Madonnas 75 bedste singler – del 2 (nr. 53-34)

   


Bloggers By Choice fortsætter nedtællingen til Madonnas koncert i Parken på mandag med anden del af ‘MADONNAS 75 BEDSTE SINGLER! 

Blogholdet har hver især vurderet alle singler, og den samlede vurdering følger ganske enkelt gennemsnittet af de otte vurderinger. Listen er taget fra Wikipedias single-diskografi, hvor der figurerer 75 officielt udgivne singler.

Vi indledte med de 22 svageste (nr. 75-54) i går, og i dag fortsætter vi med 20 mere, nr. 53-34 (tallet i parentes angiver, hvilket nummer i rækken af singler, der er tale om):

53. Nothing Fails (63)
Ingen video, og intet salg heller: ‘Nothing Fails’ er nærmest en hemmelig single, men den er værd at høre – der var gode ting rundt om på ‘American Life’, og dette er i høj grad en af dem. En afdæmpet, ganske rørende sang, der sagtens kunne være dukket op et sted på ‘Bedtime Stories’. (Smølle)

52. I’ll Remember (39)
Den lyder præcis som det den er: Temaet til en glemt chick flick fra midten af halvfemserne. Køn, men fuld af håbløse floskler som “I was a child that could not mend a broken wing”. Det er ikke optimalt. Den er da også skrevet med sangeren fra skrækkelige Mr Mister, dem med ‘Broken Wings’, en mand, som åbenbart kun taler i fjerkræ-metaforer. Samme dag som denne kedsommelige ballade udkom ‘Girls and Boys’ med Blur, så jeg havde andet at lave. (Smølle)

51. American Life (61)
Jeg aner dybest set ikke en dyt om Madonnas karriere, så alt, hvad jeg ved om dette album, ‘American Life’, har jeg lært af Wikipedia. De siger, at det er Madonnas sociale kommentar om USA, religion, politik, reality tv og, du ved, stuff like that. Whatever. Hun kunne synge om at blæse balloner op med røven og hun ville stadig lyde, som om hun sang sider fra telefonbogen. Eller rapper sider fra telefonbogen. For hun rapper nemlig i slutningen af denne sang. Plejede det ikke at være strygerne og coverpladerne, der ryger ind, når idéerne ryger ud? (McGuire)

50. Give it 2 Me (70)
Det er min kærestes yndlingsnummer fra bolsjepladen. Derudover svinger den ret godt. Er der i øvrigt nogle, der ved, hvad de der promo-slikkepinde fra ‘Hard Candy’ går for på eBay? (McGuire)

49. Hollywood (62)
‘Hollywood’ havde gode odds, da den fulgte lige efter en af Madonnas værste singler nogensinde, den håbløse ‘American Life’. Den er et mesterværk i den kontekst, og den er i det hele taget ikke skidt. Ikke som sang, i alle fald. Mirwaïs’ produktion er frisk og lækker, og den akustiske guitar nedenunder er et fint trick (ligesom det allerede var på ‘Don’t Tell Me’). Teksten, derimod, er den lammest mulige samfundskritik. Folk i Hollywood er overfladiske?! Der kan man sgu bare se. (Smølle)

48. Who’s That Girl (18)
Det er allerede blevet mere end antydet, at den lallende komedie ‘Who’s That Girl’ er ret ringe. Det lykkedes mig at få lokket nogle klassekammerater med ind og se den i biffen. Det var så sidste gang, jeg fik lov at vælge film. Klagerne over det fortsatte i månedsvis. Titelsangen er i virkeligheden bare en reprise af vidunderlige ‘La Isla Bonita’, og derfor dukker den op nu på vores liste, og den anden længere oppe. (Smølle)

47. Dress You Up (11)
Jeg så ‘Desperately Seeking Susan’ i ABCinema på Rådhuspladsen i København, da den fik premiere i 1985. Forfilmen var tre musikvideoer med Madonna (bl.a. ‘Into The Groove’ med billeder fra filmen, vi skulle se!), og som jeg husker det, var en af de andre videoer et liveklip med ‘Dress You Up’. Madonna i fuldt udbrud: læsset til med smykker, kaotisk makeup, kort nederdel og tights i samme grønne nuance, og selv om stemmen lød lidt klemt, var der power i den optræden. Meget cool sound med en hoppende baspuls. Et af de underkendte numre på ‘Like A Virgin’. (fez)

46. Drowned world (Substitute For Love) (52)
Åbningssangen på ‘Ray of Light’ i 1998 slår albummets spirituelle tone smukt an. Det var Madonna genfødt som voksen med et lydspor til krystalhealing, poweryoga, parmiddage og samtidig super cool. Hendes stilsikre kulturparabol fungerede igen, og i William Orbits hænder fandt hun i studiet en legeplads med mere atmosfære end tidligere. (fez)

45. Celebration (72)
Der var meget galt, sidste gang Madonna optrådte i Parken. Sætlisten i 2009 var f.eks. helt skæv og domineret af kedelige nyere sange. Men ‘Celebration’ sprang hun desværre over. Den var ellers netop sluppet løs som energisk lokkemad for opsamlingsalbummet af samme navn. Sangens producer, Paul Oakenfold, var til stede i Parken og aktiverede nogle lydfiler som – formentlig overbetalt – opvarmer inden showet. Jeg har hang til Madonnas tacky kommercielle dansenumre, og i det univers rammer ‘Celebration’ perfekt. (fez)

44. Sorry (66)
‘Confessions on a Dancefloor’ var alt det, som ‘MDNA’ gerne ville være, men ikke blev. Et stiliseret og målrettet angreb på den ende af dansemusikken, hvor man kan høre følelserne. Kald det disco, kald det house, kald det kærlighed – det er en opskrift, der kan få Madonna til at stråle. ‘Sorry’ har samme bevidst monotone hjerteslag som Giorgio Moroders Donna Summer-numre fra 1970’erne, mens makkeren ‘Get Together’ (nr. 37) er blødere og danser i retning af fransk filterhouse med et eminent emotionelt løft i omkvædet. (fez)

43. You’ll See (44)
Spansk guitar og haciendastemning. En af de store voksne ballader fra 1995-opsamlingen ‘Something to Remember’. Det skotske tv-fænomen Susan Boyle har indspillet en version, der ikke undersælger sangens svulstige sider. (fez)

42. Rain (37)
En af mine favoritvideoer. Ekstremt stiliseret med en rolig og kortklippet Madonna i nærkontakt med den japanske musiker og skuespiller Ryuichi Sakamoto. Mark Romanek instruerede, og den cool ballade holdt liv i det ellers svage ‘Erotica’-album. (fez)

41. Give Me All Your Luvin’ (74)
‘Give Me All Your Luvin’’ lyder som en sang, der ikke må fejle. På med Nicki Minaj til de unge, ind med M.I.A. til de smarte og stik Madonna en barnevogn i videoen, så vi ældre fans kan beundre hendes bredtfavnende hverdag, hvor der åbenbart både er plads til yngelpleje, erotisk dans og en flirt med et football-mandskab. Musikalsk en slags highschool-musical med mindelser om introen til Toni Basils evigtunge cheerleader-hit ‘Mickey’ fra 1982. (fez)

40. Erotica (33)
Måske ikke verdens bedste sang, eller nogen sang overhovedet. Men leadsinglen fra Madonnas ‘Kid A-album’, ‘Erotica’ var dybt dragende og hypnotiserende, da den udkom: “Hvad sker der – har hun samplet pladeknas? Siger hun ‘I’d like to put you in a trance??”. Tiden har måske ikke været så flink ved den, men det var et modigt træk at smide sikkerheden overbord, tage Naomi Campbells storetå i gabet og give den max rygcrawl ude på det dybe. (køster)

39. Cherish (24)
Jeg har en original ‘Like A Prayer’-cd. De første oplag havde indlagt duft, og 23 år efter udgivelsen dufter mit cover stadig af parfumeret røgelse. Jeg vil helst ikke vide, hvordan det kan lade sig gøre. ‘Cherish’ dufter af lyse sommernætter og frisk pigepop, og jeg skruer altid op for radioen og knipser i takt, når den dukker op. (fez)

38. True Blue (15)
Mere pigepop med et kærligt blik tilbage til amerikansk pop i årene omkring 1960. Hvorfor kastede en ultramoderne popstjerne sig ud i retro i 1986? Måske så hun Levi’s-reklamer med klassiske soulsange på lydsporet og hoppede med på den form for legesyg nostalgi, der opstår, når en æra kommer 20 år på afstand. Det tydelige kor på ‘True Blue’ synges af Siedah Garrett. Året efter sang hun duet med Michael Jackson på ‘I Just Can’t Stop Loving You’ og skrev ‘Man In The Mirror’ til ham. Sej dame. (fez)

37. Get Together (67)
Se nr. 44

36. Die Another Day (60)
Disset af gamle sangskriverkoryfæer som u-Bond’et er producer Mirwais’ og Madonnas samarbejde ikke desto mindre en underkendt mini-perle. Farvet af tidens electroclash og UK Garage groover det ætsende skarpe beat luftigt og minimalistisk afsted, mens Madonnas over-selvbevidste vokal og de melodramatiske strygere giver sangen paranoia og pondus. En godkendt opdateringsmission i en svær genre. (køster)

35. American Pie (56)
Min far er, som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, en af de få nulevende mænd, der mener, at alt døde med Buddy Holly, og derfor har Don McLeans tudeslasker om Buddy Hollys død i 1959 fyldt godt på stue-stereoen i mine barndomsår – også FØR sangen pludselig fik et comeback i midten af 90’erne. I sin originalform har den langt mere til fælles med Terry Jacks’ ‘Seasons In The Sun’, Ricky Valances ‘Tell Laura I Love Her’ og andre pladdersentimentale teenage tragedy folk-ballader, hvilket giver den en varme og ærlighed, som gør den til mere end blot en ‘novelty-song’, en skæbne, der ellers overgik adskillige andre sange fra den periode. Madonna kører den derimod hjem på automatpiloten, og selv om jeg til enhver tid hellere vil høre hende planke en eller anden klassiker og smøre den ind i lidt William Orbit produktion og Hollywood-medvind (den var en del af soundtracket til ‘The Next Best Thing’) end at skulle tvangsindlægges til mere flad 80’er-tromme og tåbelig porno-pop, lyder Madonna altså som om, at hun vitterligt ikke rigtig gider synge sangen. Men det ændrer ikke på, at sangen stadig er fra hendes, i mine øjne, mindst enerverende periode. (McGuire)

34. Nothing Really Matters (54)
Selv om ‘Nothing Really Matters’ var den femte og sidste single fra ‘Ray Of Light’-albummet, skal man ikke undervurdere sangens styrke. Begyndelsen er blid, men alting letter, når beatet falder ind. En meget klart formuleret popsang. Den findes også i et anderledes udknaldet remix lavet af de stenede østrigere Kruder & Dorfmeister. De nægtede ifølge overleveringerne at skynde sig, og Madonna fik lov at vente længe på mixet. Deres version varer 11 minutter og 10 sekunder, har løs bas, masser af congas og dub-effekter, der omformulerer Madonnas hektiske pop til udknaldet loungejazz med kun én sætning tilbage fra originalen: “Nothing takes the past away like the future” plus en lille smule omkvæd, hvor man ikke kan høre Madonna. (fez)

Del 1 med numrene 75-54 kan læses her, og nedtællingen fortsætter søndag med del 3. Nummer 53-34 kan høres i denne Spotify-playliste:

 

Kommentér indlægget