Kvartalsregnskabet – 3. kvartal 2014 – del 1:2

   


2014’s tredje kvartal er afsluttet, og bloggerne har gjort status over de seneste tre måneders højdepunkter. Her i første del er der en en bid fra et hyldestalbum, et overset rockband, der vil smadre årslisterne, og et slackerikon i sprællemandshjørnet.

Regnskaberne for årets to første kvartaler finder du her:

Kvartalsregnskabet – 1. kvartal 2014
Kvartalsregnskabet – 2. kvartal 2014 1:2
Kvartalsregnskabet – 2. kvartal 2014 2:2

Niels Fez Pedersen

Sufjan Stevens: ’A Little Lost’ (albumtrack)
Arthur Russell døde af aids i 1992. Der var ikke mange uden for New Yorks danseunderground, der kendte hans musik dengang, men med årene er han vokset i anseelse, og hans lyse stemme og cellospil er blevet en reference for en ny generation af musikere. Bare spørg Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine.

Arthur Russell havde flere ansigter; hans skæve discoperler indspillet med Dinosaur og Loose Joints var i årene omkring 1980 lyden af New Yorks natteliv og klubber som Paradise Garage, mens hans skrøbelige solosange fortalte en helt anden historie. Det er her Sufjan Stevens står på og fanger melankolien i ’A Little Lost’, der oprindelig udkom posthumt i 1994. Faktisk giver Sufjan den en flottere finish, og i mine ører er det for alvor blevet til en brillant popsang om at længes og om at kysse.

Sangen er med på et hyldestalbum for Arthur Russell, som Red Hot-organisationen udgiver 21. oktober. Blood Orange, Hot Chip, José Gonzalez m.fl. er også med, og Robyn kaster sig ud i et livligt bud på Loose Joints-nummeret ’Tell You (Today)’.

Sleaford Mods: ’Tied Up In Nottz’ (single)
Alt ved Sleaford Mods er godt. Det er f.eks. fedt at have noget med mods i sit navn. Det er også rasende brillant at rable løs med tyk accent fra East Midlands om alle de ting, man hader. Hverdagen ikke mindst. Og ”’The Final Countdown’ by fucking Journey”, som de brager løs uden hensyntagen til rockhistoriske fakta.

Jason Williamson og Andrew Fearn har udgivet musik siden 2006, men albummet ‘Divide and Exit’ fra i år er skummet på fadøllen med ’Tied Up In Nottz’ som en ekstra omgang til hele baren. Ren jubel. Det er John Cooper Clarkes punklyrik, der møder ’Parklife’, Irvine Welsh og en flok hooligans på vej til kamp i Stone Island og nye trainers. Det regner altid i Nottingham. Oi!

SBTRKT feat. Ezra Koenig: ’New Dorp. New York’ (single)
Kan du huske ‘Oh Well’ med Fleetwood Mac? Oprindelig fra 1969, men genoplivet med jævne intervaller af bandet med de mange liv. ’Oh Well’ er et enkelt nummer, der i begyndelsen består af et bluesriff, rystede maracas, flere guitarer og en ko-klokke. Så kommer et break, og Peter Green synger med sjælfuld stemme: ”I can’t help about the shape I’m in. I ain’t pretty and my legs are thin. But don’t ask me what I think of you, I might not give the answer that you want me to”.Der er en kort pause mellem ko-klokken og verset, og jeg tænker på det break og på Peter Greens måde at synge, hver gang, jeg hører ‘New Drop. New York’ med SBTRKT og Ezra Koenig (udlånt fra Vampire Weekend). Og det har været tit de seneste måneder. SBTRKT-sounden er elektronisk og udspringer af dubstep, men attituden er den samme, som dengang guitarguruen Peter Green var den sejeste fyr i London.

Smølle

James Yorkston – ‘The Cellardyke Recording and Wassailing Society’ (album)
Selv i en verden, hvor Mumford & Sons kan stå og se posh ud og spille folkemusik for et sekscifret antal folk på Glastonbury Festival, er James Yorkston en overset fyr. Det er ikke på nogen måde fair, men denne verden er generelt ikke fair. Spørg hans ven og bassist Doogie, der døde for et par år siden af kræft – den rørende ‘Broken Wave’ handler om ham.

‘The Cellardyke Recording and Wassailing Society’ er Yorkstons sjette plade, og den er fremragende.

Yorkston er morsom, bitter, vemodig, blid og bister – sommetider på samme tid – “Remember the time you fell in love with that Action Man (from the waist up …)” – og får i øvrigt god hjælp her af både KT Tunstall, der synger, og Alexis Taylor fra Hot Chip, der producerer og laver små tricks rundt omkring.

The Juan MacLean – ‘In a Dream’ (album)
‘In a Dream’ er ikke den værste måde at klare ventetiden, indtil Pet Shop Boys og Stuart Price er klar med en opfølger til mesterværket ‘Electric’ – hvis man altså er blevet afhængig af synthesizere, der lyder som om de er stjålet om natten i Giorgio Moroders studie.

Heltinden her er Nancy Whang, som er bedst kendt for at blive generet af pandaer i LCD Soundsystems video til ‘Drunk Girls’, men som også er en meget effektiv moderne discodiva. Der er ikke gået nogen operastjerne tabt i hende, men hun har den rigtige spinkle stemme til alle John MacLeans analoge synther. Perfekt lyd til et improviseret silent disco ude i en af byens parker på en småregnende efterårsdag.

Spoon – ‘They Want My Soul’ (album)
Jeg ved ikke hvordan, men det er lykkedes at ignorere Spoon i det meste af tyve år, på trods af at de har haft en anmeldertække, der nærmest er uden sidestykke i moderne tid. Måske har de virket for distancerede og kølige. Eller måske for nærige med omkvædene, og for svære at falde for ved et hurtigt, overfladisk eftersyn.

Mand, føler jeg mig som en tåbe nu. ‘They Want My Soul’ er en af årets bedste plader. Den er kvalitet over kvantitet, og den er én lang belønning for at lytte igen og igen, proppet af den slags sange, der virker ubetydelige i første omgang, og som siden begynder at slå lejr i éns hjerne, fra den kværnende gang “vred Costello” på ‘Rent I Pay’ til den glitrende ‘New York Kiss’. Den her plade bør smadre alle årslisterne, præcis som ‘Modern Vampires of the City’ gjorde det i fjor.

Jesper Nykjær

Aphex Twin – ‘Syro’ (album)
Sidste år var det My Bloody Valentine, der stod for det helt store comeback efter 22 års pause. Helt så længe er det ikke siden, Richard D. James var albumaktuel som Aphex Twin, men det føles næsten sådan. Hans første album i tretten år, ‘Syro’, har da også en aura af 90’erne over sig – lydene, teksturerne, de opbrudte beats. Men i en alder af 43 år lyder James som om, han ikke længere behøver at gå til musikalske yderligheder. Her er ingen satanisk mareridtstechno som på ‘Come To Daddy’, ingen minimalistiske, Erik Satie’ske vignetter a la ‘Avril 14th’. I stedet har James skabt et ualmindelig gennemført stykke lydarkitektur med masser af perfekt svungne detaljer. ‘Syro’ er sådan et album, man skal høre med et par gode hovedtelefoner og ganske enkelt lade sig omslutte af og indhylle i.

Trentemøller – ‘Deceive’ (Trentemøller Club Mix)
Trentemøller har altid haft den ene fod i rocken og den anden i elektronisk musik. På det seneste har han dog lagt vægten mere og mere over på rockfoden, både som remixer og albumkunstner, men når han endelig beslutter sig for at ramme dansegulvet, er han i mine ører helt uforlignelig. Det gør han heldigvis på albummet ‘Lost Reworks’, der udkom i sommer med remix – både hans egne og andres – af numre fra sidste års ‘Lost’-album. I hvert fald har ‘Deceive’ fået en overhaling, hvor Trentemøller finder hele sin værkstøjskasse frem og skaber en slags sexet, dystopisk disco omkring Sune Wagners halvt hviskende stemme. Med en dunkel new wave-bas og et rytmespor fyldt med detaljer og forskydninger. I en tid, hvor klubscenen oversvømmes af EDM-producere, som vel knap nok selv kan kende forskel på hinandens produktioner, er Trentemøller stadig helt sin egen.

Beck – Roundhouse, London (koncert)
Det var ikke lige, hvad jeg havde forventet. Oven på forårets fremragende, men også rolige og indadvendte ‘Morning Phase’-album troede jeg egentlig, at der var lagt op til en tilbagelænet, akustisk singer/songwriter-aften, da Beck gik på scenen i The Roundhouse. Men en gnistrende udgave af ‘Devil’s Haircut’ satte fra starten en helt anden dagsorden, og herfra legede 90’ernes store slacker-ikon sig igennem bagkatalogets højdepunkter.

‘Loser’, ‘Beercan’, ‘Sexx Laws’ etc. blev skudt af sted med en energi og appetit, som var det første gang i årevis, han spillede dem. Hvad det muligvis også var. Som ‘Where It’s At’, der blev trukket ud i mere end ti minutter med stumper af en hel stribe 70’er-disconumre klippet ind i undervejs. Eller ‘E-Pro’, hvor guitaristerne moshede sig selv og hinanden i gulvet og blev slæbt væk, mens Beck rullede politiafspærringsbånd henover scenen.

Det var Beck i det musikalske sprællemandshjørne, man ikke har set og hørt ham i længe. Dér hvor han piller ned fra hylderne i alle hjørner af pladeforretningen. Dér hvor han agerer showman et sted mellem James Brown og en pizzasplejset computernørd. Jeg kunne rigtig godt tænke mig snart at opleve ham sådan på plade igen.

Kommentér indlægget