Pet Shop Boys’ definitive Top 25

5 bloggere har valgt hver 15 sange, der er blevet til en top 25 – vi præsenterer hermed de bedste fra Pet Shop Boys. Hvis de var singler, så er det endda lykkedes at finde en video til dem. Og elsker vi dem, lykkes det forhåbentlig også at forklare hvorfor.

Nederst er de så også samlet i en handy lille playliste. Den går også nedefra og op, ligesom her, hvor vi begynder med:

25. It’s Alright
(fra Introspective, 1988 + single, 1989)

Man kan kalde Pet Shop Boys mange ting, men et soulband er ikke det første, der falder ind. Alligevel er ‘It’s Alright’ en soulsang. Et stykke med gospel lagt oven på et housebeat. Nummeret lånte de fra sangeren Sterling Void, der havde scoret et Marshall Jefferson-produceret hit på acidhouse-opløste dansegulve med det opløftede omkvæd. Teksten kredser om 80’erne politiske opløsningstendenser og nybrud – fra Sydafrika til Afghanistan og er en hyldest til musikkens samlende kraft. Musikvideoen fik mange til at hæve et bryn; to homoseksuelle mænd og en masse babyer. Det var nyt i 1988. (nipe)

24. Two Divided by Zero
(fra Please, 1986)

Den første sang på det første album er dybest set essensen af Pet Shop Boys’ ’early stuff’. Det er nat, vi er i taxi på vej ind i storbyen, neonlysene og højhusene læner sig ind over hovedpersonerne, elskerne der stikker af, måske fra deres kærester, måske fra deres hjemby, bare væk, til storbyen, New York om muligt. ”To adskilt af nul”, siger den gamle lommeregner de optog som effekt. Det er romantisk, det er dramatisk, det er electro, og det fik mig til at ville være voksen og opleve alt det. Please ændrede en del for sådan en 15-årig. (-smølle)

23. Heart
(fra Actually, 1987 + single, 1988)

Det kan godt være, at Pet Shop Boys hyldes som præcise iagttagere af eskapistisk storbyliv og raffinerede kritikere af størknede middelklassetilværelser i forstædernes samtalekøkkener. Men lytter man rigtigt efter, lever de traditionelle forestillinger om kærlighed og stabilitet også i duoens vers. Det er ‘Heart’ et af de bedste eksempler på med sin ligefremme kærlighedserklæring. Oprindelig havde Pet Shop Boys tænkt sig at tilbyde sangen til bl.a. Madonna, men endte med at beholde den selv. Den blev deres sidste nummer 1-single i England, da den udkom i 1988. (Nykjær)

22. I Wouldn’t Normally Do This Kind of Thing
(fra Very + single, 1993)

Frem for alt en glad, skæg og overstadig sang om at åbne sig – måske endda om frigørelsen ved at springe ud. Fyldt med både strygere, piano og blæsere. Og naturligvis med en smart lille kulturel henvisning. Når Neil Tennant synger ”I feel like taking all my clothes off, dancing to the ‘Rite of Spring’” er han åbenbart blevet så åben, at han har lyst til at danse nøgen rundt til Stravinsky-balletten. Herligheden ender næsten i rave-stemning, og nummeret har da også flere – lidt for 1993-tidstypiske – techno-remix på samvittigheden … (Snab)

21. Closer to Heaven
(fra Nightlife, 1999)

En af de tvetydige kærlighedssange, Neil Tennant er så god til at skrive – om tvivlen på om det holder, om elskeren nu er tro. ’Jealousy’, ’So Hard’, ’To Face the Truth’ … men alle de sange er mutte og fra Behaviour, denne er fra bombastiske Nightlife og voldsomt storladen disco, og udgjorde passende titelsangen til den musical de var ved at sætte op på samme tid. (-smølle)

20. One More Chance
(fra Actually, 1987)

Oprindelig en maxisingle kreeret sammen med electro-produceren Bobby Orlando et par år tidligere, men genindspillet som en medrivende entré til duoens brillante Actually-album. “The city is quiet, too cold to walk alone / Strangers in overcoats hurry on home”, synger Tennant og skridter byen af over febril percussion, inden synthbas, housepiano og pulserende beats styrer direkte mod dansegulvet. (Nykjær)

19. Miracles
(fra PopArt + single, 2003)

Absolut et mindre mirakel i sin kontekst, for lige efter den trætte og noget mislykkede Release dukkede belejligt en opsamling op, og de to nye sange overgik alt på albummet inden. Den første single var den smækforelskede ’Miracles’, om hvordan floderne bruser og jasminen blomstrer når den udkårne er i nærheden. En art opfølger til ’Close to You’ med en boblende elektronisk bund og en smuk video, der i øvrigt foregår rundt om Lissabons prægtige hovedbanegård. (-smølle)

18. I Don’t Know What You Want But I Can’t Give It Anymore
(fra Nightlife + single, 1999)

Iskolde gyserstrygere gennemhuller den erotiske damp fra dansegulvet i denne opgivende kærlighedssang fra 1999. Singlen med duoens længste titel kondenserer på fornem vis et klassiske PSB-spændingsfelt; nattens håb og eufori overfor realiteternes morgengrå kynisme. (AKS)

17. Paninaro
(fra Disco + b-side, 1986, remixet single 1995)

Paninari var en italiensk ungdomskultur, som Pet Shop Boys mødte på gaden i Rom og Milano. En paninaro lignede noget fra en Replay eller Levi’s-reklame; jeans med opsmøg, kulørt skijakke, Timberland-støvler, ternet skjorte, Ray-Bans eller blazer i preppy-stil. Chris Lowe forelskede sig i de unge mænd og deres look og hyldede dem med ”Paninaro”, hvor han nævner flere af deres favoritmærker, bl.a. Armani. 1995-udgaven fik en ny video, hvor 80’er-moden var erstattet af mænd i bar overkrop. (nipe)

16. Opportunities (let’s make lots of money) 
(fra Please + single, 1986)

Satire over yuppier og pengekærligheden i 80’ernes Thatcher-England. Og yuppier kan skråle med på ’Money’-omkvædet og skåle i champagne uden at forstå satiren … Tredje single, meget 80’er-typisk synthpop. (Snab)

15. Love Etc
(fra Yes + single, 2009)

’Opportunities’ anno 2009, flyttet til Hollywood. Budskabet om den altoverstrålende – og gratis – kærlighed i forhold til det perfekte luksusliv er naturligvis banal, men dejligt pudsig og underfundig tekst, og få kan få en sætning som ’a chauffeur-driven limousine on call’ til at swinge i en popsang som PSB. Storladent omkvæd, lidt stiv, lidt anderledes synthpop-produktion, men alligevel catchy. ’You need more’… (Snab)

14. Domino Dancing
(fra Introspective + single, 1988)

Der er næppe mange, der husker Exposé, men pigetrioen med hits som ”Point Of No Return” var inspirationskilde for PSB. Tennant & Lowe opsøgte deres producer Lewis A. Martinée i Miami og fik ham til at mikse ”Domino Dancing” med den rette fornemmelse af latin freestyle. Igen er Neil Tennants rolige stemme den perfekte modspiller til det hurtige beat. Første single fra ”Introspective”, hvor duoen for alvor gik amok i remix og lange udgaver af sangene. (nipe)

13. Love Comes Quickly
(fra Please + single, 1986)

Italodisco var og er en af Pet Shop Boys’ stærkeste inspirationskilder. Særligt Chris Lowe elsker den kølige, maskinelle dansepop, der strømmede ud fra Bologna, Milano og Rom i begyndelsen af 1980’erne. Sange som ”Don’t Cry Tonight” med Savage (1983) leder direkte til den cool instrumentering på ”Love Comes Quickly”, hvor Neil Tennant crooner smukt. (nipe)

12. Always on My Mind  
(single, 1987)

Hvis kriteriet for en vellykket cover-version er at give et helt nyt bud på en anden kunstners sang, så kan det ikke gøres meget bedre end her. Elvis-klassikeren, som talrige hvide middelklassepar har danset vaklende sølvbryllupsdanse til, er her forvandlet til et Hi-NRG-discobrag iklædt pailletter og fjerboa og udstyret med koklokker og storladne strygere. Uimodståeligt “over the top”, og hvad der oprindeligt var en øm kærlighedserklæring, har i stedet fået en undertone af kynisme og afblomstrede følelser. Singlen vandt fuldt fortjent det dengang uhyre prestigemættede slag om at ligge nr. 1 på den britiske singlehitliste i juleugen 1987. (Nykjær)

11. Flamboyant
(fra PopArt, 2003 + single, 2004)

”Flamboyant” rummer nogle af de elementer, jeg elsker i en Pet Shop Boys-sang. Et hurtigt beat med spor af disco og eurodance, og Neil Tennant der trodser tempoet og nærmest taler sig gennem sangen. Teksten skal desuden gerne indeholde henvisninger til andre former for kultur, personer eller begivenheder.

”Flamboyant” beskriver en farverig berømthed, der scorer opmærksomhed ved at være ”over the top”. Ironien er skarp. Tennant fremmaler et samfund i opløsning, og en offentlighed, der anvendes som scene af denne flamboyante personage. Han (det må være en han, måske endda en homoseksuel han) ser så fantastisk ud, at han har brug for politibeskyttelse. ”Det kræver mod at krydse gaden. Det er nærmest heroisk, for du er så flamboyant,” syngesnakker Neil Tennant.

Vi er i teater- og kunstverdenen. Der er forpremierer og ferniseringer. ”All the collectors wear black clothes by Issey Miyake.” Sådan skal det være. Navnet på en japansk modeskaber kastet skødesløst ind i en popsang.

Andre steder er det komponisten Debussy, et Stravinsky-værk, et citat af forfatteren Zelda Fitzgerald eller det præcise sted, hvor ”7th Avenue meets Broadway”, der tilfører en PSB-sang det helt rigtige popkulturelle touch.

”Flamboyant” var et af de nye numre, der som bonus kom med på opsamlingen ”PopArt” i 2003. Den var placeret på ”Art”-cd’en mellem ”I Don’t Know What You Want but I Can’t Give It Anymore” og ”Being Boring”.

Bonusnumre er endnu en ting, jeg elsker ved Pet Shop Boys. Neil Tennant og Chris Lowe er generøse, og som popfans ved de, at en stærk b-side eller en ekstra lydfil kan betyde ALT i opfattelsen af et band. (nipe)

10. King’s Cross
(fra Actually, 1987)

Den højest placerede sang på vores liste, der ikke blev udgivet på single – og en favorit fordi den er så umådelig trist og smuk. Den er allerede omtalt i artiklen om Actually, ditto dens emne: Eksistenserne rundt om King’s Cross station i London. Den ene kunne have været ham her, den gamle fyr der først årtier senere blev identificeret som det sidste, ukendte offer på branden på stationen samme år. Ked af at spolere den gode stemning … (-smølle)

9. It’s a Sin
(fra Actually + single, 1987)

Fremragende eksempel på, at en skarp og kritisk pen kan skrive en stor popsang. Lyrisk et knytnæveslag i ansigtet på den katolske kirke, mens strygerne danser hidsigt omkring uptempobeatet eller pakker de stille passager smukt ind. På den ene side vredt og dramatisk, på den anden side smukt og nærmest ekstatisk. Du har syndet, Neil, men alt er dig tilgivet. Også It’s a Sin har vi før behandlet i artiklen om ‘Actually’ – se ovenfor. (Snab)

8. So Hard
(fra Behaviour + single, 1990)

Endnu et pletskud fra Behaviour. Et syleskarpt Faltermeyer-beat, synths som piskesmæld og spiddende rim om serielt utroskab: ”I’m always hoping you’ll be faithful / but you’re not, I suppose /  We’ve both given up smoking ‘cause it’s fatal / So whose matches are those?”. Bonusinfo: PSB fik som merchandise produceret en serie herreunderbukser med print på gylpen: SO HARD. (AKS)

7. Can You Forgive Her?
(fra Very + single, 1993)

Selvom de færreste nok var i tvivl, så var ’Very’ faktisk PSB’s officielle ’ud-af-skabet’-album. Det var her, de for første gang skrev åbent om homoseksualitet. ’Go West’ blev naturligvis slagsangen, men opgøret med hundjævelen i ‘Can You Forgive Her?’ er albummets perle – med sine stompin’ beats og fine lyriske flashbacks: ”Remember when you were more easily led / Behind the cricket pavilion and the bicycle shed / Trembling as your dreams came true / You looked right into those blue eyes and knew / It was love, and now you can’t pretend”. (AKS)

6. Rent 
(fra Actually + single, 1987)

Er der nogen, der kan huske ‘I Like Chopin’ med Gazebo? Den var sgu god, og ‘Rent’ er en af de ældste sange Pet Shop Boys skrev, fra 1984, og et forsøg på at skrive en sang, der lød ligesom det italienske hit – hvilket ifølge Neil Tennant aldrig lykkedes (det gør ‘Love Comes Quickly’ så til gengæld). Til Actually skulle den have været et disconummer à la ‘Always on My Mind’, og det blev heller ikke ført ud i livet. Heldigvis, for så havde den formentlig ikke været så elsket i dag, sangen om den lidt livstrætte kvinde eller mand, hvis elsker klarer regningerne. “But look at my hopes, look at my dreams … so easy, it’s so easy”. Er det godt eller skidt, at det er så let? Er håbene og drømmene knust, eller bliver de tværtimod opfyldt? Det står åbent, og det er den slags historier med fri fortolkning, der gør Neil Tennant til en mesterlig sangskriver. (-smølle)

5. Suburbia
(fra Please + single, 1986)

Pet Shop Boys løb med hundene gennem forstæderne længe før Suede. Og de vidste, at et klaver lyder hamrende godt henover et elektronisk dancebeat, længe før housemusikken genopfandt de forstemte disco-tangenter. ’Surburbia’ bygger sit drama formfuldendt op henover en smægtende melodi, der stiger i intensitet, mens hvert omkvæd bliver stadig mere apokalyptisk for til slut at implodere i et ragnarok af hundeglammen, kvindeskrig, politisirener, eksplosioner, rudeknusen og Godzilla-trampen. Så blev det forstadsliv vist lagt i graven. (AKS)

4. What Have I Done to Deserve This?
(fra Actually + single, 1987)

Fire minutter og 23 sekunders popperfektion og i sig selv en hel lille udstilling af duoens fremmeste dyder. Sangen har ikke en egentlig, klassisk vers-omkvæd-struktur, men lader i stedet en hel stribe iørefaldende passager afløse hinanden med en decideret ødsel, melodisk tæft. I én enkelt sang leverer Pet Shop Boys flere ørehængere, end mange andre kunstnere formår på hele album.

Den aldrende diva Dusty Springfields vokale visit er desuden et af de bedste eksempler på duoens åbenlyse flirt med campet dekadence. Sekunderet af videoen, som er indspillet i et Vegas-lignende teater med showgirls iklædt prægtige fjerdragter (angiveligt lånt fra garderoben til James Bond-filmen “Octopussy”), og hvor unge mænd med hvide t-shirts og trænede brystkasser i klassisk homoerotisk billedsprog går til hånde bag scenen.

Neil Tennants raffinerede pen fornægter sig naturligvis heller ikke. Historien om et kærestepar, som ikke rigtig kan finde ud af, om de skal være sammen eller ej, er umiddelbart banal, men fortælles med den tidligere musikjournalists velkendte sans for twists og tvetydigheder. En helt formidabel popsang, som samtidig revitaliserede Springfield, hvis karriere ellers havde ligger brak i to årtier. Hvad havde vi dog gjort for at fortjene den? (Nykjær)

3. West End Girls
(fra Please 1986 + single, 1984 og 1985)

Jeg har endnu aldrig besøgt London, uden at denne mesterlige sang før eller siden har listet sig om i mit baghoved. Selvfølgelig hjulpet på vej af den tidstypiske video, hvor Tennant og Lowe spadserer gennem Thatchers vingeskudte hovedstad med dens menneskemylder, dobbeltdækkerbusser og insisterende puls. Lowe med sit udtryksløse ansigt et par meter bag Tennant, der halvt synger, halvt rapper sine tætklippede snapshots af modernitetens sindstilstande og seksuel desorientering dér i 80’ernes midte.

“Too many shadows, whispering voices / Faces on posters, too many choices / If, when, why, what / How much have you got? / Have you got it, do you get it? / If so, how often? / Which do you choose, a hard or soft option?”. Sangen blev udsendt som duoens debutsingle i 1984, uden for alvor at få fat i andet end dansegulvene. Men da den blev genudgivet året efter med ny produktion af Stephen Hague, gik den nummer 1 på begge sider af Atlanten. (Nykjær)

2. Left to My Own Devices 
(fra Introspective + single, 1988)

Firserne havde i høj grad været Trevor Horns årti. Hans ’Video Killed the Radio Star’ havde åbnet MTV. Han, eh, blev sanger i Yes! Han stod bag de charmerende, men sørgeligt glemte Dollar. Han var hjernen bag ABC’s perfekte The Lexicon of Love, som brugte strygere med klasse – mere om det senere. Tiden har ikke ikke været lige god mod alt fra Frankie Goes to Hollywood, men mand, de var et chok i 1984. Tiden har været så meget desto bedre mod Grace Jones’ ’Slave to the Rhythm’, hans pionérarbejde med The Art of Noise, og Propagandas A Secret Wish.

Og så blev han inviteret til at lave et par numre med Pet Shop Boys til Introspective, som var et specielt album: Her blev der lavet syv-otte minutter lange numre, der skulle skæres ned hvis de skulle være singler – ikke omvendt. Og ’Left to My Own Devices’ var den store indgang til pladen, næsten ni minutter af orkestreret house, der ikke rigtig var meget af en sang til at begynde med, bare linien ”left to my own devices”. Horn insisterede på, at der skulle være mere end fem ord i sangen før han kunne komme videre med, og Neil Tennant måtte til skrivemaskinen – og her begyndte han så at skrive en længere tekst om en dag i livet, der foldede sig ud fra banale ting som indkøb, nyheder, køreprøve og en kop the til en abstrakt fortælling om barndom, om livsvalg, om den moderne, ensomme mand der sidder fast i nattelivets fascinerende, men også frustrerende saks.

Det er den velhavende og intellektuelle herres svar på Soft Cells mere fattige og desperate ’Bedsitter’. Og samtidig er den – for at holde fast i Trevor Horn – mødet mellem ABC’s elegante strygere og Propagandas dundrende, mørke elektroniske lyd. Orkestret stod klar og spillede det hele live, sporene lå forprogrammeret, og så gik der lige et halvt år med at mixe sagen, fordi den var så overlæsset – der var snak om at fjerne det meste af arrangementet, men heldigvis blev strygerne beholdt. Og operasangerinden.

Jeg elsker den, fordi den har hver eneste ting jeg holder af ved Pet Shop Boys. I stakke. Alle de dunkle og vemodige akkorder. Al den fingernemme kontakt med klubbernes musik – i en æra hvor pop kan blive forældet på måneder, lyder den (og 97% af alt de har lavet) ikke spor forældet. Evnen til at sætte ord på det vestlige menneskes tilstand. Og at det hele er en lillebitte smule ekstraordinært, at det tager noget som er 100% tilgængeligt, men twister det en smule – gør det til kunst, gør det særligt. Pet Shop Boys er formentlig min yndlingsgruppe, og dette er formentlig min yndlingssang med dem. (-smølle) 

1. Being Boring  
(fra Behaviour + single, 1990)

’Being Boring’ pulserer af melankoli og refleksion, samtidig med at den emmer af stolthed og elegance. Det er dansemusik i mol og et kærlighedsbarn af modsætninger: Harpespil overfor wah-wah guitar og en forhastet, frapperende rytme under Tennants gråmelerede vokal.

’Being Boring’ handler om en af Neil Tennants afdøde ungdomsvenner, og teksten bevæger sig fra teenageårenes temafester i 70’erne over 80’ernes uvirkelige transformation til popstjerner og et tilbageblik på samme årtis AIDS-plagede bøssemiljø (”All the people I was kissing / Some are here, some are missing”).

Sangens titel er hentet fra et citat af The Great Gatsby-forfatteren F. Scott Fitzgeralds hustru, Zelda Fitzgerald. Hun skrev i 1922 om en god veninde: “She refused to be bored, chiefly because she wasn’t boring”.

Netop den rastløse elegance, som disse cool cats fra mellemkrigstidens New York emmede af, flugter smukt med Pet Shop Boys kompromisløse, kuldslåede og kvasi-arrogante tilgang til moderne popmusik: De lefler ikke for nogen, de tænker meget, og de smiler helst ikke – men kald dem ikke kedelige! (AKS)