det næste. Læg dertil teksternes forkvaklede persongalleri og foruroligende scenarier.

Så i dets levetid nåede bandet at sparke en stribe døre ind og øge spillerummet for, hvad det vil sige at være ’et band’ – eller at skrive en ’sang’.

Talking Heads var et eksperimentarium, hvor teksterne kunne blive improviseret på stedet og en hovedkulds jam lægge grundsporet. Og den indspillede sang var ikke endemålet. Processen gled videre over i koncerterne, som det heldigvis blev dokumenteret i blandt andet nyligt afdøde Jonathan Demmes koncertfilm ’Stop Making Sense’. Stramhed og løssluppenhed, klarhed og mystik i skøn forening.

Men afmatningen meldte sig. Og i december 1991 kunne tre fjerdele af Talking Heads, bassisten Tina Weymouth, guitaristen Jerry  Harrison og trommeslageren Chris Frantz (der btw. er gift med bassisten), læse et interview med det fjerde medlem, sanger og sangskriver David Byrne, i L.A. Times:

“You could say we’ve broken up, or call it whatever you like,” sagde han.

Det vidste de tre ikke, at de var. Nu var det slut. Og friktion var til det sidste et af gruppens adelsmærker.

Siden er Talking Heads’ indflydelse kun blevet tydeligere og tydeligere, senest illustreret af bysbørnene i LCD Soundsystems nye album og ekstatiske Vega-koncerter. Men også navne som Arcade Fire, Beck, Hot Chip, St. Vincent og Vampire Weekend trækker på TH-arven. Hedengangne R.E.M. talte gerne om deres Talking Heads-kærlighed, og så findes der et britisk band, som har opkaldt sig efter singlen ’Radio Head’ (Spoiler alert: Den single nåede ikke i vores top 20).

Nuvel, hvad er det så for en bunke singler, de har efterladt? Den er for det første stor, bunken. Wikipedia – der er godt dækket ind kildemæssigt, så vi stoler på dem – tæller 31 styks. Vel at mærke uden at inkludere diverse promotionsingler til Asien, remixes og extended versions. Seks af os på bloggen tog de 31 fra Wiki-listen, nærlyttede dem og gav dem vores individuelle karakter fra 1 til 10. Så besluttede vi at udelade live-dupletter – tre af Talking Heads’ sange er nemlig udgivet som single to gange, en gang som studieindspilning og en gang som liveindspilning.

Til sidst sad vi med en top-20, der på egen måde fortæller historien om et band, vi ikke ville have været foruden.

 

20. UH-OH, LOVE COMES TO TOWN
(1977, ‘Talking Heads: 77’)

Første nummer på side 1 af debutalbummet er noget af det nærmeste Talking Heads kommer en lige-ud-ad-landevejen popsang om forelskelse og kærlighedslykke.

De tropico-klingende olietønder, der er drysset udover de blot 2:48 minutters vellyd, bidrager endda med lidt lun sommerstemning, som matcher sangens tema: ”Love is simple as one, two, three”. Enkelt og godt!
Anders K. Sørensen

 

19. HOUSES IN MOTION
(1980, fra ’Remain in Light’)

Det ville være svært at træde ind på sit pladeselskabs kontor i dag, lægge ‘Houses in Motion’ på skrivebordet, og overbevise dem om, at den da skulle være en single.

Her sætter Talking Heads skred i et svampet afro-groove, der hele nummeret igennem blot ligger og simrer under David Byrnes krøllede, eksistentielle vers. Og to gange undervejs også under soli fra, hvad der lyder lige meget af et eksotisk blæserinstrument og et eksotisk … ja, dyr. Ikke ligefrem kommerciel metervare, men andensinglen fra ’Remain in Light’ gjorde nu heller ikke meget væsen af sig dengang. Da slet ikke, når man sammenligner med forgængeren – som var ‘Once in a Lifetime’.
Jesper Nykjær Knudsen

 

18. BLIND
(1988, fra ’Naked’)

’Little Creatures’ og ’Stop Making Sense’ var store hits på teenage-værelserne hjemme i smalltown Ullerslev, hvor man kun kunne drømme om noget så eksotisk som New York. ’True Stories’ var et mindre flop for os, der i stedet kiggede tilbage og fandt guld i de tidligere udgivelser. Med ’Naked’ i 1988 var de fleste færdige med Talking Heads.

Men da havde vi alligevel fundet et sjovt sted i kæmpestore Odense, hvor der blev spillet god musik, og albumåbneren ’Blind’ gik rent ind i de svedige nattetimer på mørke Boogies med de mange skæve typer.

Sang nummer to på albummet, ’Mr. Jones’, var i øvrigt også et Boogies-hit fra den musikalsk set muntre første del af albummet men det er ’Blind’ med de skarpe blæsere, det sprudlende groove og de 80’er-sortsynede tekster, der står ud i dag. Ikke så meget pis. James Brown har ikke levet forgæves. Det swinger. Lidt stramt, men det swinger. Og i en fordrukken nattetime fungerer det stadig ret godt.
Peter Elsnab

 

17. GIRLFRIEND IS BETTER
(1984, fra ‘Stop Making Sense’) 

Flere af sangene fra koncertfilmen ‘Stop Making Sense’ er nærmest de definitive udgaver, og det er virkelig ikke tilfældet med ’Girlfriend Is Better’. Den er en funky bagatel fra ‘Speaking in Tongues’, og kendes vel bedst for den linie tekst, der giver titlen til den nævnte film, og livealbummet der fulgte med.

Oprindeligt er den seks minutter lang, let på tå som sideprojektet Tom Tom Club havde været, og fyldt med kosmiske keyboardeffekter når der skulle jammes til sidst.

Liveudgaven, der havnede på en af de mange singler fra ‘Stop Making Sense’, havde store, buldrende trommer – sådan går det når man lader trommeslageren mixe pladen – og en masse af de syrede synthlyde var klippet fra for at få den ned på radiospilletid. De var det bedste ved sangen!
Nikolaj Steen Møller

 

16. (NOTHING BUT) FLOWERS
(1989, fra ‘Naked’) 

Sangen er nærmest en revytekst, om en fortvivlet mand der er landet i et skræmmende univers hvor planter og dyr har taget over, og der ikke er en ordentlig tankstation-donut at opdrive.

Alt er vendt på hovedet, og satiren er – når man læser den i dag – næsten lige så lidt subtil som Rokokoposten, men der er nogle gode linier, som ”From the age of the dinosaurs, cars were run on gasoline!” – på den ene side stor uvidenhed, på den anden side lige i øjet, for biler kører jo netop på døde fossiler.

Men musikalsk er det et af de lyseste og mest melodiske øjeblikke på ‘Naked’, der ellers var et elegant kommercielt selvmordsforsøg. Johnny Marr er gæst på guitar og væver fint, mens Byrne synger sin angst for den vilde natur ud med det ene øjenbryn løftet næsten op til loftet.
Nikolaj Steen Møller

 

15. I ZIMBRA
(1979, fra ‘Fear of Music’) 

Paradise Garage lå på King Street 84 og var Larry Levans kongerige. DJ’en var med til at sikre, at disco ikke døde, og at New York i starten af 1980’erne fik sin helt egen lyd på dansegulvet.

Larry Levan elskede Talking Heads for musikkens lange rytmiske forløb, den livlige percussion og en bas-sound, som kunne fylde The Garages store rum og sende de mange stamgæster (primært homoseksuelle mænd) i ekstase.

‘I Zimbra’ var en af hans mest spillede plader i 1980. Det råbte kor og det vestafrikanske beat var meget anderledes end de mere tighte beats på årets andre Levan-favoritter som ’Clouds’ med Chaka Khan eller ’Love Sensation’ med Loleatta Holloway, men sangen var lige som ’Life During Wartime’ og senere ’Once in a Lifetime’ med til at gøre downtown-rocken funky. Dén by-specifikke stil holder stadig. Bare spørg LCD Soundsystem.
Niels Fez Pedersen

 

14. TAKE ME TO THE RIVER
(1978, fra ‘More Songs about Buildings and Food’) 

Soulmusik, der ikke swinger, er noget af det værste, der findes. Men når det gøres så bevidst uswingende, som Talking Heads præsterer i ’Take Me to the River’, bliver stivheden en attraktion i sig selv.

Al Green skrev sangen i 1974 sammen med guitaristen Mabon Hodges, som var en vigtig del af den forfinede Memphis-soul, som Green orkestrerede sammen med produceren Willie Mitchell. Sydstatsoriginalen bærer spor af gospel og åbner med en hilsen til den dengang nyligt afdøde lokale sangstjerne Little Junior Parker. Al Green plus knastørre horn og funky fremdrift er et klasse eksempel på mødet mellem det religiøse og det sekulære.

Talking Heads blev med tiden et funky band, men deres ’Take Me to the River’ nægter (i modsætning til f.eks. Henning Stærks udgave) at være en tro kopi. Tina Weymouth og Chris Frantz lægger i stedet bas og trommer i et langsommere og mere stift beat, holder det fast og skaber plads til, at David Byrne folder sig ud som crooner. Det er mere cool end svedigt.
Niels Fez Pedersen

 

13. LOVE → BUILDING ON FIRE
(1977, fra ‘Talking Heads: 77’)

Talking Heads var tidligt ude med emojis i sangtitler. Denne allerførste single fra bandet kaldes også det mere mundrette ’Love Goes to Building on Fire’ – og selvom den ikke optrådte på debutalbummet, der kom syv måneder senere, så bærer dette allerførste indspillede udspil fra gruppen allerede en række af Talking Heads’ klassiske kendetegn: en næsten spastisk staccato-rytme, David Byrnes højt pitchede vokal – og så et lille skævt, arty indslag i form af de kvidrende fugle i introen.

Sangens friskhed og sprødhed, der ikke mindst indkapsles af det cembalo-klingende keyboard, gør ’Love → Building on Fire’ til en tidløs TH-favorit hos denne blog-signatur.
Anders K. Sørensen

 

12. WILD WILD LIFE
(1986, fra ’True Stories’) 

Musikvideoen er det, der stikker ud her. Parodierne på datidens popkunstnere fra Billy Idol til Madonna og Prince. Og det er faktisk stadig sjovt at prøve at genkende dem alle, om de så er spillet af Talking Heads-medlemmerne selv, John Waters, John Goodman eller Meat Loaf.

Men hvad det hele egentlig går ud på, kan jeg ikke regne ud. Der er mange tolkninger af sangen. Er ”wild wild life” en reference til kokain, til forestillinger i hovedet, kontrasten mellem det kedelige borgerlige liv og (ideen om) popmusikernes vilde liv eller noget helt syttende? Eller er det bare ord, der passer til melodien?

Det virker i hvert fald. Til en vis grænse. Det er ganske solidt og muntert uden at gå ned i historien som en af de store Talking Heads-sange.
Peter Elsnab

 

11. CROSSEYED AND PAINLESS
(
1980, fra ’Remain in Light’)

De nærmest vælter i gang, men fanger så lytteren i et stramt og tætmasket net af rytmer med koklokker, congas små elektroniske bip-effekter. Med ’I Zimbra’ som skabelon satte Talking Heads-medlemmerne hinanden og Brian Eno i stævne på Bahamas for at dyrke afro-beat-påvirkningerne og lysten til at lade spontaniteten råde.

’Crosseyed and Painless’ swinger med en nærmest manisk intensitet, hvilket går hånd i hånd med Byrnes fabulerende, delvist old-school rappede, tekst. 37 år før termer som post-faktuel og alternative fakta oversvømmede vores dagsorden, kredser han om de troløse fakta. Ikke konkluderende. Men som en paranoid febervildelse.
Danni Travn

 

10. CITIES
(1979, fra ‘Fear of Music’) 

‘Fear of Music’, det tredie Talking Heads-album, blev ganske vist optaget få dage inden David Bowies ‘Lodger’ udkom. Men bandet havde en spion i form af deres nye ven Brian Eno, der havde været med inde over hele Berlintrilogien.

’Cities’ er en fantastisk single fra ‘Fear of Music’, og den har masser af præg fra Eno og Bowie – måden sangen fader ind og ud igen på er SÅ ‘Low’, og Robert Fripp er også gæst her og spiller noget arrig guitar uden nogen respekt for kønne melodier. Der er et sammenfald. Spørg selv bandet om det – trommeslager Chris Frantz sagde, at Bowie havde en guddommelig aura for dem.

Men beundringen var gensidig, og sammenligningen ender i alle fald ved Byrnes ord og stemme: Han var på daværende tidspunkt helt ustyrlig, her i en både paranoid og hyleskæg (”Memphis, home of Elvis and the ancient Greeks!”) sang om at føle sig rastløs overalt og lede forgæves efter et hjem hvor man kan falde lidt til ro. Han udstyrede hele albummet med typer, der var alene, rastløse og nervøse. Et ret langtidsholdbart tema.
Nikolaj Steen Møller

 

9. THE LADY DON’T MIND
(1985, fra ‘Little Creatures’) 

Kigger man på diverse fanfora for en solid udlægning af, hvad teksten til ’The Lady Don’t Mind’ egentlig handler om, så får man en blomstrende variation af fortolkninger fra ”sex med promiskuøse kvinder” til ”diarré bagest i tourbussen” og ”just another song about cocaine”.

Fortællingen om kvinden, der springer ud ad vinduet slentrer adstadigt derudaf med afrettede tropico-rytmer og løfter sig i hvert omkvæd med blæser og syng-med-venlige ”uh-oh, uh-oh”-lyde.

Dette er lyden af et band, der forsøger at forene sine kunstneriske drifter med sine mainstream ambitioner – og lykkes med det.
Anders K. Sørensen

 

8. AND SHE WAS
(1985, fra ‘Little Creatures’) 

Det naive er David Byrnes foretrukne udtryk. På en meget udspekuleret måde, selvfølgelig, men han virker mest tilfreds, når han kan stille dumme spørgsmål eller levere enkle beskrivelser med stone face.

’And She Was’ lyder som en simpel popsang, men teksten åbner sig og afslører en fortælling om en kvinde, der opdager, at hun kan levitere og se sig selv og Jorden oppefra. Sangen er inspireret af en hippie i Baltimore, som havde taget lsd og lagt sig på en mark og fløj ud af sin krop. Det havde været en religiøs oplevelse at befinde sig både midt i begivenheden og uden for den, fortalte hun David Byrne, som satte trippet sammen til en for ham typisk opremsende tekst om alle de ting, hun gjorde og var.

Musikalsk peger sangens enkle stil tilbage til starten af gruppens karriere. Det er bas, guitar, trommer og lidt keyboard og David Byrnes rolige levering.
Niels Fez Pedersen

 

7. ROAD TO NOWHERE
(1985, fra ’Little Creatures’) 

Jamen, hvis dommedag kommer, så lad dommedag komme. Lad os gå den i møde som et frejdigt syngende spejderkorps. Det synes at være budskabet bag ’Road to Nowhere’, og resultatet er noget af det tætteste Talking Heads kommer på et decideret anthem.

Her er højsang, en insisterende marchtromme og ikke mindst en samlende harmonika. Nummeret stiger og stiger i ren undergangsekstase, inden en resigneret afklarethed rammer koret til allersidst. Et mesterskytte. Intet mindre.

Stephen R. Johnsons seværdige musikvideo blev i øvrigt nomineret til årets bedste af MTV og er en slags stilistisk forløber til instruktørens helt store klassiker: Peter Gabriels ’Sledgehammer’.
Danni Travn

 

6. THIS MUST BE THE PLACE (NAIVE MELODY)
(1983, fra ’Speaking in Tongues’)

Typisk det her band at klistre en advarsel på sangen: Bare så I ved det, så har vi altså lavet en lidt enkel sang, og det ved vi også godt selv. Baggrunden var noget så irriterende for den utilpassede David Byrne, at han var forelsket i modellen og kostumedesigneren Adelle Lutz. Og det var gensidigt, goddammit! Hvad skal man dog med alle de fine følelser? Selvfølgelig give sig hen til dem med en sang, der lyder som at chille på en ø i Caribien med sin udkårne.

Alligevel kan Byrne ikke finde ud af at skrive en straight kærlighedstekst. Der er undren og forbehold – havde vi været helt på sikker grund, hed sangen nok ’This Is the Place’. Det føles rigtigt, men er det nu også rigtigt? For Byrne var svaret, at det var rigtigt for en tid. Han og Adelle Lutz giftede sig og fik en datter, inden de gik hver til sit i 2004.. En mere intens popsang, skal man spole langt efter.
Danni Travn

 

5. SLIPPERY PEOPLE (LIVE)
(1984, fra ‘Stop Making Sense’)

David Byrne var træt af new wave-scenen. ”Jeg kunne ikke mærke de bands, jeg så, og jeg tænkte: Er den gal med mig? Har jeg mistet noget?” Svaret var nej, og Byrne blev vækket til live, da han tog til koncert med James Brown. ”Det er ikke mig, det er musikken! Der sker ikke noget i den”.

Udtalelsen faldt i forbindelse med udgivelsen af ‘Remain in Light’ i 1980, og mødet med Brown og funken og kroppen gjorde det klart for bandet, at det ikke var nok at være talende hoveder. Rytmen fik en endnu mere central placering i Talking Heads-universet, og der blev hentet gæster ind med førstehåndskendskab til funkens hemmelighed. Ikke mindst keyboard-spilleren Bernie Worrell (RIP), der var en del af George Clintons slæng i galninge i Parliament/Funkadelic, og percussionisten Steve Scales.

Talking Heads var en self contained unit, men ’Slippery People’ er et af de smukkeste eksempler på, hvad friske hænder kan tilføre keyboards og slagtøj. Albumversionen på ‘Speaking in Tongues’ er tam, men alt eksploderer i liveudgaven fra ‘Stop Making Sense’. Der er myrer i bukserne, fødderne bevæger sig af sig selv, og i filmen kulminerer nummeret med en form for stammedans med knæløft mellem Byrne og de tre korsangerne.
Niels Fez Pedersen

 

4. BURNING DOWN THE HOUSE
(1983, fra ’Speaking in Tongues’) 

’Burning Down the House’. Deres største hit i hjemlandet. Og umiddelbart et virkelig alternativ pophit med de skæve rytmer, de spøgelsesagtige keyboards og nonsens-teksterne, men der var masser af skæve popsange på hitlisterne i den periode, og andre rockbands fremviste også med succes deres nysgerrighed for andre genrer og verdensdele.

’Burning Down the House’. Det er et funknummer, igen inspireret af P-funken, og ordene betyder groft sang, at et band vælter det hele til en koncert. Og livestemningen er til stede på nummeret, der er udviklet fra en jam, som man stadig kan høre det i den lange instrumentalpassage i slutningen. Funky shit, men både David Byrnes pudsige, usammenhængende tekst og den tilhørende MTV-video løfter nummeret yderligere.

”Burning down the house.” Ordene kan også tolkes som en slags genfødsel, en ny start. At brænde hele indianerlandsbyen ned og begynde forfra, som det ville hedde på moderne disruption-dansk. For Talking Heads sluttede det hele med netop dette nummer. Det var det sidste nummer, de spillede live, ved optagelsen i Rock’n’Roll Hall of Fame i 2002. Det var ikke en sindsoprivende god version. Og at se Talking Heads spille til sådan en ceremoni er jo også grundlæggende helt forkert. De væltede lortet på mere svedige steder med numre som ’Burning Down the House’.
Peter Elsnab

 

3. LIFE DURING WARTIME
(1979, fra ‘Fear of Music’)

En enorm sang. Ubehageligt aktuel, er den desværre også. Temmelig dystopisk. Snakken om beskyttelsesrum var helt oppe i tiden dengang; bare en måned inden Talking Heads gik i gang med ‘Fear of Music’, sprang et atomkraftværk halvt i luften i Harrisburg, og så var der den kolde krig der hele tiden lurede i baggrunden. Det var bare om at indrette en god bunker med masser af konserves.

Men angsten var ikke kun atomrelateret. Man boede trods alt i et New York, der i sig selv var en flammende dystopi i de dage. Byrnes fortæller har afskrevet kærlighed og alt andet sjovt, fordi det er alvor i gaderne omkring ham. Han følger med i militsernes manøvrer rundt om i landet, holder sig væk fra vinduerne, og skifter selv bopæl og udseende med jævne mellemrum. Og profetisk nok er han også overbevist om, at staten overvåger ham. ”This ain’t no party, this ain’t no disco” – og stadig er al den angst sat til netop et brillant stykke hvid disco.
Nikolaj Steen Møller

 

2. PSYCHO KILLER
(1977, fra ‘Talking Heads: 77’)

Bandets tredje single blev allerede skrevet og første gang fremført af forgængeren for Talking Heads, trioen Artistic, helt tilbage i 1974. Teksten illuderer at være inde i hovedet på en seriemorder, og da singlen udkom i december 1977 blev den på makaber vis kædet sammen med morderen David Berkowitz (“Son of Sam”), der myrdede seks mennesker i New York i perioden fra sommeren 1976 til juli 1977, hvor han blev pågrebet.

’Psycho Killer’ sætter den spændte stemning allerede i den nu ikoniske basgang i sangens intro – der får følgeskab af skarpslebne guitarriffs og senere Byrnes næsten savlende ”fa-fa-fa-fa-fa-fa-fa-fa-fa-far better”, som må have været en inspiration til den sniffende Hannibal Lecter i filmen ’Silence of the Lambs’. Mange kender ’Psycho Killer’ fra koncertfilmen ’Stop Making Sense’ – scenen med det store jakkesæt, den akustiske guitar og båndoptageren. En mere intens popsang, skal man spole langt efter.
Anders K. Sørensen

 

1. ONCE IN A LIFETIME
(1980, fra ’Remain In Light’)

“You may find yourself, in another part of the world”, lyder det fra David Byrne allerede i anden linje af Talking Heads’ mest ikoniske sang. Og sådan må mange MTV-seere også have følt det dengang i de tidlige 80’ere, når videoen til ’Once In A Lifetime’ flimrede frem blandt hits fra mere plakatvenlige popstjerner.

Den er nærmest et lille stykke performancekunst, som siden har været udstillet på Museum of Modern Art i New York. Byrne vælter ind i billedet som en konfus kontorfunktionær – svedende, stakåndet og klædt i jakkesæt og butterfly. Og ”danser” herfra gennem nummeret som en epileptisk marionetdukke, fanget i forbrugersamfundets galopperende hamsterhjul (bonus-nørdinfo: koreograferet af Toni Basil, der selv havde et hit i 80’erne med ’Hey Mickey’).

Eftertanken melder sig. ”You may find yourself in a beautiful house, with a beautiful wife, and you may ask yourself, well, how did I get here?”. Som årene går, ”water flowing underground”, er trofæerne så indsatsen værd? Til magasinet Time Out har Byrne sagt: ”Måske er jeg fascineret af middelklassen, fordi den er så anderledes fra mit eget liv. Så fjernt fra hvad jeg gør. Jeg kan ikke forestille mig at leve på den måde.”

Byrne hentede inspiration i call-and-response-tiraderne fra datidens amerikanske tv-prædikanter. Og hans spasme-lignende bevægelser minder da også om de trancetilstande, deres mest fanatiske disciple lod sig bringe ud i. Men de urovækkende linjer om midtvejskrise og materialisme siver ud mellem opløftende rytmer, som er funky på deres egen sært snublende facon.

’Once in a Lifetime’ er hentet fra ’Remain in Light’, som var det sidste Talking Heads-album produceret af Brian Eno. Han lod sig inspirere af afro-kongen Fela Kutis polyrytmiske produktionsteknikker og brugte bandmedlemmernes spor som brikker i et musikalsk puslespil, som han lagde efter sit helt eget unikke mønster. Og gennem hele nummeret lader Eno sin egen synthesizer efterligne lyden af det rislende vand, Byrne hele tiden vender tilbage til i tekstlinjerne som billede på en tabt tid.

Det er ganske enkelt fabelagtigt. En popsang af en anden verden, højstemt og kropslig på samme tid. I videoen bevæger David Byrne sig indimellem som om, han får slag i ansigtet af en usynlig hånd, og sådan føles det næsten også som lytter. Man bliver ramt af en kraft, man ikke helt kan forstå hvor kommer fra. Men man mærker den med det samme, og den er lige til at blive væltet omkuld af. En af rockhistoriens helt store sange.
Jesper Nykjær Knudsen

 

Og her er de så – de 20 bedste singler med Talking Heads, fra 20 til 1:

 

 

 

Kommentér indlægget