Svensk pubrock, en mand med en guitar på en stor scene og naturligvis Sarah, åh Sarah, Cracknell er blandt de ting, der har rykket hos blogmedlemmerne i de forgangne tre måneder.
Herunder følger kvartalsregnskabet for årets andet kvartal – inklusive nogle små opsamlinger på årets Roskilde Festival.
Niels Fez Pedersen:
Bäddat För Trubbel ‘Två Sjundedelaer Av Ett Liv’ (album)
Det er ikke så meget straight rock, jeg lytter til, men jeg har en sød tand for pubrock. Den flabede, hurtige form for rock, der i 1970’erne miksede punkenergi med sydstatsrock, soul, country og vittige tekster, er den direkte vej til smil og fadøl, og når den desuden synges på skånsk, er jeg solgt.
Bäddat För Trubbel fra Malmö er en brillant arvtager til en stolt tradition, og selv om de har Nick Lowe, Doug Sahm, Dr. Feelgood og The Ramones i blodet, banker et personligt hjerte i deres korte sange. Teksterne handler for det meste om alkohol, arbejde (særligt manglen på det) og om Malmö. ’Om Det Inte Vare För Spriten’ er sublim, og ’Lämna Mig Ifred’ er en født hymne til den enlige dranker.
Bäddat För Trubbel er uafhængige og stolte af det. De udgiver selv musikken, og det nye album findes som vinyl og stream. Man kan desuden stadig nå at bestille det på kassettebånd via Bandcamp.
Giorgio Moroder ’Wildstar’ feat Foxes (fra albummet ‘Déjà Vu’)
Kvartalets personlige musikhøjdepunkt indtraf, da jeg interviewede Giorgio Moroder i Stockholm. Den 75-årige producerlegende oplever et overraskende comeback i kølvandet på den hyldest, Daft Punk gav ham på Random Access Memories. Det er baggrunden for albummet Dèjà Vu, som hverken er Moroders bedste eller værste udgivelse.
Han forsøger sig med en slags radiovenlig, EDM-tonet dance, sunget af en lang række gæster, fra Kylie Minogue til Sia (ikke noget langt spring). Topnummeret er ’Wildstar’, hvor Moroder citerer sig selv og genbruget et par toner af Flashdance-temaet, mens den britiske sangerinden Foxes funkler renskuret og mild på toppen.
Helt igennem ufarligt, men perlende og poppet. Lidt som manden selv. Han viste sig at være en venlig, ældre herre, der er knusende stolt af, hvad han har opnået som producer og sangskriver.
Roskilde 2015
Det var et skønt Roskilde-år. Man kunne uden problemer sammensætte et program helt fri for rockguitar, og festivalen toppede for mig med Kendrick Lamar og Jungle.
Kendrick er en stor stilist, og selv om han for to år siden rockede Arena-teltet hårdt, virkede springet til Orange voldsomt. Han tog udfordringen på sig og havde publikum med sig.
Sangene fra ‘good kid, m.A.A.d. city’ lød som klassikere, og de nye fra ‘To Pimp A Butterfly’ kom med funk nok til at fungere som fællessange. Det var festsættet, og en anden gang kunne det være interessant at høre Kendrick Lamar med mere fokus på den reflekterede samfundskritik, der trods alt er en vigtig del af hans univers.
Peter Elsnab:
Thee Oh Sees ‘Mutilator Defeated at Last’ (album)
Det er muligvis, fordi jeg bare er i en periode, hvor jeg hører meget garagerock og psychedelisk rockmusik som King Gizzard, Ty Segall og Black Angels og venter spændt på den nye Tame Impala-skive, men seneste album fra productive John Dwyer og Thee Oh Sees har her i huset været det mest spillede i den senere tid.
Dwyer har rusket op i bandet med nye medlemmer og en mere rå og støjende guitartung lyd i forhold til de foregående – og i øvrigt glimrende – ‘Drop’ og ‘Floating Coffin’. Gad godt se dem rive Loppen eller Lille Vega rundt.
Bäddat För Trubbel ‘Om Det Inte Vore För Spritten’ (fra albummet ‘Två Sjundedelaer Av Ett Liv’9
En sang om at være fuld, om kærlighed, om værtshuse, om alkohol. Havde det ikke været for sprut, så havde jeg været alkoholiker. Genialt. Den sang kan kun blive en fremtidig klassiker på værtshuse i Malmö. Og så er det også en vise, der skiller sig ud fra de andre sange hos pubrockerne Bäddat För Trubbel – redt om til ballade, kan man vel oversætte bandnavnet til.
Og i begyndelsen var de også meget mere ballade-agtigt punkede, end de er nu. Korte Ramones-agtige sange på skånsk. ‘Det Här Är Inte New York,’ som de skreg på debuten. Det er Malmö – men derfor også med en tæt forbindelse til København. De har en sang, der hedder ‘Köpenhamn’, og på bagsiden af livealbummet optaget på stambaren Nobe kan man læse følgende: “Pub Nobe ligger på Kristianstadgatan 36. Gå dit och ta en öl, snacka med folk och önska Gasolin’.” Det vil jeg vældig gerne!
Roskilde Festival 2015
Og nu vi er ved forbindelsen mellem Danmark og Sverige, så var svensk musik i høj grad med til at løfte min Roskilde Festival. Og det var på ingen måde uventet. Veronica Maggio, Goat, Thåström og First Aid Kit leverede bare på hver deres måde tårnhøj klasse.
Der var masser af andre højdepunkter som Jungle, King Gizzard, Kendrick Lamar, Gretchen Peters og Kate Tempest, og i det hele taget var det en vellykket festival. Ok, alt bortset fra nattesøvn og urinstank bliver bedre på en festival, når solen bager som i år, men når jeg står tilbage musikalsk tilfredsstillet og samtidig med en ærgrelse over alt det, jeg ikke fik set, så har det været et godt år.
Nikolaj Steen Møller:
Wolf Alice ‘My Love Is Cool’ (Album)
Sommetider indser man først, hvad man har savnet, når man får det igen efter lang, lang ventetid. For mit vedkommende gælder det f.eks. et vaskeægte engelsk indieband af den art, som Melody Maker (lukkede for mange år siden) og NME (blev forleden konverteret til gratisavis) ville have elsket i ca. 1996.
Og halløjsa: Så kom Wolf Alice. Sangerinde, Ellie Rowsell, med stjernekvalitet? Tjek. Tre fyre bagved af den type, vi dengang kaldte ‘Sleeper-blokes’? Tjek. Guitarer med tilpas rumklang? Masser. Attitude? Masser. Neuroser? Masser. Reference til at ‘Jump the 43’, bussen, der kører fra Angel ned til London Bridge? Åh jo. Det er indie af den helt gamle skole, og jeg elsker det.
Sarah Cracknell ‘Red Kite’ (Album)
Én ting er, at Sarah Cracknells stemme har været del af livets soundtrack i næsten 25 år nu; en anden er, at hun og Saint Etienne har givet en undervisning i den engelske tradition for luftig folkemusik i alle de år. Stort set uden, man har lagt mærke til det.
Det var altid elektronikken, der trak mest i mig; kærligheden uden skam til europoppen i alle dens former. Men der var altid en vise, en fløjte, en linje eller to om en fugl i en eng – det er ret beset ikke en overraskelse, at de tre knuselsker alle de gamle britiske visesangere. I har godt lagt mærke til, at en af deres fineste electropopsange var rå-nolet fra en gammel folkesang, ikke?
‘Red Kite’ er én lang kærlighedserklæring til landlige engelske stemninger, og samtidig tro mod alle Saint Etiennes andre sympatier – tressernes Top of the Pops, pigegrupper med en lavbudget-Spector-produktion, og selvfølgelig den forelskelse, Cracknell ikke er for gammel til at fortabe sig i i sang, bare fordi hun nærmer sig de 50. Fremragende. Lyt inden sommeren er slut.
Hvad jeg fik med hjem fra Roskilde:
* Festivalen har herefter pligt til hvert år at booke mindst ét navn fra Nashville eller en radius af 500 kilometer derfra. Gretchen Peters var et skønt bekendtskab, som for mange snød sig selv for.
* Florence Welch kan noget. Noget, der får mig til at glemme hendes blomstrede hippie-tilbøjeligheder. ‘What Kind of Man’ var noget nær festivalens største enkeltindsats. Arme fyr, der stod på forreste række, og lige må have tænkt “Jeg har en chance her”, inden hun bare skubbede ham væk i foragt. Han tog det heldigvis pænt.
* Stadig lidt sur på mig selv over at have misset Ezra Furman, hvis album har kørt uafbrudt siden i mandags. Hvem vil med, når han kommer tilbage? Travn vil gerne, er mit bud.
* Jeg havde det helt store i-landsproblem i år: Der spillede så mange folk, jeg allerede holdt af, at jeg ikke fik så mange aha-oplevelser som normalt. Hvor utaknemmeligt lyder det lige? Sagen er den, at jeg ikke har noget at klage over med festivalens kurs, hvis vi et øjeblik ser bort fra at onsdagen var lidt flad. I år var ellers vital – indtil det allersidste.
Danni Travn:
Damien Rice, Primavera Sound 2015 (koncert)
Pludselig forsvandt han bare, irske Damien Rice. Forholdet til musen Lisa Hannigan – hvis stemme lå som en satinsnor gennem hans sange – led skibbrud i 2007, og han var menneskeligt og kreativt udslukt efter to albums og flere verdensturneer. Hvor langt de fleste kunstnere alligevel ville følge markedets krav om flere sange og flere koncerter, trak han stikket. Det bekræftede, hvad hans såvel sårbare som ruskende debut ’O’ tidligt havde antydet: At Rice var en særligt akavet og skrøbelig figur i hele musikmaskineriet.
Nuvel, sidste år kom så et comebackalbum, som var glimrende. Selvreflekterende og højloftet. Men ikke nødvendigvis noget man behøvede syv år til at mande sig op til at indspille. At se Rice optræde på Primavera Sounds hovedscene gav derimod et totalbillede af hans indre brydninger. Samtidig var koncerten en syngende lussing til mit stivstikkerprofeti: ”Han er sgu nok for distanceret, og det hele kommer til at drukne i småsnak fra publikum,” gryntede jeg inden koncertstart. Ind kom Damien Rice iført slidt sweater og ramponeret guitar.
Han spillede først klippefaste versioner af sine tyste nyklassikere ’Delicate’ og ’9 Crimes’, og byggede så langsomt koncerten op ved at optage sig selv og loope lag på lag af stemmer og guitarer. I afslutningsnummeret ’It Takes a Lot to Know a Man’ – en titel, der kunne have været koncertens overskrift – tordnede han ene mand som et stadionband foran et lamslået publikum. Alle vidste, at han satsede alt. Og vandt. Han rummede hele den martrede mands register fra hviskende selvudslettelse til buldrende katarsis.
Rice var i øvrigt blot toppen på en festival i særklasse. Bare for at holde os til dagen, da Rice optrådte: Patti Smith spillede hele ’Horses’ med et rebelsk engagement, som var blækket endnu ikke tørt på de 40 år gamle tekster, Sleater-Kinney gik i kødet på deres hæsblæsende nye album med tempo, højspændte stemmer og konstant konkurrerende guitarer, og gendannede Ride gennemborede deres støjmur med ungdommelige vokalharmonier, der fik enhver til at glemme de forgangne 20 år. Alt sammen under forårssolen i Barcelona.
Hop Along ‘Painted Shut’ (album)
Oven for står Hop Along fremhævet for albummet ’Painted Shut’. Det kommer vi tilbage til. For dette tjener også til en markering af en klar 2015-tendens inden for den guitarrock, som ligger et godt stykke til venstre for middelvejen: På den fløj er iøjnefaldende mange af årets mest interessante kunstnere nemlig kvinder.
I forrige kvartalsregnskab havde vi Courtney Barnett og Sleater-Kinney, og gennem de sidste tre måneder er der kommet spændende albums fra Torres, Girlpool, Waxahatchee og altså Hop Along. Yderligere bemærkelsesværdigt er det, at de tre sidstnævnte pt. har base i Philadelphia. Det er ikke et slæng, der har fornyelse som en primær drivkraft – Torres’ producer er PJ Harveys mangeårige sparringspartner Rob Ellis, og lyden er derefter, mens Girlpools sumpede teenagenaivitet er som taget ud af soundtracket fra ’Juno’.
Men de har noget langt vigtigere kørende for sig: Nødvendighed. Her er musik hverken noget, vi blot leger, eller noget, vi kun søger lydintellektuel tilfredsstillelse i. Her er musik noget, vi griber til, fordi musikken – og for disse kunstnere i særdeleshed rocken – kan mediere personlighed; med både alvor, eftertænksomhed, fortælleglæde og humor. Så det er albums, der svømmer over af menneskelighed. Hop Along skiller sig ud.
For det første fordi forsanger Frances Quinlans vokal har et sjældent format – klar som glas, men med ridser og skarpe kanter. For det andet folder hver af hendes sange sig ud som små dramatisk koncentrerede noveller dansende på grænsen mellem det umiddelbart afkodelige og det uhåndgribelige. Det er et perfekt sted for ”people spotting” og dermed et sted, man kan opholde sig længe.
Roskildemomenter:
Vi vidste jo godt, at de havde det i sig. St. Vincent og Thåström. Vi vidste, at St. Vincent havde et mesterstykke af en gennemkoreograferet, excentrisk, teknisk overlegen, pop-avantgardistisk og alligevel inkluderende, hjertelig og løssluppen koncert i sig. Og vi vidste, at Thåström ville lægge et industrielt drøn under sin sodede melankoli, så enhver blev mindet om, at forkullede sjæle er mest indtrængende, hvis de stadig har kontakt til deres blødende romantiker – og til den lille dreng, som engang lå på stuegulvet og læste tegneserier. Men det var også vældig forudsigeligt, at de to koncerter blev årets bedste i min bog.
Så det egentlige Roskilde-moment opstod torsdag eftermiddag i Gloria, hvor Ezra Furman tog endnu et skridt mod større udbredelse. Den spinkle særling optrådte i rød lårkort kjole, perlehalskæde og makeup (og her må jeg hellere pointere, at Ezra er en 28-årig jødisk mand fra Chicago), hvilket fuldt og helt underbyggede hans barokt punkede outsidersange om body shaming og runaways.
Trådene til David Bowie og Lou Reed var tydelige, men finesserne absolut Furmans egne – herunder, at en saxofon var bindeleddet i nummer efter nummer. Koncerten udviklede sig til en af disse vidunderlige Roskilde-stunder, hvor publikum omfavner en for dem helt ukendt kunster, og kunstneren benovet ranker ryggen og finder yderligere energi i bruset fra salen. Siden Roskilde Festival har Furman udgivet albummet ’Perpetual Motion People’, der kun bekræfter ham som en spiddende og idérig sangskriver. Han kunne meget vel vende tilbage på en større scene om nogle år.
Blandt årets skuffelser var de canadiske artpunkere Ought. De stod bag et af 2014’s bedste debutalbum, men kunne slet ikke overføre albummets skråsikre tone til scenen. Strammere sætliste og mere krukkeri kunne de selv have sørget for, men festivalen kunne også have hjulpet dem – og mange andre debutkunstnere både i år og tidligere år – ved at sætte koncertlængderne ned. Således, at kunstnerne kan servere et kort, slagkraftigt sæt. Mere forventer vi ikke af talenter. Og hellere servere essens end vandet suppe. Vi skal nok blive mætte.
