Pet Shop Boys’ Winner, og nogle andre af deres tabere

Man tugter den man elsker, og jeg elsker Pet Shop Boys. Hvilket er godt, for jeg har tænkt mig at lammetugte deres nye single ’Winner’. Ærlig talt – det er en stinker. Alt det der ’One Moment in Time’-peptalk der er over den: Det klæder dem ikke.

Ét er at være opløftende, det har de været så tit før trods et ry for at være permanent i kulkælderen, men det der er bare klichéer og et blatant forsøg på at lægge sig i den olympiske slipstrøm. You’re a winner, I’m a winner, it’s been no bed of roses, we’ll keep on fighting ’til the end. Har vi hørt før.

http://www.youtube.com/watch?v=t4ktO0k0waI

Men ro på. Popjustice siger at albummet, Elysium, er fint. Og de har lavet værre ting. Selv om det er noget af en opgave at grave dem frem. Så før BBC drukner Pet Shop Boys i komplimenter op til Elysium udgives, så lad os i al respekt for vidunderlige Neil og Chris høre hvordan det lyder, når de rammer helt udenom.

’The Sound of the Atom Splitting’, 1988 – b-side til ’Left to My Own Devices’.

På papiret en særdeles interessant tanke: Syret lydcollage med tydelig inspiration fra Soft Cell, Cabaret Voltaire og alle de andre spændende synthgrupper der kom før vores to helte – og så krydret med Trevor Horns produktion og alle de spændende tricks som acid house havde givet. I virkeligheden: Et af de mest pisseirriterende numre i Pet Shop Boys’ samling.

’One of the Crowd’, 1989 – b-side til ’It’s Alright’.

”Armen det er jo bare endnu en b-side.” ”Armen Chris synger den, lad ham nu.”
Nej!! Chris Lowe synger også ’We All Feel Better in the Dark’ og ’Paninaro’, og de er blændende. Blændende b-sider. Som der er masser af fra Pet Shop Boys – de laver albums fulde af dem. Blændende albums!
Men det her er ikke blændende. Ikke så meget på grund af Lowes tekst om ”fishing with my rod” – mere den vocoder der gør at man ikke engang kan fnise ad ordene. Og ja, jeg forstår at vocoderen passer til sangens mening – at han vil være anonym inde i mængden. Den er stadig trættende. Men er så i øvrigt placeret på samme single som en af Pet Shop Boys’ bedste b-sider, og bedste sange, nogensinde – den rørende ’Your Funny Uncle’.

’Absolutely Fabulous’, 1994 – single.

Blogbroder Jesper ville have mig til at tage ’Where the Streets Have No Name’, fordi den krydsede linien fra at være ironiske til at være plat, men den køber jeg ikke! Her faldt de til gengæld på fjæset – med et novelty hit til Comic Relief over komedieserien af samme navn. Humor hører hjemme i pop, det ved Neil Tennant bedre end nogen, men det her virker slet ikke. En stribe citater fra programmet, et standardnummer fra arkivskabet, og så de der hatte og briller som alle var blevet trætte af på det tidspunkt – det udgør den rekordsløjeste single fra Pet Shop Boys, velgørenhed eller ej.

Endnu et eksempel på, at humor ikke altid fungerer i pop, 12 år senere – og der er ellers glimrende humoristisk potentiale i at antyde at Tony Blairs skødehundsagtige forhold til George W. Bush måtte skyldes en ulykkelig forelskelse i den fårede amerikanske præsident. Guderne skal vide at der var en parallel til situationen herhjemme på samme tid. Men sangen er bare svag, og ”Oh-oh, I’m with stupid”-omkvædet er endnu svagere. Og videoen med Lucas og Walliams fra Little Britain er for meta, og ikke skæg heller.

’Viva la Vida/Domino Dancing’, 2009 – fra EP’en Christmas.

Det havde I da ikke behøvet. Det havde I virkelig ikke behøvet.

http://www.youtube.com/watch?v=sxRJpr2xTS8