London all day, and all of the night – 2. del

   


Gud, er det et år siden? Det føles som få timer siden jeg tænkte mig til hvordan døgnet kunne gå i rastløse, slidte, stressende, musikalske og evigt fascinerende London.

Første del er lige her. Start evt. med den. Så hænger det bedre sammen.

Og forneden er der en – nu komplet – Spotify-playlist. Og her er der et kort, hvor de forskellige steder er plottet ind. Bare fordi man kan. Og så tilbage til London:

19.40 Elvis Costello – ’London’s Brilliant Parade’

Hungerford Bridge twilightElvis Costello kunne knap have valgt et mere passende tidspunkt at finde sin mojo igen. I 1994 var britpop det, der blev snakket om, og Costello selv var en af de store inspirationer. Den gode Costello. Ikke ham, der havde anlagt skæg, og skrev deciderede operetterHan var faret noget vild uden sine Attractions, men var ved at vinde dem tilbage efter en længere omgang bandterapi, og en del af denne bestod af at spille på et nogenlunde album med starletten Wendy James, som Costello havde skrevet alle sangene til.

En af de bedste sange fra den plade var den Clash-riff-stjælende ‘London’s Brilliant’, hvor Costello både strør om sig med gift og ordspil. Da han så kort tid efter var klar med sit eget formidable comeback, Brutal Youth, fik vi den anden og noget mere eftertænksomme side af den samme mønt.

Det er heste og sporvogne, høje røde busser, eksotiske kattedyr i London Zoo, gamle engelske film og West End-dekadence, men det er også hjemløse der bliver fejet af vejen, skrupelløse børsmæglere der – ligesom pundet – havde det svært i 90’erne, og det er potentielle selvmordere på vej ud på Hungerford Bridge. Det er gangbroen, man ser deromme bagved i tusmørket. Det var dog ikke den samme fine åbne bro, man gik på dengang. Den gamle Hungerford Footbridge var en smal, mørk, skummel, rusten sag, hvor man gik med jernbanesporene over sig, og et tog sommetider raslede larmende hen over én på vej ind eller ud af Charing Cross Station. Ikke sært, at den gamle bro kaldte på de dystre tanker hos dem, der stod og gloede ned i den sorte flod.

21.15 Serge Gainsbourg – ’Initials B.B.’

Serge au LondresSerge Gainsbourg forlod Paris i 1968, og flygtede nærmest til London. Han var godt og grundigt skuffet over at den, han troede var hans livs kærlighed, var forsvundet – hans affære med Brigitte Bardot var slut, for hun var stormet tilbage til sin mand, den stenrige playboy Gunter Sachs, og Gainsbourg var helt nede i kulkælderen.

Hans generelle svar på alt var at tage på druk. Og det er der vi finder ham, med et glas foran sig i “en eller anden engelsk pub i hjertet af London Town”, i en stadigt voksende rus, hvor han har Dvořáks 9. symfoni kørende gennem hovedet, og begynder at få vilde drømmesyn om den forsvundne Bardot. Af en musikalsk nøgleroman at være er sangen ikke ligefrem subtil: Han er ensom, fuld og – undskyld udtrykket – stangliderlig efter den navngivne B.B.

Når nu Serge ikke sad på pubben og længtes, indspillede han et fantastisk album nede i Wimbledon, temmelig langt fra centrum. Det hedder også Initials B.B., men hvis man tror man finder Gainsbourgs store breakup album her, hans svar på In the Wee Small Hours eller Blood on the Tracks eller Satan i Gatan, tager man fejl. En del af den var alligevel indspillet på forhånd i bedre tider. Man kan ikke have en sørgmodig terapiplade, hvor en af sangene hedder ‘Shu Ba Du Ba Loo Ba’. I øvrigt var Gainsbourg hurtigt videre. Han mødte senere på året netop en Londoner, Jane Birkin … i Paris.

22.30 Pet Shop Boys – ’The Theatre’

The TheatrePet Shop Boys har lavet en del flere samfundskritiske og politiske sange end man lige går og tror, men Neil Tennant har tit været forholdsvist subtil omkring det. Dog ikke lige i dette tilfælde – i alle fald ikke lyrisk. Musikken er nemlig så teatralsk, som en sang med det navn bør være. En show tune. Vi er da også i midten af Theatreland, omkring Covent Garden og Shaftesbury Avenue, hvor det rige London tager ind og bruger teaterbilletter der har kostet tre-fircifrede pundbeløb, med champagne og kanapéer i pausen.

Kontrasten mellem de rige aftengæster i West End og de faste beboere, det centrale Londons hjemløse, fik Neil Tennant serveret på et sølvfad af et konservativt medlem af parlamentet, der definerede hjemløse på den varme og humane måde man kender det partis repræsentanter: som ‘Oh, the homeless, they’re those people who you step over when you leave the theatre’.

Tennant får sat lidt mere ansigt på dem; håbefulde unge fra det håbløse Nordengland og Skotland, der kommer til hovedstaden og får deres sag for, men som selvfølgelig stadig har stjerner i øjnene – hvordan undgår man det, når man er i den mest glamourøse del af denne verdensberømte showbizby, med glitrende lys over det hele? Nogle år inden havde Tennant og Lowe været forbi samme tema oppe ved den dengang dybt udtjente station King’s Cross, og musikken var så sørgmodig som nabolaget. Denne melodi kunne være en nationalhymne. Måske fjerner det lidt af budskabet, måske understreger det det. Det er i alle tilfælde en prægtig sang.

23.20 Suede – ’The Asphalt World’

Asphalt WorldNogle er gået i hundene, fordi de ikke har andet økonomisk valg og ingen penge med hjemmefra – andre, fordi de vælger det med et stort melankolsk suk over tilværelsens tomhed. Den sidstnævnte slags var der en del af i Suedes sange. Dette er deres mesterværk i den genre, en vanvittigt pompøs sang, hvor Brett Anderson giver den som den totale isdronning, og som den dæmoniske leverandør af stofferne i hovedpersonens blod. Man ved ikke helt om det er ekstase eller Ecstasy, han leverer, men hvad angår det sidste er vi i alle fald meget langt fra ravekultur og The 2nd Summer of Love.

Vel var Suedes dekadente dødsdrift ret firkantet, og vel blev det sat på formel i en grad så de efter ganske få år endte som en omvandrende kliché, men dengang i 1994, hvor Dog Man Star udkom, var der ikke bare noget enormt fascinerende ved det – der var også noget skrækkelig tillokkende ved al den undergangsromantik. Det var da i høj grad en del af drømmen, som en ung anglofil, at tage over til den rigtige storby, bo i en etværelses og langsomt blive en del af stedet, i hvert fald til man kom fortumlet hjem til trygge København.

Der var jo ingen grund til at gå i hundene på heroin som alle de værst ramte personer i Brett Andersons sange; man kunne også bare nøjes med at tage alt det romantiske og poetiske og al den mere eller mindre lykkelige kærlighed, og så ellers leve i nuet, som den Twentieth century boy Damon Albarn sang om tidligere på eftermiddagen i del 1.

00.05 Catatonia – ’Londinium’

GWRPå den ene side havde man dem, der bare ville lade sig opsluge med hud og hår af London – på den anden side var der dem, der ikke kunne komme hurtigt nok hjem igen. Cerys Matthews og resten af Catatonia var fra Wales, og de var nogle af de mest underholdende og langtidsholdbare af dem, der blev holdt oppe af britpopbølgen midt i 90’erne. Den primære grund var Matthews selv, en spydig og bramfri kvinde, der nåede at skrive en art uofficiel walisisk nationalsang med titelsangen til det andet album International Velvet. Næsten al teksten var på walisisk, men pointen burde være klar nok alligevel – for omkvædet gik i al sin enkelhed, og på engelsk: “Every day when I wake up, I thank the Lord I’m Welsh”.

Måske var det ikke så sært, at de i 1999 udgav denne antihymne til London. “I come alive outside the M25”, insisterer Cerys – den motorvej er Londons svar på Ring 4, en trafikpropramt, 188km lang vej, der også er kendt som London Orbital. Selv er hun på vej til toget i taxi; “Euston, Paddington, train station please”. Euston har afgangene til det nordlige Wales, og Paddington til det sydlige. London er for fuld af sushispisende phonies alligevel, så det er om at komme væk den ‘neon disease’, som man lige så Brett Anderson hylde.

“I’ll never leave. I might have a small flat in London to avoid late night travelling but I don’t think I could survive for long away from Wales. It keeps your feet on the ground,” sagde Cerys Matthews dengang. I dag bor hun i London.

1.45 The Clash – ’White Man in Hammersmith Palais’

Hammersmith Palais

En single lavet som en koncertanmeldelse. Vi er med Joe Strummer i Hammersmith Palais, spillestedet der var klemt inde mellem flere stationer og en motervejsoverkørsel i det vestlige London.

Det havde været en isrink og hjemmebane for Londons ishockeyhold, det havde været en balsal med fast orkester, og det havde været en sporvognsremise. Under krigen var det endda en fabrik, der fremstillede kampvogne. Men her i 1978 er det vært for en reggae-allnighter, hvor Strummer og hans ven Don Letts har billet. Og han er skuffet. Han har håbet på en roots-åbenbaring med Delroy Wilson og Dillinger, men får tam poppet reggae med Four Tops-agtige danserutiner.

Og herfra breder hans tanker sig fra den sløje koncert til de mere generelle bekymringer, som den klaustrofobiske politiske situation, hvor soldater patruljerer i gaderne og bomber dukker op i posten, mens den politiske scene krænger så meget mod højre, at “if Adolf Hitler flew in today, they’d send a limousine anyway”. Der er også en hilsen til de opportunistiske ‘nye’ bands med deres velskårne jakkesæt, og her menes mest af alt The Jam, hvis sanger Paul Weller i et vellykket forsøg på at pisse alle af havde erklæret, at næste gang ville han stemme konservativt. Den følgende vinter er The Winter of Discontent, og vinder – ikke Hitler, men – Margaret Thatcher så valget. En mesterlig sang, og et stykke 70’er-historie.

3.00 Jack – ’3 O’Clock in the Morning’

Holloway RoadSommetider leverer London os en fin ny lomme-Byron, der giver os meldinger fra sit lille hummer om forsøget på at finde ind til kernen af forfaldet. Og desværre holder de ikke altid længe. Det gjorde f.eks. Anthony Reynolds og hans stort anlagte band Jack ikke. Men de nåede at lave to ret strålende plader, og den bedste var den første, Pioneer Soundtracks, mordballader og dødsromantik fra et London på vej i undergangen.

Så dystopisk står det heller ikke til her fra den fine første sang på plade nr. 2, The Jazz Age, der er historien om en lang, slingrende gåtur hjem gennem byen. “This Is London, not Antarctica, so why don’t the trains run all night?”, spurgte Hefner meget rimeligt få år senere dette, der foregår i 1996. Og det er de begyndt på, men det gjorde de ikke dengang.

Så vores ensomme fyr tager hele vejen hjem forbi alle de lukkede pubber og de åbne benzintanke, og hvis hans rute virkelig hedder “Holloway Road – Camden Road – City Road”, så går han nærmest mere en ringvej end en omvej. Men han har også et ærinde: Han skal opsøge ekskæresten og stalke hende, mens han traver gennem Nordlondon. Og det lykkes. Og hun er dånende smuk – set gennem alkoholtågen fra et sted uden for vinduet.

4.50 The Sabres of Paradise – ’The Ballad of Nicky McGuire’

Gloomy nightJeg er ikke den eneste, der har leget med idéen om at tage turen rundt i London i et døgn. Nogle gør det bare større anlagt end andre. Haunted Dancehall – hvilken fantastisk titel – hedder dette soundtrack til en imaginær film, fra Andrew Weatheralls Sabres of Paradise. Der var ikke så mange, der købte det, men det føles som om der er nogle, der har lyttet rigtig meget til det og dets stemninger af rusten industri og glemte hulrum omme bag facaderne.

Der er små stykker tekst fra en lige så imaginær roman på omslaget, der forklarer hovedpersonens vej rundt i byen – Haunted Dancehall skal forestille at følge dj’en Nicky McGuire rundt, fra han vakler ud af sengen, til han et døgn senere vakler ud i byen igen og ser solopgangen, for wired til rigtig at kunne falde til ro.

Men mens han forsvinder ud i dagen igen med ekkoerne fra et døgns musik (og de resterende stoffer) i hovedet og blodet, får dette Londondøgn lov at ende her, med få minutter til turen går ud i den kolde nat, hvor musikken stadig ringer i ørerne, som om man ud af øjenkrogen oplever Kraftwerk, der er blevet røget skæv af en dubproducer. En andet sted i byen er der sikkert én, der er på vej mod fødeklinikken i den tyndeste morgentrafik four fifty, samtidig med at denne nat er klar til at slutte.

 

Kommentér indlægget