London all day, and all of the night – 1. del

   


“Of course London’s a big place. It’s a very big place, Mr Shadrack. A man could lose himself in London. Lose himself. Lose … himself. Lose himself in London!!!”

Hobro. Lad os tage Hobro. Hvis man er vant til København, og ankommer til Hobro efter lukketid, er der én nærliggende følelse: Hvor helvede er alle folk henne? Med andre ord præcis den samme følelse, som man kan få når man vender hjem til den danske hovedstad efter at have været i den engelske nogle dage. Alt mylderet døgnet rundt, den evige larm og lugt og bevægelse omkring én, pludselig er den pist væk, og man hører stilheden, ledsaget af en mild summen i ørerne. 

Paul Simonon

London er en vidunderligt stressende by, og det er ikke kun på grund af masserne omkring én hvor end man er, over og under jorden, og den der følelse af konstant uro og bevægelse. Det er den grad også på grund af en dårlig vane jeg har med at skulle se så meget som muligt af byen for hvert besøg. Og der er ufatteligt meget af den. Måske derfor fylder den også så meget når man ikke lige er der? Der er i alle fald ingen by som London, der kan inspirere musikere, og der er heller ingen anden by jeg holder af at drømme mig væk til, så her begynder en håndplukket og guidet tur rundt i byen et vilkårligt døgn.

De fleste af sangtitlerne er YouTube-links, og i bunden er der en Spotify-sangliste, der er lige til at gå til. Og hey, her er alle stederne sat ind på et kort. Og så afsted, ned syd for floden.

5.20 Squeeze – ’Up the Junction’

Up the Junction

Vi lægger ud inden daggry, hvor begyndelsen til enden for fortælleren i Squeezes perfekte lille kitchen sink drama indtræffer en halv time efter ankomsten til fødeklinikken. Sangen var mere eller mindre inspireret af tresserromanen af samme navn, der passede noget så strålende ind i tidens stil – den var fuld af forvirrede, hæmmede unge, som udlevede den høflige engelske seksuelle revolution i et gråt, udtjent land, der ikke havde fået det optimale ud af at vinde 2. verdenskrig.

Og det er samme historie hos Squeeze her i 1979, hvor det stadig er tydeligt at sangens ‘dame’ er en ellers uopnåelig, men godhjertet pige fra det pæne Clapham, mens manden selv formentlig er en gemen arbejder fra Battersea, på den gale side af sporene – de spor, der er de første 25 af på Clapham Junction.

Squeezes to sangskrivere, Glenn Tilbrook og Chris Difford, var og er knivskarpe til den slags, og det er lidt synd at de aldrig har fået nær samme status som deres ærkeengelske samtidige Madness (der havde den kammeratlige stemning) og Elvis Costello (der havde vreden). De var post-punktidens godmodige nye udgave af The Kinks, hvilket ikke behøver være skidt. På East Side Story, der kom et par år efter den her i 1981, var det strålende.

6.55 The Pogues – ’Misty Morning, Albert Bridge’

misty morning albert bridgeDet ender helt galt for manden i Clapham, og det gør det tilsyneladende også for vores sanger her. Vi får kun minimale hints om hvad der er sket, siden han stod med sin elskede ved floden og tændte hendes smøg, men han er i alle fald strandet i udlandet – på et lurvet hotel? i et lurvet fængsel? – uden andet end en tilsyneladende drøm om at komme hjem.

Hvis Squeeze var gode til at sætte en treminutters historie i scene med London som baggrund, var The Pogues bestemt ikke ringere. Især Shane MacGowan, den uforlignelige sanger og sommetider selvparodiske sut, var en mester – fra den uregerlige ‘Transmetropolitan’ over den uhørt barske ‘The Old Main Drag’ til de bedårende ‘A Rainy Night in Soho’ og ‘Lullaby of London’, så trak London det bedste ud af ham. Han er også en kender. Det er fristende at tro, at The Pogues alle er irere, men bl.a. MacGowan har boet det meste af sit liv i det sydlige England.

Denne sang, den sidste The Pogues fik et hit med inden MacGowans drikkeri “became a proper stinging”, er dog skrevet af Jem Finer, der er englænder og født i Stoke. Og med tanke på den rygende dame i daggryet som han skrev om, er det meget passende at også broen går som The Trembling Lady. Den gamle og meget smukke bro går mellem trætte Battersea i syd og fornemme Chelsea i nord, og er så skidt gearet til tung trafik, at når soldater krydser den, er de nødt til at gå ude af takt for ikke at få den i svingninger.

8.10 Pulp – ’Bar Italia’

Bar ItaliaTiden, hvor byen er ved at være fuldt vågen. Og for nogle fås vedkommende endnu ikke er faldet i søvn. Hvilket er grunden til, at Jarvis Cockers fortæller er landet i Soho med en af sine venner, der knap heller kan holde sig oprejst længere.

Det var et solidt skud i armen for den italienske café fra 1949, der næsten har døgnåbent. Man skulle egentlig ikke tro det, for ret beset burde det ikke være godt for forretningen at blive beskrevet som et sidste tilholdssted “where broken people go”, men når det sker med fuldt navn på et album der sælger millioner, som Different Class, er det formentlig til at leve med. Souvenirsalget eksploderede også.

Finalen på pladen er i virkeligheden vejen videre for Pulp. This Is Hardcore, deres kommercielle selvmord som fulgte, var fuld af dette udbrændte mismod. Og når det begynder at handle om den berømmelsens fæle bivirkninger, kan det være strengt at lytte til. Men selv i sine mest navlebeskuende øjeblikke er der stadig ikke mange, der kan beskrive denne Jastrau-agtige tilstand som Cocker kunne. Selvfølgelig er der da noget fristende ved at sidde totalt udkogt i Frith Street om morgenen og se folk gå på arbejde mens pulsen langsomt lægger sig.

10.00 Saint Etienne – ’Mario’s Café’

Det er så den lysere side af cafélivet. “Cigarette … cup of tea, a bun …” – sådan mumler en småsøvnig stemme inden første sang på Saint Etiennes nu 20 år gamle So Tough-album. Vi er på Mario’s Café, hvilket lidt er snyd: På genudgivelsen afsløres det, at sangen i virkeligheden er inspireret af Moonlight Café i Tufnell Park, to en halv kilometer væk, hvor gruppen sad og grublede over sangene over spejlæg og kaffe.

Og så formentlig sad og småsnakkede om de samme ting som folk i sangen, hvis hovedpersoner både gerne vil spille på hestene, vil vinde en konkurrence om at møde PM Dawn, og så KLF’s totalt kaotiske afskedssalut ved The Brit Awards.

Saint Etienne har beskrevet byen på kryds og tværs, med kærlighed. De får en søvnig nordlig bydel som Archway til at lyde så skøn som Primrose Hill. Og man kan ikke engang fremhæve So Tough som deres helt særlige hyldest til hovedstaden, for dem har de lavet flere af siden i fuld albumlængde, men den tegner stadig et broget portræt af byen i den anden halvdel af sidste århundrede med brug af en masse klip fra gamle film, og med in-jokes og namedrops overalt. Det er nok deres mesterværk.

11.25 Soft Cell – ’Bedsitter’

Club for Heroes

Midt på So Tough er der, uden præcis grund, en speakerstemme der udbryder “Non-Stop Erotic Cabaret!” – navnet på Soft Cells debut fra 1981, og endnu en serie sange om London. Men hvor Saint Etiennes London består af alle de små detaljer fra alle gaderne og skiltene og pladerne og tv-programmerne, er Marc Almonds London spærret inde i en verden af neon og stimulanser om natten, og nedture om dagen indtil man endelig kan forlade den sølle hybel og tage fat på nattelivet igen – “kid myself I’m having fun”.

‘Bedsitter’ er sunget søndagen derpå med tømmermænd, bondeanger og dyb ensomhed i den formentlig kummerlige etværelses i New Cross, Mile End, Elephant & Castle, eller hvor man ellers kunne have råd til at bo dengang i de tidlige firsere. Fyren indser selvfølgelig, at det er et totalt tomt liv uden nogen form for fremtid, kun nutid. Men hvorfor ikke blive ved? Alle andre gør det.

13.15 The Jam – ’Strange Town’

Oxford Street

Og man vil jo i øvrigt gerne falde ind. Derfor prøver man også at tilpasse sig. Man kan ikke opføre sig som en alt for stor outsider, så bliver der slået hårdt ned på det.

Paul Weller kom fra Woking, en af Londons ydre forstæder nede i sydvest, og havde et solidt had/kærlighedsforhold både til sin gamle egn og til den nye by – singlen inden ‘Strange Town’ var f.eks. den opløftende historie om et brutalt overfald i undergrundsbanen, og inden længe havde han lavet ‘That’s Entertainment’, den ultimative liste over ting der er en prøvelse ved storbylivet.

Imens var der ‘Strange Town’, der bare rent ud sagt var frustreret over hvor ugæstfrit et sted London kan være. Ingen der hjælper, ingen der vil tale, ingen der har en personlighed, og ingen der ønsker at man selv har det. Weller var og er en forrygende misantrop. Eller lidt en sur støder, med andre ord.

15.45 Blur – ’For Tomorrow’

Primrose HillØjeblikket, hvor Britpop blev opfundet, siger nogle. Det er måske ikke helt rigtigt. I hvert fald ville Ray Davies nok protestere. For det var hans Kinks, at Blur lyttede til mens de var på en pointeløs turné hen over USA med deres halvhjertede forsøg på at hægte sig på Stone Roses’ succes. Andre onde tunger siger at Britpop startede her. Og ikke var kommet videre, da Blur hoppede på den (røde dobbeltdækker)bus.

I dag kender man Damon Albarn som en af de mest velformulerede og kvikke popsangere, men for tyve år siden var der kun et spinkelt håb om at man kom til at høre mere end rene banaliteter fra ham – “Bang goes another year, in and out of one ear” er det værste skræmmeeksempel.

Gudskelov fik han hanket op i sig selv. Måske inspireret af Clash-manageren Bernie Rhodes’ ord – “write about what’s affecting you, about what’s important”. Albarn greb fat i det nærliggende, og i dette tilfælde var det hvordan man får sin hverdag til at hænge sammen i en storby der fryser tæerne af en i sin hektik, når man er Jim fra i øvrigt elegante Emperor’s Gate – hvor han formentlig bor alt for dyrt. ‘For Tomorrow’ blev lavet færdig efter resten af Modern Life Is Rubbish, da der var brug for en hitsingle, og albummet ville ikke have været nær det samme uden. Et år senere var hitsingler det mindste problem af alle for Blur, der allerede dér var klar med opfølgeren Parklife.

17.00 Anthony Newley – ’Pop Goes the Weasel’

Anthony NewleyEller måske var det her, britpoppen begyndte. Altså da man begyndte at lave nursery rhymes, hvoraf nogen af de bedste bruger London som kulisse. Det gælder bl.a. ‘Oranges and Lemons’ om byens klokker – senere lånt af Joe Strummer til ‘Clash City Rockers’ – ‘London Bridge Is Falling Down’, der er lånt af tusind fodboldklubbers fans, og så ‘Pop Goes the Weasel’.

Den unge mand med de brede ører til venstre er Newley, der spillede the Artful Dodger i Oliver Twist som barnestjerne, og siden lavede interessante ting som at skrive teksten til ‘Goldfinger’, gifte sig med Joan Collins dengang hun var rasende lækker, og at være en charmerende entertainer (og i øvrigt en klar inspiration for denne ukendte sanger, inden nogen skubbede en Velvet Underground-plade i favnen på ham, og han tog sig sammen).

Klokken er fem, det er fredag, og der skal skylles øl ned på The Eagle, der stadig i dag ligger lige ved City Road der hvor City bliver til Nordlondon, og til det formål skal de lokale skræddere lige aflægge besøg hos pantelåneren for at få råd til drinks. That’s the way the money goes. Heh, og du troede det handlede om at pløkke bidske pelsdyr, ikke? Det gjorde jeg. Men weasel – i fuld længde weasel and stoat – er cockney-rimslang for coat.

18.30 The Libertines – ’Up the Bracket’

Vallance RoadHvis nogen musiker fra den anden Britpop-bølge kunne gå for at være The Artful Dodger, skulle det være Pete Doherty. Han gjorde sig f.eks. bemærket ved at forråde sin bedste ven, nemlig ved plyndre med-sanger Carl Barats lejlighed mens Doherty egentlig burde have været med på turné i Japan. Og han har optrådt i høj hat og lydt som en cockney fra sidste århundredes begyndelse ved masser af tilfælde. Rimslang? Masser af det.

Og så er han ikke en ond person, inderst inde. Bare en kæmpe klovn uden moralsk kompas. Og det er derfor man i dag står med et frustrerende lille udvalg af gode sange fra Dohertys side, og derfor de næsten alle stammer fra de par år det lykkedes at holde The Libertines samlet.

Som denne, titelsangen fra debuten Up the Bracket, hvor Dohertys Dodger møder nogle lokale East End-slyngler på Vallance Road i East End – Kray Twins? Yngre familie til dem? – og hellere tager en røvfuld end lader sin elskede blive indblandet. Albummet er fantastisk, en halv times trods og os-mod-dem-attitude, punky skarphed der mødte music hall-stemning og gamle drikkeviser. Doherty kommer formentlig aldrig til at overgå det (og Carl Barat gør med garanti ikke).

19.15 The Kinks – ’Waterloo Sunset’

The KinksDa The Clash lavede deres korte, skarpe, tidlige slagsang ‘1977’ sang Joe Strummer “No Elvis, Beatles, or the Rolling Stones in 1977”. Mange år senere bemærkede bassist Paul Simonon, manden der malede billedet oppe foroven: “Notice how it doesn’t mention The Who or The Kinks”.

Ray Davies kan vel i virkeligheden kaldes en mental far til flere generationer af de sangskrivere, der dukker op her: Weller, Strummer, Albarn, Doherty. Der er en lige linie fra David Watts over Billy Hunt til Tracy Jacks – manden på gaden hos Kinks, Jam, Blur gennem tiden.

Men her er socialrealismen blevet krydret med ren romantik, med en sløj Ray Davies, der sidder og nyder udsigten over Themsen fra hospitalet og ser solen der forsvinde i vest og lyse hele flodens bassin op ud til mundingen, mens han holder øje med de unge der hånd i hånd går over broen. Rygterne gik, at de omtalte Terry & Julie var Terence Stamp og Julie Christie, men Davies selv hævder at den er om hans nevø Terry og dennes daværende kæreste. Det ville også passe bedre med en almindelig, men stadig ekstraordinær romance som det centrale i historien. Det er ikke så sært, at det er en knuselsket sang i byen stadigvæk.

Det var så de lyse timer – næste afsnit foregår efter solnedgang …

 

 

 

Kommentér indlægget