Kysser pophimlen farvel – hvad er Lars H.U.G.’s bedste sange?

   


hug1I oktober sagde Lars H.U.G. stop. Efter sin optræden ved Kronprinsparrets prisuddeling i Holstebro gjorde den 63-årige sanger det klart, at nu var det slut med musikken.

Dermed er der sat punktum for en stor karriere i dansk musikliv. Ikke fordi H.U.G. har været specielt produktiv – han har ”kun” udsendt ni albums på 36 år, men de har til gengæld været yderst markante. Få har som H.U.G. fået kunstnerisk kompromisløshed og folkelig appel til at gå op i en højere enhed. Fra Klichés postmodernistiske popeksperimenter til fortolkningerne af folkekære danske sange. Fra ‘Militskvinder’ til ‘Skibet Skal Sejle I Nat’.

Lars H.U.G. er en popprovokatør med hits. Ganske mange hits, faktisk. Men hvad er egentlig det bedste, han efterlader os? Vi har hver især listet vores favoritsange og derefter regnet det hele sammen til en fælles Top 30. Sådan her faldt det ud:

 

30.  Afsked
29.  Backwards (featuring Lisa Ekdahl)
28.  Mit Tog
27.  Rose
26.  Sæsonen Er Slut
25.  De Berusedes Vej
24.  Skibet Hedder Afsked
23.  Okay Okay Boys
22.  Thanksgiving Man
21.  Når Lygterne Tændes
20.  Happy Boy
19.  Bravo Charlie
18.  Henover Himlen
17.  Mon De Kan Reparere Dig
16.  Bag De Røde Bjerge

 

15. BLIDT OVER DIG
(1992, fra ’Blidt over dig’)
blidt
H.U.G.’s 1992-album landede helt perfekt midt i et bagende varmt forår, få dage inden EM, med alle blomster i fuldt flor, natsværmere i luften og sommerferie på vej. Set i bakspejlet var det vildt ujævnt, men selv uden de rosenrøde briller på er der et par skønne sange på, og én af dem er titelsangen – en kryptisk stribe af mytologiske billeder og en melodi, der svæver, dykker og letter igen, over seks minutter. Hvis bare albummet var dejligt – dejligt som titelsangen.
Nikolaj Steen Møller

 

14. KYSSER HIMLEN FARVEL
(1987, fra ’Kysser Himlen Farvel’)
Der var nogle dysterrockere, som var skuffede over ’Kysser Himlen Farvel’. Man kan stadig møde dem. De taler gerne om ’City Slang’, som den eneste gode Lars H.U.G.-plade. De må have nogle triste liv.
Pop har sjældent lydt mere perlende og pirrende end på ’87-albummet, hvor H.U.G. sled musikere og producere ned til skelettet og gennemførte et projekt, der lige så godt kunne være endt som en bunke sønderklippede bånd og en hovedperson i spændetrøje. Selve ’Kysser Himlen Farvel’ er en stringent popsang båret af euforiske guitarer, og Lars H.U.G.’s stemme på klatretur mellem himmel og helvede. Det er lykkepiller på plade. Det er umuligt ikke at fløjte eller synge med, når de hvide drenge synger: ”La, la, la, la”.
Niels Fez Pedersen

 

13. ALDRIG MERE
(1980, fra Kliche: ’Supertanker’ og 1989 fra ’Kopy’)
Det er Team Kliche, der skriver her. Jeg har aldrig forstået, hvorfor Lars H.U.G. ville gentage sig selv og give ’Aldrig Mere’ en tur mere i manegen. Det ligger ellers ikke til ham. Men okay, solopladen hed trods alt ’Kopy’. ’Supertanker’-versionen er som alt andet på det album tight og manisk, og man bliver helt forpustet af tempoet. Alligevel synger Lars H.U.G. rent og smukt i afskedshymnen. ’Aldrig Mere’ udkom som single i november 1980 (Medley MdS 149), på den anden side sad ’Militskvinder’. Det er godt nok en hård pakke.
Niels Fez Pedersen

 

12. HVOR GÅR VI HEN
(1987, fra ’Kysser himlen farvel’)
kysser
’Kysser Himlen Farvel’-albummet er et mesterværk. ‘Hvor går vi hen’ åbner forestillingen, og med ringende Hassig-guitar, firsertrommer og blæsere er det en fanfare for H.U.G.’s nye retning – ikke flere sorte digte om baggårde, men en helt ny vision for pop. Jeg bliver stadig lige overstadig af at høre denne sang, knap 30 år efter.
Nikolaj Steen Møller

 

11. DESERTØREN
(1987, fra ’Kysser himlen farvel’)
En brillant bagatel, og endnu en fuldendt popsang. H.U.G. er en sanger, der kan hæve en kort lille tekst og en frase som “Blot for i dag ku’ vi være lykkelige” til en stor, kompleks ting, folde den ud som en stor sandhed, gøre den til selve lyden af vild forelskelse. B-stykket er dæleme også godt. Solen skal have lov at skinne på én fra tid til anden.
Nikolaj Steen Møller

 

10. MASSELINJEN
(1980, fra Kliché: ’Supertanker’)
”Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorie”. En enkelt sætning og et simpelt meloditema, ikke andet. Mere behøvede Kliché ikke for at skabe ti hypnotisk medrivende musikalske minutter. Man ville formentlig have kaldt det post-rock, hvis det udtryk ellers havde fandtes dengang på trinbrættet til 80’erne.
’Masselinjen’ lukker debutalbummet fra H.U.G. og hans kumpaner med Formand Maos ideologisk saftspændte ord. Og H.U.G. synger dem med en stigende intensitet, så de gradvist rejser sig fra stille trods til stålsat kampvillighed. Men er det et politisk partsindlæg? En udstilling af hule paroler? Eller ligger meningen et helt tredje sted? Det er anyone’s guess, mens musikken marcherer fremad til sin egen uimodståelige, maskinelle puls. En postmoderne flertydighed, der er med til at gøre dette maraton-nummer lige fascinerende næsten fire årtier og en del verdenshistorie senere.
Jesper Nykjær Knudsen

 

9. ALT GÅR FRA HINANDEN, BABE
(1988, single)
hug2
I sommeren ’88 udførte Lars H.U.G. et af sine jævnlige stunts. Han kunne i den periode ikke optræde uden en skærebrænder og en gammel bil, men hans angreb på Roskilde Festival vendte ryggen til støjen og åbnede døren til et nyt kapitel i karrieren.
Showet på Grøn Scene med kopiversioner, venner på rulleskøjter og en solid mængde kaos, var poppet og udadvendt på en ny måde. Han stod på ryggen af ’Kysser Himlen Farvel’ og var blevet popstjerne. ’Alt Går Fra Hinanden, Babe’markerede samme efterår overgangen til næste fase. En klar, vemodig popsang, og på b-siden fandt man ’Kvinde Min’ krediteret til Lars Who? & The Copies, et forvarsel om ’Kopy’-pladens indhold.
’Alt Går Fra Hinanden, Babe’ varer næsten seks minutter og rejser sig som en bølge fra lyden af harmonium og mundharpe i begyndelsen til H.U.G.’s stadig mere desperate skrig og alligevel et håb i sidste sætning: ”Sikke en smuk dag at skilles fra hinanden”. Det er en emotionel rutsjetur og hele H.U.G.’s karriere afviklet i én sang.
Niels Fez Pedersen

 

8. HVORFOR ER LYKKEN SÅ LUNEFULD
(1992, fra ’Blidt Over Dig’)
På Assistens Kirkegård står en gravsten, hvis bund er udhugget som en række tangenter. Det er Karen Jønssons. En i dag stort set ukendt sangerinde og komponist, hvis liv var såvel kort som omtumlet, inden hun døde af en overdosis sovepiller i 1942.
Eftertiden kender hende primært for én sang: ’Hvorfor er lykken så lunefuld’, som hun skrev og indsang til Oswald Helmuth-filmen ’En fuldendt Gentleman’. Men sangens endelige forløsning kom først med Lars H.U.G.’s version 50 år senere. Bakket op af et talstærkt stjernemandskab – herunder Hilmer Hassig og Aske Jacoby på guitar, Nanna Lüders på kor (ja, og Povl Kristian på, æh, sav) – løfter han den rene smerte i Carl Viggo Meinckes doserede lyrik og drejer Jønssons melodi, så den åbner sig. En kæmpe tjeneste for sangen og dens glemte komponist og originalsanger.
Danni Travn

 

7. ELSKER DIG FOR EVIGT
(1987, fra ’Kysser Himlen Farvel’)
I 1987 hadede jeg næsten al dansk musik. Ikke Gangway. Og slet ikke Martin Hall, som jeg syntes var genial. Men de havde noget til fælles: De sang på engelsk. Jeg hørte Bowie, Japan og Depeche Mode – og så var hele den storsælgende bølge af dansk firsermusik jo bare det bruneste, man kunne forestille sig. Der var eddermanme langt fra Cutting Through til “Jeg bor til leje på Haveje”.
Jeg kunne vagt huske Kliché fra min barndom – med andre ord, jeg kunne huske ‘Bravo Charlie’, der alligevel ikke ligefrem var på dansk, og så kunne jeg huske nogle spøjse videoer hvor de rendte rundt i malerkostumer. Så for den ikke-dansk-spillende og kræsne teenager var det en enorm aha-oplevelse, da der i TV-Avisen, af alle steder, var premiere på en ny video med Lars Hug, en gådefuld skikkelse med et intenst blik, en smuk mand i et sært kostume, der sang en desperat sang om kærlighed og besættelse. Den var på dansk. Og den var fåking god. Sikke en dør at få hamret op. Jeg har det helt ok med dansk sang i dag.
Nikolaj Steen Møller

 

6. DANSEVISE
(1989, fra ’Kopy’)
kopyDet er egentlig paradoksalt, at en sand original kan være så god til kopier. Gennem årene har Lars H.U.G. taget en lang række sange fra den hjemlige sangskat til sig og gjort dem til sine egne. En stor del af dem findes på det rene cover-album ’Kopy’ fra 1989, som til dato er hans mest solgte i karrieren.
Især udgaven af Grethe og Jørgen Ingmans internationale Melodi Grand Prix-vinder fra 1963, ’Dansevise’, er mesterlig. Originalens solstrejfede sødme og slentrende valsetakter er vekslet til gråtonet melankoli og stringent poprytmik. Og H.U.G. lægger al sin sitrende sårbarhed ind i den forladte elskers velkendte linjer: ”Hvad med os to, dig og mig? Jeg danser og danser og standser og sanser kun dig, hvorfor løb du dog din vej? Kom igen”. En eviggyldig nyfortolkning af en allerede eviggyldig sang.
Jesper Nykjær Knudsen

 

5. PATRULJE
(1982, fra Kliche: ’Okay Okay Boys’)
Vokalen. Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde savnet den, før jeg hørte singlen ’10 sekunders stilhed’ på et kontor hos Sony Music, dengang comebacket stadig var en hemmelighed. Spændvidden, den emotionelle investering, krukkeriet og dens ejerskab af ordene.
’Patrulje’ er – foruden at rumme alle andre elskværdige Kliché-dyder – en af de bedste ambassadører for Lars H.U.G. som sanger. Der er det excentriske vrøvl (”Aaaa-i-jar-jar-iii shå shå shå shå shå shåå shå-shå”), der er de barberbladsskarpe konstateringer (“Det er ik’ vores tid, det er ik’ vores by, det er ik’ vores fejl, og det er ik’ vores lyd”), og der er det messende “Gennem lange korridorer”.
Uden den stemme havde karrierens dristige stemningsskift – både fra plade til plade og i de enkelte sange – været umulige. Og hvis der i hans aflivning af Lars H.U.G. ligger, at han ikke længere vil dele den vokal, er tabet tæt på ubærligt.
Danni Travn

 

4. NATSVÆRMER
(1992, fra ’Blidt Over Dig’)
Romantikeren Lars H.U.G. har det med at blive overskygget af art-provo-punk-whatever’en Lars H.U.G. Såmænd også af os her på listen. Og vi har da absolut vores velbegrundede pointer. Men ingen ønsker at skære hans bløde, sentimentale strejf bort. Slet ikke, når han med blide guitarstrøg som på ’Natsværmer’ næsten nærmer sig lejrbålet. For en sang så rørende, spillevende og ubesværet om kærlighedens intensitet og flygtighed kan man altid finde plads til, hvis man selv har bare en dråbe blod tilbage i sit forkullede hjerte.
Danni Travn

 

3. MILITSKVINDER
(1979, fra opsamlingen ’Pære Punk’ og 1980, fra Kliché: ’Supertanker’)
paerepunk
Jovist, selvfølgelig betyder det noget, at ’Militskvinder’ på nationalt plan indvarslede et nyt paradigme, da nummeret i 1979 åbnede side to på den sidenhen mytologiske kompilering ’Pære Punk’. Farvel til blødsøden musikskolelyd og entydige hippiebudskaber. Goddag til en kold og polemisk industriel virkelighed.
Men et nummer er ikke (nødvendigvis) kunstnerisk essentielt, fordi det kom først – så lad os ikke falde ned i den argumentfælde og rode rundt med arkæologer og bibliografer. For ’Militskvinder’ er først og fremmest et af de stærkeste H.U.G.-numre via dets egen ekspressive kraft. Maskingeværstrommerne, den kommanderende vokal, den drilske brug af Mao-lyrik, de kontante breaks og de gemene poptrick. ’Militskvinder’ er sammenpresset postmodernisme, den er fortættet energi. Den er flertydigt fascinerede og entydigt dragende. Var nummeret udkommet i går, ville det fortsat efterlade lyttere konfuse – og opløftede. Derfor kan den stadig få – antageligt – velbegavede mennesker til at synge med på ord skrevet af diktatoren i et totalitært rædselsregime og råbe noget så åndssvagt som ’bab-bab-babadi-åh-åh’.
Danni Travn

 

2. HAVETS BLÅ
(1980, fra Kliche: ’Supertanker’)
Jeg kan stadig ikke forstå, hvor ’Supertanker’ kom fra. Albummet var i 1980 ikke som andre danske rockplader, og selv om man kunne føre strenge tilbage til Roxy Music, David Bowie og Kraftwerk i attituden, lød Kliche først og fremmest som sig selv.
’Havets Blå’ er en slags titelsang. Den beskriver tankeren i vandet i Den Persiske Golf, hvor den fyldes med tonsvis af Mobil og Shell. Stedet og handlingen formidles som poesi. Det er et digt, der ikke fortæller en historie, men eksisterer i nuet. H.U.G. er helt oppe i det skingre leje, men han holdes fast af de stramme guitarer og et meget solidt beat.
Niels Fez Pedersen

 

1. VENT
(1984, fra ’City Slang’)
I 1983 rejste Lars H.U.G. til Vestberlin. Han havde netop spillet på Roskilde Festival med Kliché, som efter to kritikerroste, men moderat sælgende album ikke kunne blive enige om, hvor de nu skulle hen med bandet.
Med i rejsetasken havde han Søren Ulrik Thomsens digtsamling ’City Slang’. Præcis som punk og new wave havde sendt rystelser gennem musiklivet, var den litterære verden også midt i en opbrudstid. Unge digtere som Michael Strunge, Pia Tafdrup og netop Søren Ulrik Thomsen blev nye lyriske stemmer for 80’ernes nå-generation, der genlød af postmodernistisk opløsning og fremmedgjorte storbyliv.
H.U.G. blev inspireret til at sætte en række af digtene fra ’City Slang’ til musik. Albummet udkom i efteråret 1984 til overstrømmende anmeldelser, og det står den dag i dag som et af de kunstnerisk stærkeste og mest udfordrende danske rockalbum nogensinde. Thomsens sansninger af storbyens virvar ligger perfekt til H.U.G.’s dirrende stemme og en frostsprængt 80’er-lyd med masser af rumklang på de kuldslåede klaverstykker. Især på den helt fænomenale ’Vent’, hvor H.U.G. synger, så hjertet skyder sig helt op i halsen: ”I værelser presset ind under taget, stukket ned under gården, i tog susende væk fra, imod og igennem alle byer, vi venter på nogen, i årevis, i aften”, lyder det, så følelsen af ensomhed i vrimlen kryber helt ud i kroppens yderste led.
H.U.G. har gennem hele karrieren været en brillant fortolker, og her får Thomsens mesterlige poesi den stemme, den fortjener. ’Vent’ vil aldrig blive et af H.U.G.’s største hits – dertil er den for nedstemt i al sin isblå 80’er-kulde. Men har man én gang lukket dens dystre skønhed indenfor, vil den altid blive siddende i én.
Jesper Nykjær Knudsen

 

 

Kommentér indlægget